Stutteri Ask med Årets 3-års hoppe

Den første dag under Dansk Varmblods KRAFFT Eliteskue fokuserede på springhopperne, og Stutteri Ask stod igen med en herlig ”Årets Hoppe”

 Årets Springbetonede hoppe Valene Ask. Foto: Ridehesten.com

Årets KRAFFT Eliteskue er i højere grad end tidligere disciplinopdelt, hvilket i praksis betød, at vi blev præsenteret for de 3-årige medaljeaspiranter fredag aften. Det var også blandt de 3-årige hopper en samling moderne unge heste med godt udtryk. Det bemærkelsesværdige, både under løsspringningen af de 2-års og 3-årige hopper, at det blev afviklet med ro og overblik -både af hjælperne på banen og af hestene. Der kom enkelte, lette nedslag undervejs, det var ikke mange, men gav talsmand for Avlsledelsen Johnny Hansen lejlighed til at understrege, at nedslagene ikke er et problem, men det er interessant at se, hvordan hestene reagere på nedslaget, næste gang de skal springe serien. Her var det tydeligt, at nedslaget ikke havde påvirket hoppernes lyst til opgaven, men de sprang alle lidt mere til, og mere forsigtigt, næste gang de kom gennem serien.

 

Fokus på hoppestammerne

- Som et led i vores arbejde med Avlsplan 2020-2030 er der også sat ekstra fokus på præstationsbetonet afstamning. Det er derfor meget glædeligt at vi kan se at andelen af afkom efter præstationsstærke springhopper er stigende og at hovedparten af de springbetonede hopper og føl vi ser her ved Eliteskuet, er ud af meget præstationsstærke hoppestammer, sagde Signe Wiese undervejs i karakteristikken af hopperne. I kataloget for Eliteskuet kan man se sportsheste og kårede afkom i hoppestammerne, og hos flere heste er disse lister ved at fylde godt op i kataloget.

Avlsledelsen valgte at sætte Valene Ask e. Cassado Ask/Larimar fra Stutteri Ask på fløjpladsen i en finale med tre hopper. Valene Ask er trukket på Valerie Ask der rides af Frida Munk Lassen som har stor internationale succes. Hun er bl.a. blevet nordisk mester og vundet DM-sølv for U21 med Valerie Ask, der foruden at være mor til Årets Springbetonede hoppe i år også er mor til guldmedaljehoppen Vicky Ask e. Todt un Prince Ask og Veline Ask, der blev årets hoppe i 2022. Og i stammen er der adskillige sportsheste.

Valene Ask sprang særdeles godt og sikkert med et stort overblik og særdeles fokuseret. Hun blev honoreret med en opdrættermedalje i sølv.

 Complet Dyhre. Foto: Ridehesten.com

Tre finalehopper

Foruden Valene Ask blev to hopper udtaget til finalen i holdet, som i alt bestod af ni hopper. Begge hopper fik en sølvmedalje, men de øvrige hopper i holdet blev honoreret med en opdrættermedalje i bronze.

Med i finalen var: Complet Dyhre e. Conthargos/Heartbeat. Hoppen er opdrættet af Trine Dyhre i Højer, og Complet Dyhre var med i finalen som 2-års. Hun var særdeles velfungerende i løsspringningen og sprang med kapacitet og overblik og en god teknik. Hun er trukket på sportshoppen Happy Heartbeat.

Henrik Hansen fra Solrød Strand havde igen en herlig velspringende hest med fra sin fantastiske hoppestamme med Chania, der har fået guldmedalje for sin afkomssamling. Chania er mormor til den 3-årige hoppe Qualibra e. Quabri de L’Isle og med Cormint til morfar. Hoppens mor er Chelsea som bl.a. er mor til Cornet’s Cormint, der blev udtaget til Hingstekåringen, og i stammen er adskillige sportshest samt de to kårde hingste Cassado Ask og Cassado II. Qualibra sprang med godt overblik og fin teknik.

Qualibra. Foto: Ridehesten.com

”Når vi bedømmer springheste, uanset om det er føl, hopper eller hingste, så vægtes funktionen i hestene meget højt – som vi har hørt Johnny Hansen nævne flere gange i dag så ønsker vi at se en galop, der er rummelig og med en god portion power, sådan at hesten kan komme igennem serien og afvikle hvert spring korrekt, med smidighed, overblik og ikke mindst overskud til at vise os noget kapacitet,” fortalte Signe Wiese og hun fortsatte: ”Ved sadelkåringen ser vi også de unge hopper under rytter, og her kan vi danne os et endnu bedre indtryk af galoppen. Vi har også mulighed for at se om hoppen vil lade sig ride, om den udviser gålyst og om den tager imod rytterens signaler – for rideligheden er ligeledes noget, der vejer tungt på vægtskålen når vi bedømmer springheste. Det er trods alt under sadel at hopperne her skal vise deres værd i fremtiden.”

Se katalog, resultater og tidsplan for Eliteskuet HER

 

 


Hold i dag

Neuigkeiten

Sponsoren

Instagram