Fritidsrytter til UVM i Ermelo

Majken Faaborg Glerup træner ude året rundt på sin egen ridebane. Hun er udtaget til UVM i dressur, og hun lige dele glæder sig, og bekymre sig om opgaven

 Majken Faaborg Glerup og Midt-West Franceska ved udtagelsen til UVM på Vilhelmsborg. Foto: Ridehesten

En af de ekvipager som imponerede ved UVM udtagelsen i dressur på Vilhelmsborg var Majken Faaborg Glerup, som deltog i 7-års klassen med den super ridelige og meget velgående hoppe, Midt-West Franceska e. Franklin/Blue Hors don Schufro opdrættet af Lisbeth og Poul Erik Nielsen på Stutteri Midt-West. Deres deltagelse i udtagelsen udløste en billet til UVM i Ermelo i starten af august. For Majken, der er fritidsrytter og arbejde som sælger for et medicinalvarefirma, har udtagelsen skabt lige dele begejstring og bekymring.

Hun ser frem til at ride på banen i konkurrence, at blive bedømt af verdens bedste dressurdommere, og at ride op imod verdens bedste heste i årgangen. Omvendt, så er der bunker af forberedelse, som skal falde på plads, og da der ikke er en manual til, hvordan man forberede sig til international stævnedeltagelse, har Majken søgt hjælp fra flere sider.

 

Pris for UVM-deltagelse 25.000 kr.

Da Majken ikke har FEI-licens, har hun skullet betale for det. Hesten skal have FEI-pas, hun skal selv køre med hesten i trailer, og da det er til international stævne, skal der indløses kompetencebevis – og traileren skulle synes på ny. Oveni kommer der så startgebyr på 4.000 kr., hotel, kredsdyrlæge mv. så udgifterne løber op i 25.000 kr., har hun beregnet.

”Det var lige før, jeg ikke meldte til start ved anden udtagelse. Det er bare mange penge, men min mand Ulrik holdt fast i, at jeg skulle prøve at gå efter det,” fortæller Majken.

Majken træner hos Susanne Barnow, og hun har været en god støtte for hende i forberedelserne. For hele papirgangen omkring UVM-deltagelsen er omfattende og tidskrævende. Det er heller ikke selve konkurrencedeltagelsen, som bekymrer Majken, det er mere forberedelserne, køreturen, og træning samt opvarmning på stævnepladsen.

”Jeg rider alene herhjemme på ridebanen, og derfor kan Franni godt reagere på andre heste,” fortæller Majken, som sidste år blev smidt af på opvarmningen af samme årsag.

 Majken omgivet af de to helsøstre samt et hingsteføl e. Vitalis. Foto: Ridehesten

Døgnfold også UVM-deltageren

Majken har haft stor succes med Midt-West Franceska ved stævnerne frem mod UVM udtagelsen. Hun har sine heste til at gå på døgnfold – på store folde omkranset af læbælter og med et skur til ly for vejret.

”Indtil nu har Franni levet af vitaminbolcher og græs, og hun har masser af energi, men er indrømmet blevet lidt rund på maven. Så længe hun ikke føles dvask er det sundt for led, sener og hjerne at gå på døgnfold,” smiler Majken og tilføjer med et glimt i øjet: Valegro og Cassidy var også lidt runde.

Nu kommer hestene ind om natten, så Franni kan få lidt mere kraftfoder og vænne sig til det, inden hun skal til UVM i Ermelo, hvor hun skal på stald i en uge.

Hvad er det, som gør Franceska god? ”Hun har det ekstra tænding, og så er hun modig, men også meget følsom, så jeg har kunnet træne hende til at reagere på meget fine hjælpere. Hun har en fantastisk dejlig trav, og så er hun lærenem. Der er en masse power bagfra, noget motor, hun kan skubbe af med, så det føles som om hun har en fjeder i bagparten,” forklarer Majken.

”Det bliver mega fedt at ride ind på banen, og ride mod Isabell Werth. Det bliver fed læring, og jeg føler mig virkelig privilegeret,” slutter Majken Faaborg Glerup.

Læs anden del af artiklen, som kommer her på sitet i morgen, hvor Majken fortæller historien om, hvordan det lykkedes for hende at købe Midt-West Franceska og hendes to helsøstre, samt glæde ved at avle til eget ridebrug.

Majken rider ude året rundt på egen ridebane - ikke altid en fornøjelse, men hun ønsker det ikke anderledes. Foto: Ridehesten.com


Hold i dag

News

Sponsors

Instagram