IYB – fuld fokus på eksteriør
Hvordan vurderer man hestens bygning? Det fik deltagerne ved WBFSH International Young Breeders World Championships mulighed for at give et bud på i dag
Eksteriørbedømmelse på springbanen. Foto: Ridehesten.com
Den store springbane på Stutteri Ask blev taget i brug i dag ved VM for ungavlere, hvor deltagerne (junior og senior) blev testet i deres færdigheder til at vurdere hestenes eksteriør (bygning).
Dommerne Christina Olsson (SWE), Mathias A. Werner (TRAK) og Vicky Nortvig (DWB) var dommere i dagens eksteriørbedømmelse. Bedømmelsen indgår i mesterskabets samlede resultat. I praksis bedømte de tre dommere, sammen, to testheste, hvorefter de gav en beskrivelse af deres bedømmelse og karakterer for åben mikrofon. Herefter blev deltagerne fordelt i grupper rundt om mønstringsbanen, hvorefter de blev præsenteret for fire forskellige heste. Hestene blev stillet op og mønstret i skridt og trav.
Deltagernes bedømmelser blev derefter indsamlet og sammenlignet med dommerens bedømmelse af de samme heste.
Dommerne i eksteriør var: Christina Olsson (SWE), Mathias A. Werner (TRAK) og Vicky Nortvig (DWB). Foto: Ridehesten.com
Lige nu bliver der regnet på resultaterne, men deltagere og holdledere får ikke informationer om resultaterne før ved præmieceremonien lørdag aften. Så spændingen er i høj grad bevaret her på Stutteri Ask forud for morgendagens bedømmelser.
I dag har seniordeltagerne været til bedømmelse i mønstring, en opgave juniorerne skal løse lørdag efter løsspringningen som åbner lørdagens bedømmelser fra kl. 7.30. Hestene i mønstringskonkurrencen har opført sig eksemplarisk, men ude på springbanen, hvor blæsten gik frisk over banen, var der noget mere ”musik” i de unge heste. Heldigvis var der erfarne mønstrere som havde et godt tag i tøjlerne på hestene, så deltagerne fik mulighed for at give deres bedømmelse af hestenes ekstriør.
Viktor Hjortshøj Kristensen under mønstring af Comme Ci Ask. Foto: Rdehesten.com