Mød Claus Hansen i Ridehesten

Den 1. juli starter Claus Hansen jobbet som direktør for Dansk Varmblod, i magasinet Ridehestens juni udgave bringer vi en artikel om Claus og hans nye drømmejob

 

 

– Det står mig meget nær, at man skal føle, man får en god oplevelse, når man er til arrangementer i Dansk Varmblods regi, taler med vores dommere eller er i kontakt med sekretariatet, indleder Claus Hansen 51 år, der tiltræder stillingen som direktør for Dansk Varmblod den 1. juli. 

Det er et omfattende job, hvor Claus Hansen får til opgave at ”varetage den daglige ledelse af Dansk Varmblod og DV Event A/S samt udvikle og gennemføre markedsførings- og salgsaktiviteter i samarbejde med forbundets formand og de respektive udvalg.”

– Jeg er ansat til at tage det administrative og økonomiske ansvar, og være med til at understøtte den del i forhold til Hovedbestyrelsen. Og med ansvar for at implementere strategiplan 2020 og den nye strategiplan 2030, der er under udarbejdelse, indleder Claus.

Claus Hansen er uddannet Cand.merc. i afsætning. Han har arbejdet i TDC i 22 år og har det seneste to år været ansat i Global Connect. 

 

Sparring med Avlsledelsen og internationalt samarbejde

Qua Claus Hansens store erfaring som dommer og talsmand for Avlsledelsen får han også til opgave at støtte op om det avlsfaglige arbejde, ligesom han skal pleje og udvikle det internationale netværk med avlsledere fra andre ridehesteavlsforbund.

– Det er klart, jeg har gjort mig nogle tanker og overvejelser om, hvad jobbet indebærer. Jeg vil dog gerne lige lande i jobbet, inden jeg går i detaljerne med det. Og så har jeg respekt for, at der meget, som fungere godt allerede. 

– Når jeg ser forbundet udefra, er det mit indtryk, at vi har et enormt kompetent, velfungerende og stærkt sekretariat. Og det er fundamentet for at kunne yde en god kundeservice. Jeg ser vores medlemmer, som kunder. Medlemmerne skal have en god service, som de får nu, og det vil jeg gerne bakke op om, vi fastholder. 

– Information, rådgivning, uddannelse er nøglen fremadrettet – vi skal kunne tage godt imod de nye avlere, som kaster sig ud i det spændende at avle heste, fastslår Claus, og han fortsætter: - En god faglig sparring, hvor vi sikre os, at de, der yder den del for forbundet, er klædt bedst muligt på. Det gælder alt omkring avlsvejledning, vejledning i hingstevalg med mere. På den måde, kan vi give avlerne en objektiv vejledning. 

– At lytte til, skabe samarbejder og kommunikere er vigtige punkter for mig. Og så skal vi have en gennemsigtighed i tingene. Vi skal kommunikere klart og tydeligt med åbenhed og transparens, og sådan undgår vi mange misforståelser, slutter Claus Hansen, som glæder sig til at komme i gang med arbejdet på Dansk Varmblods sekretariat. 

Læs hele artiklen i magasinet Ridehestens juni udgave. 

 

 


Hold i dag

News

Sponsors

Instagram