Dejlige dressur damer på auktion

Er du på jagt efter en kommende dressur avlshoppe? En sportshest til fremtiden? – kom til Dansk Varmblods Elitefølauktion, her kommer udvalgte føl under hammeren

 


Ved OL i Paris var det tydeligt, at hopperne gør sig gældende i international topsport. DV-hoppen Wendy de Fontaine e. Sezuan/Blue Hors Sporano fra Kurt Gosmer er ikke alene guldmedaljehoppe og mor til en kåret hingst, men også OL-sølvvinder under Isabell Werth.

Dansk Varmblods Auktionsudvalg har nøje udvalgt en samling velgående, velbyggede og afstamningsmæssigt særdeles interessante hoppeføl af dressurafstamning. De kommer under hammeren ved Dansk Varmblods KRAFFT Eliteskue i den kommende weekend.

Lørdag aften den 31. august er der fuldt fokus på Elitefølauktionen præsenteret af Dansk Hesteforsikring, når auktionarius svinger hammeren over 38 udbudte føl, heraf 23 af dressurafstamning.

Over de senere dage har vi præsenteret føllene i kollektionen, og i dag er det en håndfuld dejlige dressurbetonede hoppeføl, som vi har fornøjelsen af at præsentere. Hoppeføl efter de eftertragtede dressurhingste: So Perfect, Blue Hors Baron, Bueno SL og Straight Horse Leonardo – både Blue Hors Baron og Bueno SL kan man opleve inde på gårdspladsen, idet de to hingste deltager i Dansk Varmblod Rideklubs landsstævne i dressur.

 

Kat. 421 Borbjergs Black Rose e. So Perfect/Don Deluxe – hoppeføl

Storrammet hoppeføl med kraftfulde bevægelser og effektive indundergribende bagben. Et hoppeføl der oser af kvalitet og overskud. Hun er en superstar, og er udtaget til KRAFFT Eliteskue.

 

Kat. 425 Øster Tvedens Louise e. Straight Horse Leonardo/Blue Hors Zack – hoppeføl

Et herligt hoppeføl med en stærk overlinje og et elastisk og korrekt bevægelsesforløb. Hun er storrammet, elegant og har et dejligt udtryk.
 I denne stamme finder du flere medaljehopper, top dressurheste og hingste bl.a. Blue Hors Zackerey, der er kåret som Hauptprämiensieger i oldenburgerforbundet og med en guldmedalje i Dansk Varmblod.

 

Kat. 435 Kølvringens Make-Believe e. Bueno SL/Dream Boy - hoppeføl

Smart, moderne og ædelt hoppeføl der udover at se blændende godt ud, også formår at bevæge sig med stor selvfølgelighed, lethed og elegance.
 Stammen har haft 4 hingste til fremstilling i Herning. Flere elite og medaljehopper, B-heste og finalister i championater.


Kat. 447 Stærkjærs Chloé e. So Perfect/Belissimo M – hoppeføl

Velgående hoppeføl der arbejder med stor smidighed i kroppen. Virkelig et dejligt føl.
 I stammen findes medaljehoppen Stærkjærs Champagne og den 7 årige Stærkjærs Frozen der under Michael Søgaard har debuteret i MB til 76.9%

 

 

Kat. 456 Lissau’s Brenda e. Blue Hors Baron/Brentano II – hoppeføl

Feminint, højtstillet, storrammet og elegant dressurhoppeføl af særdeles god type. Hun er imponerende velgående i alle tre gangarter. Føllet er udtaget til KRAFFT Eliteskue.

 



Du kan se hele den flotte kollektion på www.varmblodauktion.dk – her er der fotos og video af føllene, samt en beskrivelse, afstamning og bemærkninger fra dyrlægens kliniske undersøgelse af føllet.

Torsdag den 29. august kl. 17.00 går auktionen online, og dermed er der åben for bud.

Over de kommende dage frem til auktionsstarten, vil vi præsentere de udbudte føl her på sitet.

Hold i dag

News

Sponsors

Instagram