Hoppekåring - Hvorfor og hvordan?

I Dansk Varmblod skal begge forældre være fremstillet og bedømt ved kåring i forbundet, før afkommet kan registreres som en rigtig Dansk Varmblod. Dansk Varmblod har et væld af tilbud i forbindelse med kåring af hopper.

Som ny udstiller kan det være svært at vide hvilken kåringsform, der skal vælges.
Vi håber derfor, at siden her kan give dig et overblik over de forskellige muligheder og kan forhåbentligt være medvirkende til at klargøre hvilken kåringsmulighed, der passer til netop dig og din hoppe.

I 2018 havde Stutteri Ask et forrygende år ved Krafft Eliteskuet. Her ses to af deres flittige mønstrere med hele 4 medaljehopper fra Stutteri Ask.
I 2018 havde Stutteri Ask et forrygende år ved Krafft Eliteskuet. Her ses to af deres flittige mønstrere med hele 4 medaljehopper fra Stutteri Ask.

Hvert år er der mange nye avlere, som skal udstille hopper for første gang. Som ny kan det være svært at finde rundt i de mange muligheder, som Dansk Varmblod tilbyder medlemmerne. Denne artikel giver i korte træk et overblik over, hvorfor hopper skal kåres og hvordan det kan gøres.

Hvorfor skal hopper kåres?

Dansk Varmblod er et krydsningsforbund, som blander nogle af Europas bedste blodlinier. For at sikre at avlen bevæger sig i den ønskede retning i henhold til avlsmålet, skal både hopper og hingste være kåret i Dansk Varmblod, før afkommet kan registreres. Dette gælder også for importerede hopper kåret i udenlandske forbund, idet avlsmålene ikke er ens. Hopper i alle aldre kan kåres, dog tidligst fra det år de fylder 3.

Afstamningsmæssige krav

Hoppens afstamning og højde er afgørende for, hvilken kåringsklasse den kan opnå. For at opnå kåring i højeste klasse (Dansk Hovedstambog) skal hoppen måle min. 1.60 cm. i stang og der skal være kåring i tre led fra et anerkendt varmblodsforbund. I forbindelse med tilmelding gennemgås afstamningerne på sekretariatet. I tilfælde af afstamningsmæssige problemer informeres ejeren herom og hoppen kan evt. frameldes, såfremt man ønsker det.
Hvis du vil videre mere om regler i forbindelse med kåring af hopper og den slags, så bør du altid tjekke Dansk Varmblods Regler og Vedtægter, der opdateres hvert år i april.

Er hoppen ikke registreret i Hestedatabasen, skal dette gøres senest i forbindelse med tilmelding til kåring. Hvis du sender passet til SEGES selv i forvejen, koster det i 2019 kr. 385,00 inkl. moms, men hvis det sker via Dansk Varmblod i forbindelse med tilmeldingen kosdter det 400,- inkl. moms. Dansk Varmblod vil straks sende passet retur til dig.

Det er endvidere vigtigt at sikre sig, at ejerforhold er korrekte. Dels er ejerskifte nu lovpligtigt og dels laves katalogudtræk, bedømmelsesskema dommerbøger m.v. efter oplysningerne i Hestedatabasen. Står hoppen med forkert ejer, risikerer man, at oplysningerne tilsendes denne person.

Grevens Fakina blev Årets Dressurbetonede Hoppe 2018. Stutteri Greven i Egtved havde dette år hele 3 medaljehopper ved Krafft Eliteskuet, en oplevelse, som de ikke havde prøvet lignende før.
Grevens Fakina blev Årets Dressurbetonede Hoppe 2018. Stutteri Greven i Egtved havde dette år hele 3 medaljehopper ved Krafft Eliteskuet, en oplevelse, som de ikke havde prøvet lignende før.

Husk pas og kopi af pas!

Til alle hoppekåringer skal hopperne indledningsvis måles og have tjekket signalement. Desuden afleveres det originale hestepas til måleren. Det er vigtigt, at man husker hestepasset til kåringen, idet hoppen ellers kun kan kåres i forregister-F1. Dansk Varmblod videresender hestepassene til SEGES Heste, som indtaster kåringsresultaterne i Hestedatabasen og sætter en kåringslabel i passet. Passet returneres til ejeren ca. 3 uger efter kåringen. Husk også at medbringe en kopi af hestepasset. Det samt et særligt transportdokument, der udleveres ved måling og signalementstjekket skal benyttes i forbindelse med hjemtransporten af hoppen for at opfylde transportforordnings-reglerne.

Eksteriørkåring

Eksteriørkåringen er den ”simpleste” form for kåring og her skal hoppen ikke rides. For eksteriørkårede hopper er der dog mulighed for at få et R via tidligere bedrifter på konkurrencepladserne mv eller ved at bestå en rideprøve senere, for eksempel via 1-dagsafprøvning. 1-dagsafprøvning er det samme som en sadelkåring, men uden eksteriørkåringsdelen. Til eksteriørkåringen vises hoppen løs i ridehallen. Er hoppen ud af springafstamning, kan man med fordel tilmelde den til eksteriørkåring med løsspringning. Her får dommerne mulighed for at se hoppen i dens rette element, hvilket giver en mere præcis bedømmelse.

Halte/skadede hopper har også mulighed for at stille til eksteriørkåring. I sådanne tilfælde skal dyrlægeattest afleveres til dommerne i forbindelse med eksteriørvurderingen på fast bund. Er det ikke forsvarligt at flytte hoppen eller skal den nødslagtes, kan der også arrangeres en hjemmekåring ved henvendelse til Dansk Varmblods sekretariat. Find mere info og tilmeld din hoppe til hjemmekåring her.

