DV-hest bedst på spansk springhold ved OL
OL i springning er i fuld gang. DV-hesten Puma HS var bedst på det spanske landshold
Sergio Alvarez Moya og DV-hesten Puma HS. Foto: Ridehesten.com
DV-hesten Puma HS, der herhjemme hed Usher e. Untouchable/Party Dance opdrættet af Aino Moos Horses gennemførte den vanskelige kvalifikation til holdfinalen med blot fire fejl. Hesten rides af Sergio Alvarez Moya for det spanske landshold, og Puma HS er ejet af Hugo Simon (tidligere springlegende fra Østrig) og af Alvarez Moya Horses S.L. De to spanske holdkammerater til Alvarez Moya, Ismael Garcia Roque og Eduardo Alvarez Aznar fik hhv. 9 og 8 fejl på banen.
Den nu 11-årige Dansk Varmblodsvallak Puma HS startede sin karriere tilbage som 4-års med Peter Moos Tribler i sadlen. Parret deltog i championatsfinalerne for 4-års heste, og herefter blev vallakken solgt til Jürgen Krackov, hvor hesten fik sin internationale debut i 2020. I 2022 blev vallakken så solgt til nuværende ejer Hugo Simon, og i den forbindelse startede Sergio Alavrez Moya sin karriere med hesten.
Springlandsholdene består af tre ryttere, og som i dressurkonkurrencerne ved OL tæller alle tre ryttere med til holdresultatet. 20 nationer kæmper om de 10 pladser (+ ligeplacerede) der giver adgang til holdfinalen, som afvikles fredag den 2. august.
Desværre for det spanske landshold kostede tidsfejlen dem lige netop pladsen i holdfinalen, de sluttede på 11. pladsen med 21 fejl, 10 nationer går videre til finalen fredag: Tyskland, USA, Storbritannien, Belgien, Holland, Irland, Frankrig, Sverige, Israel og Mexico.
Danmark har ikke kvalificeret et hold til OL, men er repræsenteret i de individuelle konkurrencer af Andreas Schou. De individuelle konkurrencer begynder på mandag den 5. august.
Følg med fra OL-konkurrencerne på ridehesten.com
https://olympics.com/en/paris-2024/results/equestrian/jumping-team/qual000100--
https://olympics.com/OG2024/pdf/OG2024/EQU/OG2024_EQU_C03B_EQUOJUMPTEAM----------QUAL000100--.pdf
https://olympics.com/OG2024/pdf/OG2024/EQU/OG2024_EQU_C03A_EQUOJUMPTEAM----------QUAL000100--.pdf