KRAFFT og Dansk Varmblod fortsætter samarbejde

Siden 2018 har KRAFFT været sponsor for Dansk Varmblod, nu er der ny 3-årig kontrakt på samarbejdet, og spændende ideer på tegnebrættet

 Jesper Bæk fra KRAFFT (th) og Claus Hansen, Dansk Varmblod. Foto: Ridehesten.com

Dansk Varmblod har haft et tæt samarbejde med KRAFFT ejet af den multinationale svenske virksomhed Lantmännen, og den danske repræsentant, Jesper Bæk, siden den første sponsorkontrakt blev underskrevet i efteråret 2017. Kontakten skulle fornyes i år, og det er den blevet for en 3-årig periode.

Claus Hansen, direktør for Dansk Varmblod glæder sig meget over det givende samarbejde med KRAFFT og Jesper Bæk: - I Dansk Varmblod sætter vi stor pris på gode, tætte relationer til vores sponsorer og samarbejdspartnere. Sammen med Jesper Bæk og KRAFFT har vi udviklet KRAFFT Tour of Amateurs til glæde for mange springryttere, som får mulighed for at ride med ved forbundets Hingstekåring i marts. Senest har samarbejdet givet os mulighed for at tilbyde fagligt interessante cliniks til vores medlemmer i forbindelse med KRAFFT Eliteskuet, og der er flere initiativer på vej, udtaler Claus Hansen, og han fortsætter: - Dansk Varmblods arrangementer er kendt og anerkendt ud over landegrænserne, og vi påskønner, at en international virksomhed som KRAFFT anerkender den store styrke vores events har overfor potentielle kunder i ind- og udland.

Jesper Bæk er uddannet berider, og har brugt sin store faglige viden og interesse for sporten og avlen som baggrund for den viden om hestens ernæring han har opnået gennem de seneste 20 års arbejde med KRAFFT’s gennemtestede produkter. Det er den viden som er i spil i samarbejdet med Dansk Varmblod, og i udviklingen af nye, spændende tiltag til gavn for avlere og ryttere herhjemme. Jesper Bæk fortæller om samarbejdet: - Eliteskuet og Hingstekåringen i Herning er to store udstillingsvinduer for KRAFFT nationalt og internationalt. Vi er i høj grad interesserede i at hjælpe Dansk Varmblods dygtige avlere med den helt rette fodring af deres opdræt. Fodring er så vigtig en del af at skabe et godt opdræt. Fodrer vi optimalt giver vi hesten den bedste chance for at sundt og godt liv som sportshest, understreger han og fortsætter: - Vores foder er udviklet på basis af evidens, og vi har en stor knowhow indenfor dette vigtige område. Vores velgennemtænkte produkter, skabt af de bedste råvarer, vil vi meget gerne dele med ryttere og avlere. Det kræver dog, at vi er synlige for den målgruppe, og det oplever vi, vi er, som titelsponsor både ved Eliteskuet og ved Hingstekåringen i Herning.

Fra samarbejdets begyndelse har det været hensigten at gøre sponsoratet til KRAFFT’s helt eget. Det er som tidligere nævnt gennem den nu så populære KRAFFT Tour of Amateurs, et tiltag som KRAFFT er meget tilfredse med: - Vi anser det for at være meget vigtigt, at der bliver gjort noget for bredden i sporten, og det oplever vi netop med vores KRAFFT Tour. Den er meget populær i Sverige og i Danmark. Erfaringerne fra denne KRAFFT Tour of Amateurs for springryttere bruger vi nu på at lave noget lignende for dressurrytterne. Vi regner med, at finalen kommer til at afvikles ved KRAFFT Eliteskue, men konceptet er lige nu på tegnebrættet, men både KRAFFT og Dansk Varmblod drømmer om, at få konceptet på plads til den kommende sæson, slutter Jesper Bæk.

 

 

 


Hold i dag

Nyheder

Sponsorer

Instagram