Vi tror på fremtiden!

 Med en salgsprocent på 77, og mange glade købere og sælgere blev Dansk Varmblods Elitefølauktion det, som Auktionsudvalget betegnede med jysk beskedenhed: yderst tilfredsstillende

 Der var både en god stemning og stor købelyst til Dansk Varmblods Elitefølauktion. Foto: Ridehesten.com

Der var en herlig stemning inde i opvisningshallen på Vilhelmsborg under Elitefølauktionen præsenteret af Dansk Hesteforsikring, hvor auktionarius Flemming Schultz svingede auktionshammeren over 31 føl med autoritet og humor. Han blev godt støttet i beskrivelsen af føllene af Ulrik Falbe-Hansen fra Auktionsudvalget. Den nye konstellation fungerede rigtig godt i praksis, og de formåede at holde gang i stemningen og købelysten hos publikum.

Det var ikke alene vip-gæsterne, som fik hammerslag på de udbudte føl, der blev også budt og købt fra tilskuerpladserne, ligesom Auktionsudvalget havde travlt med telefonopkald fra ind- og udland.

Det første føl som travede ind i hallen, var 421 Borbjergs Black Rose e. So Perfect/Don Deluxe – og føllet fik hammerslag på 20.000 euro til Sverige, og så var auktionen ligesom godt i gang.

Auktionarius Flemming Schultz flankeret af Ulrik Falbe-Hansen. Foto: Ridehesten.com

Ulrik Kristensen, der er Hovedbestyrelsens repræsentant i Auktionsudvalget udtrykte stor tilfredshed med resultatet af auktionen og især den flotte salgsprocent på 77 og en gennemsnitspris på 12.281 euro.

- Det var yderst tilfredsstillende, og en cadeau til avlerne af de kvalitetsføl vi kunne præsentere på auktionen, og til køberne, der bakkede op om auktionen og avlerne. De fik meget kvalitet med hjem for pengene, sagde Ulrik Kristensen.

 Dyreste dressurføl blev Terpling's Dream-Star købt af Liv Marie og Anders Stignæs - føllet er opdrættet af Heima Poulsen. Foto:  Ridehesten.com

De dyre drenge

Det dyreste dressurføl blev ikke uventet dette års bedste dressurbetonede hingsteføl Terpling’s Dream-Star e. Dream Royal/Falstaff. Det særdeles udtryksfulde og velgående føl fra Heima Poulsen charmerede køberne i hallen, da han travede rundt med overskud, selv efter en lang dag med finaler, æresrunder og auktionspræsentation.

- Jeg er helt vild med ham, han er bare så smuk! sagde de glade køber Liv Marie og Anders Stignæs. De har deres heste stående på Stutteri Svalegård, så Dream-Star kommer i godt selskab, når han flytter fra Glejbjerg til Snedsted.

Liv Marie og Anders Stignæs fik hammerslag på 30.000 euro for føllet.


Kamilla og Katine Ladefoged Rasmussen købte det dyreste springføl - Eyecatch. Foto: Ridehesten.com

Det var erfarne auktionskøbere fra Frandsbjerg Horses, søstrene Kamilla og Katrine Ladefoged Rasmussen som fik hammerslag på det dyreste springføl. Et føl, som i høj grad lever op til sit navn ”Eyecatch”. Han indtog hallen med stor selvfølgelighed, og præsenterede sin moderne sportstype og gode temperament for køberne i hallen. At han desuden er efter internationalt topblod, Emerald van ’T’Ruytershof/Casall gjorde bestemt ikke interessen for ham mindre. Kamilla og Katrine fik hammerslag på 21.000 Euro, og de var vældig tilfredse med deres auktionskøb igen i år – begge føl havde de udset sig på forhånd. Det andet føl, som får adresse i Mariager, er Chaclin V e. Chaccothage Blue PS/Eurocommerce Berlin, som de fik for 10.000 euro.

Se oversigten over de udbudte føl og salgspriserne HER

 Det var igen de flittige og dygtigere mønstrer fra Ung i DV der havde snøret løbeskoene og præsenterede auktionsføllene for publikum på bedste vis. Foto: Ridehesten.com


Hold i dag

News

Sponsors

Instagram