Den nye kåringsform - Én-dommerkåring
I 2018 indførtes 1-dommerkåringen som et alternativ til de øvrige kåringsformer.
Her kåres hoppen hjemme ved stalden, får ingen gangartskarakterer, og blot af én dommer. Den kan max. kåres i *DS, medmindre den har resultater, der svarer til tildelingen af et R. I et sådant tilfælde er det op til dommeren at afgøre, om hoppen evt. kan kåres til *RDH. Ved én-dommerkåring står der en * foran hoppens kåringsgrad.
Find mere info og tilmeld din hoppe til én-dommerkåring her.

Guldmedaljehoppen Gozzip, ejet af Ditte Elkjær, fra Krafft Eliteskuet 2018 fremvist i gangarter for publikum og dommere. Denne seance hvor alle de dressurbetonede medaljeaspiranter bedømmes under rytter og kommenteres af medlem af avlsledelsen Bjarne Nielsen, trækker fulde huse.
Guldmedaljehoppen Gozzip, ejet af Ditte Elkjær, fra Krafft Eliteskuet 2018 fremvist i gangarter for publikum og dommere. Denne seance hvor alle de dressurbetonede medaljeaspiranter bedømmes under rytter og kommenteres af medlem af avlsledelsen Bjarne Nielsen, trækker fulde huse.

Disciplinopdelt sadelkåring

Sadelkåringen er en samlet pakke, hvor hopper i alle aldre bliver eksteriørmæssigt vurderet samt bedømt under rytter samme dag.

Bestået rideprøve berettiger til et ”R” foran kåringsgraden. Hopperne tilmeldes i den disciplin, som de er avlet til. Dressurhopper skal rides af egen rytter samt en testrytter i alle tre gangarter. Springhopper skal løsspringe samt rides af egen rytter og testrytter i galop. Hopper kan ikke afprøves i både springning og dressur på samme kåringsdag. Ønsker man også hoppen bedømt i den anden disciplin, kan den tilmeldes 1-dagsafprøvning en anden dag. 1-dagsafprøvningerne foregår på alle sadelkåringspladser.

Stationsafprøvning

Stationsafprøvning er en god mulighed for dem, der ikke selv kan klargøre hoppen til sadelkåring. Til stationsafprøvningen indsynes alle hopper som værende redne/tilredet en måned inden indsyning. Hopperne trænes under ensartede forhold i en måned, hvorefter de afsluttende prøver foregår som til sadelkåring.

Egnethedstest

Egnethedstesterne er en brugsprøve for 4-års Dansk Varmblods registrerede heste. De bedste udtages til Unghestechampionatet, en finale der foregår sammen med Hingstekåringen i Herning, hvilket betragtes som et særdeles godt salgsvindue.
Heste registreret i andre forbund kan ikke tilmeldes. Dressurhestene vises i gangarter med egen rytter. Springhestene vises i springning med rytter. Der er ingen testrytterprøve som ved sadelkåring og stationsafprøvning. Opnår hopper min. 700 point til egnethedstesten, kan de tildeles et ”R” foran kåringsgraden for bestået rideprøve, uanset om de allerede har været til kåring, eller først stiller til kåring senere i livet. Kontoret skal blot adviseres om den beståede egnethedstest, når du tilmelder hoppen til kåring.

Tidligere kunne hopper også kåres i forbindelse med egnethedstesten. Det er fra 2012 ikke længere muligt. I stedet kan hoppen tilmeldes en eksteriørkåring andetsteds.

KRAFFT Eliteskuet

Ved alle sadelkåringer, 1-dagsafprøvninger, stationsafprøvninger og egnethedstester er der mulighed for udtagelse til Eliteskuet, der foregår på Vilhelmsborg hvert år enten i slutningen af august eller begyndelsen af september. Her tildeles opdrættermedaljer i guld, sølv og bronze til årets bedste rideafprøvede hopper. For at kunne deltage i Eliteskuet er det et krav, at hoppen fra fødsel er registreret i Dansk Varmblod, er kåret i højeste kåringsklasse, har bestået en rideprøve samt er udtaget af dommerne.


Gode råd og vejledning

På denne side har vi en folder til download, der hedder "Hvadv er Hvad?". Her findes en punktvis beskrivelse af, hvad hopperne skal igennem til de forskellige kåringsarrangementer trin for trin. Endvidere finder man løsspringningsskitsen her samt vejledning i mønstring på fast bund her.

Medlemskab af Dansk Varmblod

Man skal være medlem af Dansk Varmblod for at kunne udstille til forbundets arrangementer. Som medlem får man endvidere gratis adgang til Hestedatabasen, der indeholder relevante og objektive informationer på alle heste registreret i Danmark. Læs mere om medlemskabets fordele og meld dig ind her.


Kåringsgrader

Hopper kan kåres i DH, DS, DR afhængig af kvalitet og højde.
Hopper med afstamningsmæssige problemer vil blive kåret i forregisteret.


DH = Dansk Hovedstambog

DS = Dansk Stambog

DR = Dansk Registerstambog

FOR = Forregister (F1, F2, F3)

Er der * foran kåringsgraden??
Ser du en kåringsgrad med * foran, såsom *RDH eller *DS, så har hoppen været bedømt ved 1-dommerkåring. Find info om én-dommerkåringen her.


Præsenteres af

Bliv sponsor

Firma info

Følg os på Facebook Følg os på Facebook
Bliv medlem
Tilmeld vores nyhedsbrev