Skal Wendy til OL for Tyskland?

Ved CHIO Aachen, som afvikles i denne uge, bliver det afgjort om DV-hoppen Wendy de Fontaine kommer til OL i Paris under Isabell Werth

 Wendy de Fontaine og Isabell Werth i Rotterdam. Foto: Ridehesten.com

– Jeg tror, jeg har siddet på en hoppe, som kan gå hele vejen til OL, sagde testrytter Patrik Kittel tilbage i 2019 om vinderen af Unghestechampionatet, Queenparks Wendy. Den forudsigelse bliver måske til virkelighed, da den tyske dressurdronning, verdens mest vindende dressurrytter, Isabell Werth er til start ved CHIO Aachen med Wendy de Fontaine, som hoppen nu hedder. Wendy og Isabell er på det tyske Nations Cup-team i den 5-stjernede konkurrence i Grand Prix, Grand Prix Special og Grand Prix Kür. – Vi vil gerne se Wendy endnu en gang i direkte sammenligning med de andre landsholdsheste på 5-stjernet niveau, forklarer den tyske landstræner Monica Theodorescu.

Parret kom ikke til start ved det tyske mesterskab, som var en del af udtagelsen til OL, hoppen havde pådraget sig en lille skade på fold. De var klar til CDIO i Rotterdam i midten af juni, hvor de kom ind på andenpladsen i Grand Prix og kür med hhv. 76,935% og 82,85%

I januar i år valgte Andreas Helgstrand at lade Isabell Werth overtage tøjlerne på den talentfulde hoppe, som han selv holder så meget af. Andreas blev udelukket fra landsholdet, og dermed fra at kæmpe om en plads på det danske hold ved OL i Paris. Nu ser det ud til at Wendy de Fontaine er ved at opnå en OL-plads for Tyskland.

 Andreas helgstrand på æresrunde ved Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning efter sejren i Unghestechampionatet. Foto: Ridehesten.com

Wendys vej mod toppen

Queenparks Wendy, som hun oprindelig hedder, er opdrættet af Kurt Gosmer, og efter den tredobbelte UVM-guldvinder Sezuan. Hendes mor er Skovens Vanilla opdrættet af Jens Lund Pedersen og Kirsten B. Hansen, og avlet på den velkendte Stensvang-hoppestamme fra Niels Herman Schmidt. Morfar til Wendy er Sandro Hit-sønnen Blue Hors Soprano.

Andreas Helgstrand købte Wendy ubeset fra en lille video af den knapt 1-årige hoppeplag, og fremstillede hende til kåring i 2017, hvor hun blev udtaget til Eliteskue, og der opnåede en guldmedalje. Dommerne betegne hende som højtstillet og med store, åbne kropspartier, stærke lemmer, en kraftfuld bevægelse og ikke mindst en helt prima galop. Hoppen blev belønnet med 10 for galop og sadelleje.

Årets Hoppe det år blev Skovens Tzarina e. Blue Hors Zack/Blue Hors Don Schufro også opdrættet af Kirsten Bjerregaard og Jens Lund Pedersen. Og ved et sammentræf står denne talentfulde hoppe også i stald hos Isabell Werth. I december sidste år sejrede Isabell og Skovens Tzarina i den præstigefyldte Nürnberger Burgpokal Finale, og Werth kaldte dengang hoppen for en ”verdensklasse hest”.

Det var Andreas Helgstrand selv, som red Wendy til sejr i Unghestechampionatet ved Dansk Varmblods hingstekåring to år senere, efter de året forinden var blevet nr. 3 i championatsfinalerne. Som 5-års vandt Wendy og Andreas bronze ved UVM, og sejrede i championatsfinalen. Som 6-års var Wendy igen i finalen ved UVM, hvor hun blev nr. 6. og det følgende år blev hun nr. 3 i championatsfinalen. 

Andreas og Wendy debuterede nationalt i Grand Prix i marts 2022, der var hoppen 8 år, og det blev til en sejr med hele 77,233% 

Wendy skiftede i år navn til Wendy de Fontaine, hun er partejet af danske Bolette Wandt, som er bosiddende i Frankrig på Château de Fontaine, hvor hun avler på flere tophopper i Dansk Varmblods regi. 

Ved brug af moderne reproduktionsmetoder er Wendy de Fontaine blevet mor til otte afkom, alle hingste, og blandt dem er den DV-kårede hingst Sénégal de Fontaine e. Springbank II VH/Sezuan opdrættet af Bolette Wandt.

 Bolette Wandt ved præmieoverrækkelsen ved UVM sammen med Wendy de Fontaine. Foto: Ridehesten.com

CHIO Aachen i denne uge

Verdens største ridestævne, CHIO Aachen afvikles i denne uge. Foruden den danske hoppe Wendy de Fontaine er Nadja Aaboe Sloth til start med DV-hesten Favour Gersdorf e. Foundation/Leandro (opdr. Inger-Marie Andreasen) i CDIO5*, og det samme er Nanna Skodborg Merrald med den DV-kårede avlshingst Blue Hors St. Schufro og Anna Zibrandtsen med Quel Filou. 

Torsdag afvikles Grand Prix-klassen fra kl. 9,00, lørdag er der Special og søndag slutter dressurkonkurrencerne med kür-klassen. 

Start- og resultatlister fra CHIO Aachen


Hold i dag

News

Sponsors

Instagram