World Cup sejr til Wendy

DV-hoppen Wendy de Fontaine er tilbage på de internationale dressurbaner under Isabell Werth (GER) med sejr i World Cup i Stuttgart

 Isabell Werth (GER) og Wendy de Fontaine – vinder af FEI Dressage World Cup 2024/25 - Stuttgart (GER). Foto © FEI/Leanjo de Koster

Den 10-årige DV-hoppe Wendy de Fontaine e. Sezuan/ Blue Hors Soprano (opdr. Kurt Gosmer) viste igen stor styrke og gav løfter om en stor fremtid i international topsport, da hoppen sammen med Isabell Werth (GER), 55 år sejrede sikkert i Grand Prix og Grand Prix kür ved i FEI World Cup Dressage i Stuttgard. De opnåede 79,22% i Grand Prix og satte konkurrenterne med mere end 6 procentpoints i küren, hvor de fik 86,745% fra de fem dommere, som bl.a. talte danske Hans-Christian Matthiesen. Dommerne gav 9-taller for trav-traverser, for piaffe og overgange. Der var to gange 9,5 for harmoni mellem rytter og hest, og fem 10-taller for koreografi og musik. Deres sidste piaffe-pirouette var helt i særklasse, og Isabell klappede også den danske hoppe på halsen flere gange under deres sidste øvelse på vej mod dommerne. (se video fra deres kür i denne nyhed).

Det var parrets første start siden den individuelle sølvmedalje og holdguldet i sommer ved OL i Paris. Efter OL har Isabell givet hoppen en træningspause, og nu er de tilbage i god form, fortæller den tyske verdensstjerne om sin danske hoppe, der er født i Dronninglund og nu ejes af Bolette Wandt og Isabell Werths mangeårige sponsor og mæcen Madeleine Winter-Schulze.

- Hun har stor gålyst, og hun er altid parat til at yde mere, også mere end jeg beder om, fortæller Isabell om hoppen, der har haft et let program med grundarbejde og foldtid siden OL. – Nu kan jeg mærke, der er ved at være nok for hende, hun vil gerne lave mere, fortalte Isabell inden starten i Stuttgart. Nu er Isabell ved at gøre hoppen klar til den næste opgave, som bliver Lövsta Top Ti i Stokholm fra den 28. november til 1. december.

Resultat

 

 


Hold i dag

Nyheder

Sponsorer

Instagram