Løsspringning af 2 års DV-registrerede hopper


Her finder du information om løsspringning af 2-års hopper.
Baneskitse for løsspringning af 2-års hopper finder du nederst på siden.

Hvorfor få sin 2-års bedømt i løsspringning?
Hvert år er der mulighed for at få 2-års hopper ud af springafstamning bedømt og udtaget til Krafft Eliteskuet via løsspringning. Til Krafft Eliteskuet bliver årets bedste 2 års springhoppe udpeget.

Men uanset om hoppen bliver udtaget til Eliteskuet eller ej, er det altid godt at få de unge hopper miljøtrænet - de unge hopper lærer rigtig meget af at få den lette og nænsomme træning med trense, bid, gåture, let longering og løsspringning. Når de skal til kåring som 3-års og senere skal ud i livet som konkurrenceheste, så er de godt forberedt på alle de påvirkninger, der er uden for det velkendte staldmiljø og folden.

Husk, at en hoppe kun kan udtages til Krafft Eliteskuet, hvis hun er registreret som en Dansk Varmblod.


Hvad bliver de bedømt i?
Alle bedømmelser af 2-års hopper foregår først på fast bund, hvor typen og benstillingen bedømmes.

Når hopperne er tilmeldt løsspringning vil de selvfølgelig blive bedømt på deres løsspringningsegenskaber, dvs. i teknik og kapacitet. Udover det ser dommerne på hoppens galopbevægelse, type samt afstamning. Til gengæld vil hoppen ikke blive bedømt i skridt og trav, da disse gangarter ikke har indflydelse på hestens springegenskaber.

Hopperne vil blive løssprunget på samme bane, som der bliver brugt til sadelkåring, dog vil der blive en max. springhøjde på 1 meter, og afstandene er lidt kortere. Når bedømmelsen er afsluttet, fanges hoppen og opstilles på midten. Dommerne giver karakteristik og ejer får den lineære bedømmelse sendt på mail. Fra 2020 offentligøres ikke længere karakterer og hopperne oprangeres ikke. De bedste hopper udtages til en finale senere på dagen. Her udtages de bedste (ikke nødvendigvis alle finalister) til Eliteskuet, og dagens bedste 2-års udpeges. Hopperne bedømmes af 2 dommere, hvoraf mindst den ene skal stå på både Dansk Varmblods eksteriør- og springliste. På hvert hold skal der være min. 10 hopper for at løsspringningen gennemføres. For de regioner der ikke kan få tilslutning nok, opfordrer vi regionerne til at slå sig sammen.

Hvor og hvornår?
Datoer og steder kan du finde her sammen med datoerne for hoppekåring, da 2-års springbedømmelserne afholdes sammen med en kåring i DV-regi. Her kan du også se tilmeldingsfrist.

Spørgsmål?
Hvis du ikke har kunnet finde svar på dine spørgsmål her på siden, så ring til Dansk Varmblod på tlf. 87475400.


Skitse til løsspringning af 2-års hopper


Hold i dag

News

Sponsors

Instagram