OBS: Nye åbningstider – Klik her
< Tilbage

Generalprøven blev en succes28-06-2020 - 19:23

Dansk Varmblods streaming-følauktion i samarbejde med Blue Hors blev i dag en stor succes med mange online-bydere såvel som bydere på telefon og i salen på Blue Hors. Dyreste føl fik hammerslag på 275.000 kr.

Selv om Dansk Varmblods streaming-følauktion på grund af det aktuelle forsamlingsforbud måtte afvikles med et begrænset antal publikum, så lykkedes det auktionarius Casper Cassøe at skabe en rigtig god stemning i opvisningshallen på Blue Hors, hvor 22 føl kom under hammeren til den første auktion nogensinde afholdt på Blue Hors.

 

I tre døgn op til selve auktionen har interesserede kunnet afgive deres bud på føllene online. I dag kom hvert føl på banen med et startbeløb svarende til, hvad der allerede var budt online på føllet og med auktionarius’ benævnelse af de lande, der havde budt højest på føllet.

 

Derefter foregik auktionen på sædvanligvis med bydere på telefon såvel som i salen og sideløbende også online-bydere – altså alle tre budformer på samtidig. Det fungerede rigtig godt. Der blev solgt føl til købere fra Danmark, Schweiz, Østrig, England og Tyskland, lige som der indløb bud fra Frankrig, Spanien, Holland, USA og Dubai.

 

Formand for Dansk Varmblods auktionsudvalg, Ulrik Kristensen, er yderst godt tilfreds med, at 18 føl blev solgt for en gennemsnitspris på knap 12.000 EUR, og han udtrykker ligeledes sin tilfredshed med Blue Hors’ opbakning og set-up til auktionen, der var med til at skabe en rigtig god stemning.

 

– Vi har haft en god mængde online-forhåndsbud, og heriblandt bud fra rigtig mange nye bydere fra mange forskellige lande. Det har bevist, at vi med dette koncept når bredere ud, og at den online-platform giver adgang til et større netværk af købere. Derfor er det ikke umuligt, at samme koncept vil blive integreret i fremtidige auktioner. Vi kan i hvert fald konkludere, at generalprøven i dag blev en succes, udtaler Ulrik Kristensen.

 

Auktionsudvalget er rigtig glade afviklingen af auktionen, hvor internetbyderne var hurtigere til at byde, så det kom ikke til at tage længere tid, at der samtidigt kørte tre budformer. Ulrik Kristensen er overbevist om, at Dansk Varmblods samarbejde med ClipMyHorse har været en rigtig god investering for avlerne, fordi en streaming-auktion når rigtig langt ud i hesteverdenen.

 

– Nu ser vi frem til at komme ud til Dansk Varmblods følskuer, hvor vi besigtiger føl til vores næste auktioner, fortæller Ulrik Kristensen.

 

 

Dyreste føl til 37.000

 

Blandt køberne på auktionen var der også flere returkunder som bl.a. Frandsbjerg Horses, der igen erhvervede sig to dejlige springføl.

 

Dressurrytter på Blue Hors, Nanna Merrald, erhvervede sig i en budduel mod en internetbyder det dejlige hoppeføl Sevilla Pilekær e. Vitalis/Apache, mens hendes arbejdsgiver fik hammerslag på fem føl; heriblandt de to bedste hingsteføl fra Blue Hors Følchampionatet, Harrysmindes Kastello e. Blue Hors Kingston/Dancier og Jestis La Liga e. Blue Hors Livius/Aljano.

 

Jestis La Liga er et hingsteføl i særklasse, og som rigtig mange drømte om at erhverve sig. Der var online-bud fra Holland, Tyskland, England og ligeledes fra bydere i salen. Avlsleder fra Blue Hors, Martin Klavsen, trak det længste strå med det afgørende bud på 37.000 EUR svarende til 275.000 DKK.

 

– Det er et fremragende hingsteføl, som vi brændte for at sikre en fremtid på Blue Hors, og vi er meget glade for, at det lykkedes, fortæller Martin Klavsen.

 

Se føl og priser her.

 

 

< Tilbage

Præsenteres af

Bliv sponsor

Firma info

Følg os på Facebook Følg os på Facebook
Bliv medlem
Tilmeld vores nyhedsbrev