< Tilbage

Flotte avlerpræstationer i Region 308-08-2020 - 18:52

Davinde Rideklub lagde i dag faciliteter til følskue i Dansk Varmblod Region 3. Her tog Stutteri Ask to topplaceringer for springføllene imens Jens Jørgen Abildskov fremviste de bedste dressurhingste.

Dagens dommerteam blev udgjort af Signe Wiese og Claus Hansen, der sammen bedømte 11 springbetonede føl og 22 dressurbetonede føl i den lune ridehal på Davinde Rideklub hos Grøn Dressage. Af de 11 springbetonede føl, fik fem adgang til finalen og i dressur fik syv føl adgang til finalen.

 

Dagens vinder for de springbetonede hopper blev katalog nr. 302, Cassiopeia e. Humberto Ask / Carano, opdrættet og ejet af Rasmus Eskesen i Haarby. Cassiopeia gav i dag et vældigt indtryk, både i forhold til kønspræg, type, lemmer og selvfølgelig galopbevægelsen. Og så var hun endda avlers første springbetonede føl, sikke en debut.

Andenpladsen bød ligeledes på en rigtig dejlig galopbevægelse, der var let, rummelig og velbalanceret med en god accelerationsevne. Den galop tilhørte kat. 306, Chacco Claire Ask e. Todt Un Prince Ask / Chacco-Blue, født hos og ejet af Stutteri Ask A/S beliggende i Martofte.

 

Stutteri Ask slog endnu engang til med et super føl, idet vinderen for de springbetonede hingste er født hos og ejet af Stutteri Ask A/S i Martofte. Den charmerende kat. 303, Jackpot Ask e. Jewel Ask Z / Larimar præsenterede sig i dag med en fremragende galopbevægelse og stor udstråling.

Nummer to i konkurrencen og vinder af prædikatet ”reserve til eliteskue” blev maskuline og dejlige kat. 314, Chará Wilde e. Dallas Vdl / Coronet Ask, opdrættet og ejet af Camilla Louise Wilde Nielsen, Ringe.

 

Efter frokost blev det tid til at dressurhopperne skulle indtage den flotte og velplejede hal i Davinde. For hopperne blev to meget fine og ligeværdige føl udvalgt til finalen. Og her blev vinderen kat. 333, Elmehøjs Belle Courage e. Bon Courage / Blue Hors Hotline, avlet og ejet af Maria Kjærsgaard Bek i Haarby. Elmehøjs Belle Courage fik en utrolig hård start på livet, da hendes mor, Graciana Kilen mistede livet under folingen, heldigvis havde hun i dag vokset sig stor og stærk med en tante ved siden og viste helt vidunderlige gangarter.

Nummer to blev det dejlige føl, kat. 336, Dreamhors's Fiona e. Blue Hors Fifty Cent / Uno Don Diego født hos Stutteri Dream-Hors og ejet af Michael Hansen, Fredericia.

 

Dressurhingstene fik lidt større konkurrence idet finalen bestod af fem føl. Og denne finale bød på en helt særlig avlerpræstation idet Jens Jørgen Abildskov, Oure, både har avlet og ejer dagens to bedste hingsteføl. Føllet kåret som vinder, blev kat. 344, Strandagergårds Zuko e. Blue Hors Zackerey / Blue Hors Don Romantic, der præsenterede sig som en ægte lille gummibold. Nummer to i konkurrencen blev den dejlige hingst, kat 343, Strandagergårds Scorpio, e. Secret / Sam-Sam.

Nummer tre i konkurrencen blev en flot og velgående model, nemlig kat 341, Flanagan Elton e. Blue Hors Farrell / Blue Hors Zack, født hos og ejet af Eltonheste ApS, Stenstrup.

 

Se kataloget her

< Tilbage

Præsenteres af

Bliv sponsor

Firma info

Følg os på Facebook Følg os på Facebook
Bliv medlem