Regler for fremstilling ved forbesigtigelse

Afstamningskrav

Når hingsten meldes til forbesigtigelse, tjekkes det, om afstamningen opfylder reglerne for kåring af hingste. Hingste kan kun fremstilles såfremt de afstamningsmæssige krav opfyldes. Vær her specielt opmærksom på følgende:

1) For at en afstamning kan godkendes kræves mindst kåring i 4 fulde led fra Dansk Varmblod eller et tilsvarende anerkendt ridehesteavlsforbund (specifikt anført i reglerne for kåring af hingste § 1, stk. 3.)
2) Fra og med 2004 skal hingstens mor og mormor være kåret i DH eller DS. Dog kan mormor være en F3 hoppe, hvis den har karakterer til min. DS

Fuldblodshopper kåret i Dansk Varmblod eller et af de i stk. 3 nævnte avlsforbund, behøver ikke at være rideafprøvet. Dansk Varmblods elitehopper er altid kvalificerede som hingstemødre.

Røntgen

OBS: Røntgencd´en skal indleveres senest sammen med tilmeldingen til Hingstekåring.

DNA

Hvis du har et godt hingsteføl/plag gående, som måske kunne være et kommende hingste emne, er det en god ide´ at huske på følgende:
• Få foretaget en DNA-test af hoppen, i tilfælde af at uheldet skulle være ude og hoppen dør. Ingen hingste sættes i avlen, inden afstamningen er verificeret og forelægger der ikke DNA-test på moderen, er dette ikke muligt.

Obligatorisk DNA i forbindelse med udtagelse ved forbesigtigelse
Hovedbestyrelsen har indført obligatorisk DNA tjek i forbindelse med udtagelsen ved forbesigtigelse. Der vil derfor være identitetsmærkere fra Videnscentret for Landbrug | Hest til stede ved Dansk Varmblods forbesigtigelser, og de vil udtage hårprøver af de udtagne hingste. Fremviseren er forpligtiget til straks efter udtagelsen at kontakte identitetsmærkeren. Ejeren modtager efterfølgende en faktura på analysen fra blodtypelaboratoriet.

Foreligger der ikke allerede en DNA profil på moren til den udtagne hingst, skal der indsendes DNA materiale af moren senest den 8. januar. Kontakt evt. Blodtypelaboratoriet (Elin) på tlf. 87 98 11 77.

For udenlandske kårede hingste eller fuldblods/araberhingste, der kan tilmeldes kåring uden forbesigtigelse, gælder at hingstens DNA-profil skal være vedlagt tilmeldingen til kåring.

Avlshingste skal være fri for arvelige defekter:

Bliver hingsten udtaget til Hingstekåringen i Herning, skal man være opmærksom på, at den skal kunne godkendes veterinært samt være fri for arvelige defekter for at kunne opnå kåring.
Det, der især undersøges ved varmblodshingstene, er arvelige sygdomme i kønsorganerne såsom drejede testikler, klaphingst, arvelige sygdomme i åndedrætsorganerne såsom strubepibning, adfærdsforstyrrelser såsom væver eller krybbebidning samt arvelige sygdomme i lemmerne såsom OCD.
Bemærk, at de arvelige defekter ikke nødvendigvis har sammenhæng til gruppeinddelingen. For eksempel kan røntgenbilleder godt kategoriseres i gruppe 2, selvom en hingst har OCD. Det kan forekomme i tilfælde, hvor der sidder en lille mus uden betydning for hestens holdbarhed. Men kåringsmæssigt har det stor betydning, da arvelighedsgraden er den samme, uanset musens størrelse.
Såfremt der påvises arvelige defekter skal hingsten have ekstraordinære gode egenskaber i forhold til avlsmålet for at komme i betragtning kåringsmæssigt.

Seges | Heste har udgivet et lille hæfte, der indeholder en oversigt og en kort beskrivelse af forskellige arvelige defekter. Hæftet ”Sygdomme af betydning for avlsvurdering af hingste” kan bestilles ved henvendelse til Seges | Heste på Agro Food Park 15, Skejby, 8200 Århus N

WFFS

Hingste, der stiller til kåring i 2019: sammen med tilmeldingen til hingstekåringen skal der foreligge en obligatorisk test for WFFS. Evt. bærer-status vil ingen indflydelse få på kåringen af hingsten, men det vil blive offentliggjort i forbindelse med karakteristikken, således at hoppeejerne selv kan beslutte, om de vil bruge hingsten.

Hingste, der tilmeldes hingstelisten 2019: alle hingste skal være testet for WFFS og bærer-status oplyses på hingstelisten. Hingsten kan ikke tilmeldes, før WFFS-status er kendt.

Generelt gælder det, at DNA-materialet til WFFS-testen skal være udtaget af en dyrlæge eller én af SEGES mærkere og analyseret af Laboklin. Prøveresultatet sendes til Dansk Varmblods sekretariat eller direkte til SEGES ved stambogsfører Maiken Holm, e-mail: . Her vil WFFS-status (”fri” eller ”bærer”) blive noteret i Hestedatabasen. I kan allerede nu indsende prøveresultat på de hingste, som er blevet testet.

Præsenteres af

Bliv sponsor

Firma info

Følg os på Facebook Følg os på Facebook
Bliv medlem