< Tilbage

Et sidste farvel til Digby06-10-2020 - 13:10

Nathalie zu Sayn-Wittgenstein tog imod det mørkebrune hingsteføl, Digby, da han kom til verden for 23 år siden, og hun var ved hans side, da hun måtte sige farvel til ham lørdag morgen

– Det er æra der er slut, det er mærkeligt. Der er sket meget i de 23 år med Digby i mit liv, indleder Nathalie zu Sayn-Wittgenstein. I lørdags måtte hun sige et endeligt farvel til OL-bronzevinder Digby e. Donnerhall/Sandro, opdrættet af H.K.H. Prinsesse Benedikte, Berleburg. En pludselig forfangenhed udviklede sig over få dage til et roteret hovben, og sammen med dyrlægen måtte Nathalie træffe den tunge beslutning at sige farvel til Digby.

 

– Det var ikke en nem beslutning, men dyrlægen roste mig for at træffe den mest fornuftige beslutning for Digby. Vi røntgenfotograferede ham, og det var bare anden gang i hans liv, han blev røntgenfotograferet og dyrlægen var meget overrasket, fortæller Nathalie og forklarer: Han hade aldrig set få flotte røntgenbilleder på en 23-årig hest, det var ikke at se, han har gået topsport siden han var 8 år.

 

Digby har altid været en hård og speciel hest, der aldrig har haft en sygedag eller bare antydningen af kolik. Han blev sat i arbejde som 2,5 års hingst, kåret og afprøvet i Dansk Varmblod, og sin Grand Prix-debut fik han som 8-års.

 

Hans CV tæller adskillige sejre og internationale placeringer. Han har været den bærende del af det danske dressurlandshold gennem flere år, og han standsede sin aktive karriere ved WEG i Normandiet i 2014.


– Sammen med Digby har jeg besøgt lande, som jeg ellers aldrig ville komme til i min karriere, som Hongkong og Quatar, og han har taget mig med over Atlanten til WEG i Kentucky, USA. Han har givet mig mange store oplevelser gennem årene. Og det var bestemt ikke tydeligt, at han ville nå så langt, da han blev tilredet, smiler Nathalie vemodigt.

 

Et langt hesteliv sammen med Digby har budt på et væld af oplevelser, for Nathalie er OL i Hongkong, hvor Danmark vandt holdbronze den største oplevelse. I Hongkongs bagende varme følte Digby sig hjemme fra han trådte ud af transporten. – Det er helt klart den oplevelse, som jeg aldrig kommer til at glemme, erindrer Nathalie, og også nævner WEG i Kentucky, som et mindeværdigt mesterskab. Her havde hun sin to måneder gamle søn med, og havde kun været få uger i sadlen inden hun red VM. – Det er ikke mange heste, du kan gøre det med, siger hun.

 

Hjemme på Berleburg er Digbys ”kongeboks” tom. Det kommer til at tage lang tid for Nathalie at vænne sig til det. I disse dage er hun til træningssamling hos OL-rytter Anna Kasprzak, hvor hun i sin egenskab af landstræner, skal arbejde med ti ryttere. – Det er meget godt, jeg skulle hjemmefra, slutter Nathalie, så tankerne kan fokusere på noget andet.

 

 

< Tilbage

Præsenteres af

Bliv sponsor

Firma info

Følg os på Facebook Følg os på Facebook
Bliv medlem