OBS: Nye åbningstider – Klik her
< Tilbage

Dansk Varmblod i centrum for Corona-debat31-03-2020 - 18:10

Det er karakteristisk for krisetider, at folk har brug for en syndebuk, og det gælder også for den aktuelle Corona-krise. 

Der er konstateret forholdsvis mange smittede i Herning-området, og det faktum er desværre - helt uden nogen form for evidens - blevet knyttet sammen med Dansk Varmblods Hingstekåring. Mange har en mening om sagen - ingen har gjort sig den umage at dokumentere en eventuel sammenhæng. Det er betænkeligt og skræmmende, at en så voldsom reaktion i mange medier kan opstå på et helt udokumenteret grundlag

 

Desværre er det vores direktør, Casper Cassøe, der har måttet lægge ryg til de værste udfald - specielt i form af anonyme (naturligvis), feje angreb gennem sociale medier. Det er helt urimelig, og især da det er hovedbestyrelsen, der står bag beslutningen om at gennemføre arrangementet.

I den forbindelse er det vigtigt at se den omstridte beslutning i det rigtige lys, nemlig situationen, som den var den 6. marts. Med sin anbefaling lagde myndighederne ansvaret helt over på os som arrangør, og det var en svær beslutning, for der var rigtig mange hensyn at tage.

For nu at belyse den igangværende debat med fakta anføres herunder uddrag af Casper Cassøes udmelding til udvalgte dagblade:

 

"Kommentar til ”sammenhæng mellem vort arrangement og antal smittede i Herning” 

 

Fakta: Det er ikke et ”Herning-arrangement”. Gæsterne kom fra hele Danmark og af i alt ca. 55.000 besøgende fordelt over 6 dage var knap 2% (ca. 1.200 billetter) solgt til personer bosiddende i Herning-området.  
 

Mange af gæsterne havde allerede været sammen i flere dage, da myndighederne kom med sine anbefalinger om større forsamlinger, så effekten af en aflysning midtvejs ville kun have haft begrænset effekt.
 

Vore frivillige kommer også fra hele landet – og mange bor i campingvogne bag messecentret og er derfor ikke i kontakt med ret mange i byen.
Deltagerne og deres familier bor i deres heste-lastbiler, opholder sig i området og færdes meget lidt i byen.

Vi har ingen kendskab til smitte blandt deltagere.


Interview i Herning Folkeblad:
Den sundhedsfagligt ansvarlige i Herning har ikke kunnet påvise nogen mønstre, som kan forklare en sammenhæng. LINK


På baggrund af ovenstående har vi svært ved at forestille os, at stævnet skulle være årsag til, at lige præcis Herning har flere smittede end andre byer.  

 

Det er nemt at kigge tilbage nu - det er der rigtig mange der gør - og alting står altid så krystalklart i bagklogskabens lys. Vi ser stadig ingen evidens for årsagssammenhængen, men vil igen understrege, at skulle der vise sig en sammenhæng mellem vort arrangement og smittede – i Herning eller andre steder – så beklager vi meget og sender varme tanker til alle berørte familier."

 

Heldigvis tyder udviklingen på, at de mange forholdsregler, der er indført, virker. Vi kommer ud på den anden side på et tidspunkt. Derfor vil jeg også gerne her opfordre til at tænke fremad, så den nuværende krise ikke får unødvendige konsekvenser for fremtiden. Det indebærer bl.a., at hopperne selvfølgelig også skal ifoles i år, så vi kan "høste" næste år.

 

Vi håber stadig, at den gradvise åbning af landet vil betyde, at vi stadig kan afholde hoppekåringer ultimo juni. Vi ved jo, at disse kåringer kun samler et meget lille antal mennesker.

 

 

Pas godt på jer selv!

 

Jan Pedersen

Formand for Dansk Varmblod

< Tilbage

Præsenteres af

Bliv sponsor

Firma info

Følg os på Facebook Følg os på Facebook
Bliv medlem
Tilmeld vores nyhedsbrev