Frandsbjerg igen klar til Dansk Varmblods Hingstekåring
Frandsbjerg Horses A/S ved familien Ladefoged Rasmussen har i en del år været flittige til at indkøbe Dansk Varmblods-føl, både på auktioner og i private handler, og det har ført til, at de gennem de sidste sæsoner har stillet med hingste til forbesigtigelse og også fået hingste kåret i Herning. I år er ingen undtagelse, og familien kan se frem til at stille en hingst til kåring igen til marts.
Frandsbjerg Horses A/S hos Søren Rasmussen, Tinna Ladefoged og Kamilla og Katrine Ladefoged Rasmussen har i dag fået udtaget en hingst til Herning. Den 3-årige skimmel Cartoon Hero RV e. Chacoon Blue/ Le Champ Ask (opdr. Søren Riis Vester), og dermed er det endnu engang lykkedes familien af indkøbe et Dansk Varmblods-afkom, som gør sig godt bemærket.
For en årrække siden begyndte familien at indkøbe føl på Dansk Varmblods følauktion, såvel som i direkte handler med Dansk Varmblodsavlere, og det har ført til flere successer med de første årgange af deresunge heste. I år fik de færdigkåret hingsten Avatar Lox DWB e. Action Man Ask Z/ Ci Ci Senjor Ask (opdr. Stutteri Lox v/Joan Arler og Peter Børsen), og forhåbninger er der til, at Cartoon Hero RV kan følge i disse fodspor. Det fortæller Kamilla Ladefoged Rasmussen, der påpeger, at Cartoon Hero er den fra årgang 2020, som de har haft størst forventninger til. I videoen ovenfor kan I høre interviewet med Kamilla.
Foruden afkom, som Cartoon Hero RV og yderligere et par hingste der deltog ved forbesigtigelse i dag, har familien indkøbt flere hoppeføl, såvel som hingsteføl der er blevet kastreret fra årgangen 2020 forhåbningen er derfor også, at en stor del af de heste, som familien har indkøbt fra denne årgang, såvel som andre årgange, i fremtiden vil gøre sig godt på konkurrencebanerne.
Cartoon Hero RV.