Hestevelfærd på programmet i WBFSH

Der har netop været afviklet General Assembly i WBFSH-regi i Florida, præsident Jan Pedersen fortæller at hestevelfærd og ICSI var nogle af hovedemnerne

 Jan Pedersen, præsident for WBFSH på talerstolen under General Assembly i Florida. Foto: WBFSH

Der er stigende interesse for, hvordan organisationerne takler hestevelfærd fra samfundet omkring os. Som Jan Pedersen, formand for Dansk Varmblod og præsident for WBFSH sagde på årsmødet i Florida, da han aflagde beretning, kan ”License to operate” ikke længere tages for givet. Det er vigtigt, samfundet fortsat accepterer vores sport. - Hvis vi får den offentlige mening imod os, vil vi være i store problemer, understreger Jan Pedersen. Derfor har WBFSH indledt et samarbejde med Hartpury University med det sigte, at udarbejde en erklæring om hestevelfærd og bedste avlspraksis.

Brugen af ICSI til debat

Brugen af ICSI kom til debat, og der var enighed om, at det tvivl er i gang med at revolutionere hesteavlen – på godt og ondt. (ICSI er forkortelsen for intracytoplasmisk sperm injektion, som betegner selve befrugtningen, hvor én sædcelle sprøjtes ind i ægget.)

- 80% af de føl som blev udbudt på dette års følauktion på Zangersheide i forbindelse med UVM var resultatet af brugen af ICSI. Det gør det svært, for den almindelige avler at hamle op imod denne ”industri”, hvor der arbejdes med æg fra udvalgte tophopper i avl og sport. Der verserer forskellige rygter, men vi har ingen viden om ICSI-afkom.  Derfor vil vi kortlægge brugen af ICSI og lobbye for, at ICSI-føl skal registreres i hestedatabaserne, så man har mulighed for at spore dem fremadrettet, forklarer Jan Pedersen.

I det næste nummer af magasinet Ridehesten kan man læse mere om årsmødet.


Hold i dag

News

Sponsors

Instagram