< Tilbage

Fantastisk auktionskollektion udvalgt på årets følskuer18-08-2021 - 15:47

Nu er årets følskuer i Dansk Varmblod veloverståede, og her blev der udvalgt omkring 50 føl, som vil udgøre årets kollektion på Dansk Varmblods Elitefølauktion. Føllene er af særdeles høj kvalitet, og snart vil de alle kunne ses online inden auktionen løber af stablen i forbindelse med Eliteskuet på Vilhelmsborg den 4. september

 

I omegnen af 50 føl er blevet udvalgt til at udgøre dette års kollektion på Dansk Varmblods Elitefølauktion, og auktionsudvalget er utroligt tilfredse med den særdeles høje kvalitet, der ses blandt både spring- og dressurføl i år. 

 

– Vi er ekstremt stolte over den kollektion af dressur- og springføl, som vi netop nu arbejder på at få online. Jeg vil særligt gerne fremhæve, at der i år er et ekstremt højt niveau blandt springføllene, så der bliver mange spændende føl at byde på, både for dressur- og springinteresserede, forklarer Louise Ringsbo, som er en del af Dansk Varmblods auktionsudvalg. 

 

I løbet af ugerne op til, vil vi præsentere alle føllene i kollektionen både på ridehesten.com og varmblod.dk, ligesom de vil blive præsenteret på varmblodauktion.dk, men allerede nu kan I her få et indblik i hvilke springføl, som det bliver muligt at byde på i år. 

 

Blandt springføllene byder auktionen blandt andet på føl efter danmarksmestrene Bøgegården Gladiola og Todt Un Prince Ask, sidstnævnte har ligeledes gået EM med Søren Møller Rohde i sadlen. Hoppestammerne er også vældigt interessante, og flere af hoppestammerne tæller et utal af konkurrenceheste, som går på de helt store springbaner.

 

Kollektionen af springføl byder på afkom efter danske tophingste, såvel som udenlandske tophingste, og det er altså en god blanding af virkelig interessante føl, der kommer under hammeren den 4. september i forbindelse med Eliteskuet på Vilhelmsborg. Springføllene er foruden førnævnte: Cyrano Ask, Jewel Ask, Chacoon Blue, Contendro I, Quabri de l'Isle, Clarimo, Nixon van't Meulenhof, Chacfly PS, Gracieux H.A.P., Dallas VDL og Uriko.

 

Auktionsudvalget arbejder netop nu på at få kollektionen online, så indenfor få dage vil det være muligt at se præcis hvilke føl, man kan erhverve sig på varmblodauktion.dk.

 

< Tilbage

Præsenteres af

Bliv sponsor

Firma info

Følg os på Facebook Følg os på Facebook
Bliv medlem