< Tilbage

Fantastiske følpriser på NIS-auktionen05-09-2020 - 21:59

Nordic International Sales følauktionen over danske dressurføl er netop afsluttet i en feststemt hal hos Helgstrand Dressage, hvor føllene opnåede en flot gennemsnitspris, og hele tre føl kom over 50.000 euro

Kollektionens nr. 1, det sorte hoppeføl fra Jørgen Ravn i Holsted, blev også aftenens dyreste føl med en hammerslagspris på 56.000 euro. Det smukke føl Gørklintgårds Blackberry e. Franklin/ Gørklintgårds Santos blev dog ikke det eneste føl i denne høje prisklasse.

 

Det sidste føl, hingsteføllet Gammelenggårds Galiano e. Grand Galaxy Win/ Blue Hors Don Romantic fra Stald Heiline og Nanna Jønsson i Kolding, blev dyreste hingsteføl, efter hammeren faldt på 54.000 euro.

 

Der var mange bydere fra udlandet via telefon såvel som internet, og det var en canadisk køber, der sikrede sig det velgående røde hingsteføl fra Lena og Ulrik Kristensen i Vinderup. Hingsteføllet, der hedder Jasper, er e. Janeiro Platinum/ Dancier og fik hammerslag på 50.000 euro.

 

Et af de føl, der får adresse i det nordjyske, er også et føl efter Janeiro Platinum, nemlig Tjørnegårdens Tennessee fra Christina Reslow i Kirke Såby på Sjælland, der blev solgt for 44.000 til en tilbagevendende køber, og ligeledes hoppeføllet Flying Tabata Pilekær e. Jameson RS2/Ferro fra Lars Langendorff og Anne Mette Rossen i Aabenraa, der gik for 31.000 euro, også får adresse i Nordjylland.

 

Formand for Dansk Varmblods auktionsudvalg, Ulrik Kristensen, er begejstret for resultatet af auktionen, som han betegner som en kæmpesucces.

 

– Allerede ved præsentationen så vi en suveræn fremvisning, hvor føllene viste sig rigtig godt. Det gode resultat af auktionen skylder vi også vores avlere en tak for. De skal have ros for at have modet til at gemme deres kvalitetsføl til vores auktion. Uden deres opbakning havde det ikke lykkedes med disse flotte gennemsnitspriser, siger Ulrik Kristensen.

 

Der var en feststemning i hallen, hvor køberne fik gejlet hinanden op, og det blev ind imellem giganternes kamp, når de allerbedste føl var på banen. Flere føl blev solgt til udlandet, og det tilskriver Ulrik Kristensen også det nye setup med online-bud.

 

– Tilbage i starten af året så det hele svært ud med Corona-situationen, men det har alligevel vist sig, at man godt kan sælge føl til toppriser i et totalt anderledes marked. Det har krævet nytænkning og et helt nyt setup, og det nye setup med bydere over internettet er kommet for at blive. Vi ser meget lyst på de kommende auktioner – også i 2021, slutter Ulrik Kristensen.

 

I alt blev 13 føl solgt, og gennemsnitsprisen blev i danske kroner 186.250.

 

Se alle føl og priser her.

 

 

< Tilbage

Præsenteres af

Bliv sponsor

Firma info

Følg os på Facebook Følg os på Facebook
Bliv medlem