Find din kommende springhest på auktion
Ved Dansk Varmblods Elitefølauktion kommer 15 føl af springafstamning under hammeren. Her præsenterer vi fem attraktive føl af super interessant afstamning
Der er lagt op til et spændende program under Dansk Varmblods KRAFFT Eliteskue. Fredag eftermiddag og aften er der fuld fokus på springning, idet de 2-års springbetonede hopper og medaljeaspiranterne bliver løssprunget inde i opvisningshallen. Deres bedømmelse bliver suppleret af forklaringer og information fra Johnny Hansen, der er talsmand for Avlsledelsen i springning. Efter dette bliver der en spændende clinic med OL-rytter Rolf-Göran Bengtsson. Der er naturligvis gratis adgang under hele Eliteskuet.
Lørdag aften den 31. august – lige efter den festlige og lækre Avlermiddag, åbner Elitefølauktionen præsenteret af Dansk Hesteforsikring for en perlerække, særligt udvalgte føl. For springentusiaster er der 15 føl under hammeren, alle af særdeles interessant og top moderne afstamning. Vi præsenterer her fem af de udbudte føl.
Kat. 428 Skovholmgårds Aregon e. Action Man Ask Z/Canto – hingsteføl
Dette hingsteføl er ud af en præstationsstærk hoppestamme, hvor moren selv har gået 140 cm-klasser. I hoppestammen finder man desuden 160 cm-hesten Søndervangs Concept e. Cassini II, 155 cm-hestene Søndervangs Unikum e. Untouchable og Senjor Catello e. Ci Ci Senjor Ask og 150 cm-hestene Søndervangs Matilde e. Catoki og Søndervangs Carat e. Caturano, samt flere heste der har gået 130-140 cm. Mor er mor til flere top føl, der alle har været i finalen til følskuer.
Føllet selv byder på en rummelig galop, en funktionel overlinje og en god udstråling, og så blev han udtaget som reserve til eliteskuet ved det regionale følskue i region 4.
Kat. 439 Tweedldee By CK e. Cornet Obolensky/Tangelo van de Zuuthoeve - hingsteføl
Hingsteføllet blev fløjføl ved følskuet i region 1. Det er et velproportioneret føl med en særdeles god galop, og en tiltalende udstråling.
Føllet kommer fra en interessant hoppestamme, der står bag mange heste, der har gået 145
160 cm klasser. Føllets mormor er Biscotta d’Ive Z, som foruden at være mor til føllets mor fra 2020, har fået en del andre afkom, heriblandt High Five VDL (f.2014), der har gået 130 cm, og som blev solgt for i omegnen af tre millioner kroner på auktion.
Længere ude i hoppestammen finder man mange sportsheste, heriblandt For Passion d’Ive Z, der deltog ved OL i Tokyo, samt Banana d’Ive Z, der har gået 150 cm med Charlotte von Rönne. I stammen finder man heste som Zoricco d’Ive Z, der har gået 155 cm, samt True Star d’Ive og Winny The Blue d’Ive, der begge har gået 150 cm med Tina Lund i sadlen. Sidstnævnte er desuden mor til Zilver Zazu, Favorit Win og Zilver Blue, som alle har gået 145 cm-klasser. I stammen finder man ligeledes den kårede KWPN-hingst Gaultier VDL, som har gået 150 cm-klasser med svenske Rolf-Göran Bengtsson, samt flere andre, der har været aktive i sport.
442 Eyecatch e. Emerald Van’t Ruytershof/Casall – hingsteføl
Moren til føllet er en ung hoppe, som er søster til blandt andet den 7-årige hoppe Unlimited, der har gået 140 cm med Laura Baaring Kjærgaard. I hoppestammen finder man flere afkom, der har gået i sporten, blandt andet Jambalaya Kilen, der har gået 150 cm-klasser.
Føllet selv er et tiltalende hingsteføl, som har en særdeles velfungerende overlinje, der medvirker til en funktionel galop og en god funktion for en fremtid i sport.
Kat. 449 Charlie Blue RV e. Chad Blue PS/Diarado – hingsteføl
Dette tiltalende hingsteføl blev kåret som vinder ved følskuet i region 6. Med sin gode attitude, velfungerende eksteriør og rummelige galop kan man uden problemer forestille sig dette føl på fremtidens konkurrencebaner.
Hans mor har selv gået 125-130 cm-klasser og er B-hest i springning, og hendes søster Comtesse H, har gået 145 cm-klasser med italienske Filippo Marco Bologni. I stammen finder man også hingsten Glorieux, som er far til flere kårede sønner og afkom, der går 150-160 cm-klasser.
Kat. 451 Volstrups Vitello e. Vigado/Volstrups Cash – hingsteføl
Dette føl gik fløj ved følskuet i region 7. Det er et velfungerende hingsteføl, som kommer med en god udstråling og et særdeles velfungerende eksteriør.
I hoppestammen finder man flere gode afkom, der er set i sporten gennem årene fra det nordjyske Stutteri Volstrup, som også er avlerne bag dette føl.
Det drejer sig blandt andet om 160 cm-hesten Volstrups Cody, der blandt andet har gået med succes under svenske Alexander Zettermann. Stammen byder også på Volstrups Casey, der har gået 150 cm med Linnea Ericsson-Carey, Volstrups Charline, der har gået 145 cm med Ingrid-Helle Nevland Mong og Volstrups Chestnut, der har gået 145 cm med Mikkel Laursen.
Du kan se hele den flotte kollektion på www.varmblodauktion.dk – her er der fotos og video af føllene, samt en beskrivelse, afstamning og bemærkninger fra dyrlægens kliniske undersøgelse af føllet.
Torsdag den 29. august kl. 17.00 går auktionen online, og dermed er der åben for bud.
Over de kommende dage frem til auktionsstarten, vil vi præsentere de udbudte føl her på sitet.