< Tilbage

Succesfuldt følskue i Region 111-08-2019 - 21:38

Hos føllene blev seks flotte kandidater udtaget til eliteskue imens der hos de 2-års hopper blev fundet fem kandidater

 

I dag lagde Vallensbæk Ridecenter faciliteter til afholdelsen af DV følskue i region 1. Det blev en dejlig dag med god stemning og dejligt, tørt vejr. Dagen startede ud kl. 8.00, da de to-årige hopper blev fremvist på fast bund. Med 10 hopper var det ikke et vanvittigt stort hold, kvaliteten var ganske høj, hvilket resulterede i at hele fem hopper blev udtaget til eliteskue.

 

Fra morgenstunden satte Henrik Hansens avl sig tungt på de første pladser. Fløjpladsen gik nemlig til kat. 109, avlet og ejet af Henrik Hansen, Fransisca e. Franklin / Blue Hors Romanov, med Rapitalà som mor dvs. Fransisca er halvsøster til vidunderhopperne Fiontina og Fiontini. Fransisca præsenterede sig med en prima type og et eminent bevægelsesforløb, der resulterede i 9 i trav og galop og en billet til eliteskuet.  

 

Andenpladsen gik til kat. 108, Faretti e. Franklin/ Don Frederico, avlet hos Henrik Hansen og nu ejet af Havgaard Horses, Aalborg. Med en imponerende flot type og en eminent trav sikrede hun også en billet til eliteskuet.

 

Tredjepladsen indtog Sezuans søster, kat. 113, Straight Horse Zonate e. Blue Hors Zack/ Blue Hors Don Schufro, født hos og ejet af Straight Horse ApS. Straight Horse Zonate præsterede en særdeles god og afspændt bevægelse, og fik dermed også adgang til eliteskuet.

 

Med en flot type, store rammer og en god bevægelse i trav og galop blev kat. 102 Springborgs Abiza e. Asgard's Ibiza/ Rubin-Royal født hos og ejet af Stutteri Springborg nummer fire og modtog også en invitation til eliteskuet.

 

Den sidste billet til eliteskuet gik til kat. 105 den yderst elegante, udtryksfulde og feminine Fauerbirk's Luciana e. Blue Hors Farrell/ Sir Donnerhall I født hos og ejet af Mette Holst Rasmussen.

 

 

Dernæst blev det tid til at rykke udendørs, hvor de springbetonede føl blev fremvist. Her fik dommerne, Johnny Sørensen og Laura Juul udvalgt en flot, lille finalering af høj kvalitet for de springbetonede hopper. Vinderen blev ædle og udtryksfulde kat 127, Clarima e. Clarimo / Charmargue, født hos og ejet af Henrik Hansen. Clarima viste en velbalanceret galop af høj kvalitet og blev udtaget til eliteskuet. Reserve til eliteskue blev kat 125, Glamour-Girl K e. Bentley VD Heffinck/ Lagavulin, avlet og ejet af Tina Elmegaard Ramussen og Frank Torndyb, der havde en velbalanceret galop med god rummelighed og balance.  

 

For de springbetonede hingsteføl blev finalen endnu en gang en eksklusiv følkollektion. Og det blev kat. 118, højtstillede og udtryksfulde, Amalfi Prydsholm, e. Action Man ASK Z/ Lagavulin fra Lisa og Per Andersen, der tog hjem med det røde og hvide æresbånd, en masse ærespræmier, og måske vigtigst –en billet til eliteskuet. Efter at have fremvist en fantastisk galop, med masser af balance og acceleration. Reservepladsen gik til det udtryksfulde og meget ædle føl med en dejlig velbalanceret galop, kat 126, Ammendrupnygård's Curpice e. Chacgrano/ Quinton avlet og ejet af Birgitte Plougheld Olsen.    

 

Humøret hos Stutteri Vilard I/S var højt da vinderen for dressurhoppeføllene blev fundet, det blev nemlig kat. 179, Vilard's Frina e. Franklin/ Blue Hors Don Romantic, avlet og ejet af Stutteri Vilard I/S. Den feminine og harmoniske hoppe fremviste bl.a. en fremragende travbevægelse med stor bæring, rummelighed og op ad bakke tendens, og skal naturligvis også med til eliteskuet.

Storrammede og ædle kat 144, Springborgs Ganya e. Knock-Out/ Sir Donnerhall I fra Stutteri Springborg tog placeringen som nummer to, og er derfor også inviteret med til eliteskuet, efter at have vist dagens dommere stor bæring i trav og galop. Nummer tre og reserve til eliteskuet blev med sin flotte type kat 159, Straight Horse Sanza e. Straight Horse Sir Romance/ De Niro, avlet og ejet af Straight Horse ApS.

 

Dagens sidste finale blev også en flot en af slagsen. Her blev vinderen kat 199, Straight Horse Senator e. Straight Horse Sir Romance/ Blue Hors Don Schufro født hos og ejet af Straight Horse ApS, Straight Horse Senator travede fremragende med stor rummelighed, bæring og aktion, og sikrede dermed både æresbånd og plads til eliteskue.

Nummer to, og dermed også udtaget til eliteskuet, blev ”gummibolden” kat 152, GK Total Eclipse e. Total Hope/ Bretton Woods, avlet og ejet af Gry Kristin Karlson, Norge. GK Total Eclipse fremviste en supersmidig skridt, en elastisk trav og en lækker galop. Nummer tre og dermed reserve til eliteskuet blev det harmoniske og passende ædle føl med fantastisk skulderfrihed i bevægelserne, kat. 175 Francetto e. Franklin/ Sezuan født hos og ejet af Henrik Hansen.   

I region 1 fortsatte aftenen med hoppekåring.

< Tilbage

Præsenteres af

Bliv sponsor

Firma info

Følg os på Facebook Følg os på Facebook
Bliv medlem
Tilmeld vores nyhedsbrev