Alle 5-års skal en tur omkring B-finalen

Video: Ved UVM for 5-års heste i Ermelo har konkurrencen i 5-års klassen været benhård, og det lykkedes ikke for de fem DV-heste at løse billet direkte til finalen

 Victoria Vallentin og Lygum's Zelina. Foto: Ridehesten.com

Med hele 46 heste til start i kvalifikationen for 5-års heste ved Longines FEI/WBFSH World Breeding Dressage Championships for Young Horses var der hård konkurrence om de 12 pladser, som kvalificerede direkte til finalen. Og der er rigtig mange kvalitetsheste til start.

Ingen af de danske heste nåede ind blandt de 12 bedste, men det var meget tæt på for Victoria Vallentin og Lygum’s Zelina e. Blue Hors St. Schufro/Blue Hors Zack opdr. Tine og Henning Lygum Jensen. De kom ind på 13. pladsen 0,2 procentpoints fra finalepladsen. Hoppen imponerer med en letfodet travbevægelse med stor skulderfrihed, og det indbragte hende 9,3. Skridten var taktfast men lidt kort og det kostede i dag, hvor karakteren blev 7,7. Hoppen galoperer stort, rummeligt og op-ad-bakke, dommerne så det til 8,5 med 8,6 for løsgjorthed og 8,7 for perspektiv sluttede de med 85,6% 

- Jeg er godt tilfreds, indleder Victoria, og uddyber: Hun gik lidt imod, og det koster i skridten. Hun føltes fin i kroppen, men jeg kunne godt mærke, at vi kunne have brugt at få lov til lige at skridte lidt rundt på banen her til morgen.

Det er imponerende forhold for de 5-årige heste, som ikke har så meget stævneerfaring, og slet ikke fra omgivelser som dette.

- Nu får hun en chance mere for at komme til at føle sig tryg på banen.
Flere kommenterede på den elegante hoppes imponerende trav- og galopbevægelse. Victoria siger: - Følelsen oppefra i trav og galop er et 10-tal, smiler hun.

 Susanne Barnow og Kjeldgaardens Django. Foto: Ridehesten.com

Næstbedste DV-resultat til Barnow

Susanne Barnow ramte formen perfekt i dag, og hun fik det optimale ud af Kjeldgaardens Django e. Hesselhøj Donkey Boy/De Noir opdr. Jørgen Nielsen. Den store vallak er endnu lidt ufærdig i kroppen, han er vokset en del, fortæller Susanne og han mangler at lægge noget muskulatur til. Formen til en fremtidig sportshest er dog tydelig, og parret scorede klassens næsthøjeste skridtkarakter på 9,3. Det blev til 8,3 for trav, 8,0 for galop, 8,5 for løsgjorthed og 8,5 for perspektiv i alt 85,2% og en 14. plads.

Hør Susanne Barnow fortælle i videointerviewet efter artiklen.

Mette Sejbjerg og Straight Horse Sun King. Foto: Ridehesten.com

Mette Sejbjerg havde hænderne fulde med udtryksfulde Straight Horse Sun King e. Sir Donnerhall I/Blue Hors Zack opdr. Straight Horse ApS i dag. – Lige da jeg red rundt på opvarmningen tænkte jeg: Ja, den er der! Så tror jeg, at han tog fusen på mig derinde, han trykkede sig lige lidt mere end jeg havde forventet. Og det kan man mærke i første del af travturen, hvor der er en lille smule uro – anden del bliver meget bedre. Skridten var ok, men jeg kunne mærke han ikke gik gennem hele kroppen i dag. I galoppen kom det mere til syne, han blev lidt usikker. Så for hans skyld er det godt med en ekstra tur i B-finalen. Og så håber jeg da på en finale, men hold op, hvor er der mange gode heste. Og ellers har det været en super god erfaringstur, fortæller Mette Sejbjerg efter sit ridt, hvor de opnåede 8,5 for trav, 7,8 for skridt, 8,0 for galop 8,0 for løsgjorthed og 8,2 for perspektiv i alt 81,0%

 Jan Christensen og Quater Son. Foto: Ridehesten.com

Det gik ikke, som jeg havde drømt om

Jan Christensen og Quater Son e. Quaterhit/Totilas opdr. Dorthe Gravgaard var først ude for Dansk Varmblod. Parret havde set velforberedte ud i træningen aftenen før på stadion, Men Quater Son har endnu ikke så meget stævneerfaring, og han reagerede på det imponerende stadion, da han skulle gå alene derinde.

- Det gik ikke helt, som jeg havde drømt om, indleder Jan Christensen, og han forklarer: - Han blev lidt spændt og så forsvandt han lidt foran for mig. Derfor måtte jeg ride på det sikre. Han er en meget sensibel hest.
Jan og Quater Son havde dog ikke sejl i programmet, bortset fra, at Quater Son sprang an i galop efter indridningeparaden, og Jan havde lidt udfordringer med at få ham ned i trav, men det løste de på midterlinjen. At Quater Son blev ”væk” for Jan fortil kostede også i ridelighedskarakteren, omvendt vise de flot parade-tilbagetrædning.
De opnåede. Trav 7,8 skridt 8,5 galop 7,8 løsgjorthed 7,3 og perspektiv 7,8 i alt 78,4% set udefra kunne karakteren for galop og perspektiv have været højere. I praksis betyder det, at de skal i B-finalen i morgen torsdag.
- Der vil jeg prøve at få ham lidt mere frem til hånden. Hans reaktion i dag var lidt usædvanlig for ham, men han er en lidt følsom hest, slutter Jan Christensen.

Den norske repræsentant ved UVM deltager med en 5-års hest: Caroline Hansen/Lumiere Unik e. Franklin/Blue Hors Don Romantic opdr. Stutteri Unik og de opnåede 7,5 for trav, 8,2 for skridt. 7,3 for galop 7,3 for løsgjorthed 7,6 for perspektiv ialt 75,8%

Start- og resultater

 

DV-heste i 5-års klassen:

Mette Sejbjerg Jensen/Straight Horse Sun King e. Sir Donnerhall I/Blue Hors Zack opdr. Straight Horse ApS

Victoria Vallentin/Lygum’s Zelina e. Blue Hors St. Schufro/Blue Hors Zack opdr. Tine og Henning Lygum Jensen

Jan Christensen/Quarter Son e. Quaterhit/Totilas opdr. Dorthe Gravgaard

Susanne Barnow/Kjeldgårdens Django e. Hesselhøj Donkey Boy/De Noir opdr. Jørgen Nielsen

Caroline Hansen/Lumiere Unik e. Franklin/Blue Hors Don Romantic opdr. Stutteri Unik

 


Hold i dag

News

Sponsors

Instagram