Info om Carina Cassøe Krüths UVM-deltagelse

I juli måned blev Carina Cassøe Krüth udtaget til at deltage ved UVM i Ermelo. Efter offentliggørelsen af en træningsvideo er hun imidlertid blevet udelukket fra deltagelse, og dermed vil der ske en ændring af holdet


Dansk Varmblod har de senere år arbejdet intenst og fokuseret på at fremme hestevelfærden. Forbundet har tydeligt meldt ud, hvordan man ønsker heste skal behandles. I de tilfælde, hvor dette ikke er blevet respekteret, har forbundet taget stilling og handlet. 

I juli måned blev Carina Cassøe Krüth indberettet for Dansk Ride Forbunds Disciplinærudvalg på baggrund af en video, som viser en træningssekvens på hendes Grand Prix-hest. 

Sagen har ikke været fremlagt for Dansk Varmblods Disciplinærudvalg, og hændelsen er heller ikke foregået ved et af Dansk Varmblods arrangementer. Dansk Varmblod har derfor afventet Dansk Ride Forbunds afgørelse i sagen – som af Disciplinærudvalget blev takseret til en bøde. Dansk Varmblod følger rideforbundets regler, men siden offentliggørelsen af træningsvideoen af Carina Cassøe Krüth, har Dansk Varmblod set med stor alvor på hændelsen, og der har efterfølgende været drøftelser om sagen i forbundets ledelse. 

Det samme er foregået i Dansk Ride Forbunds ledelse, som nu har meddelt, at Carina Cassøe Krüth er midlertidig udelukket fra deltagelse i internationale stævner. Konsekvensen af Carina Cassøe Krüths midlertidige udelukkelse fra internationale stævner bliver derfor, at hun ikke kan deltage ved Longines FEI/WBFSH Dressage World Breeding Championship i Ermelo (NL) (UVM).

 

Sagen kort

I juli måned blev Carina Cassøe Krüth indberettet for Dansk Ride Forbunds Disciplinærudvalg på baggrund af en video, som viser en træningssekvens på hendes Grand Prix-hest. Som en konsekvens af denne video valgte Carina at trække sig som kandidat til reserveposten på dressurlandsholdet ved OL.

Sagen var under behandling i Dansk Ride Forbunds Disciplinærudvalg, på det tidspunkt, hvor der blev redet den afgørende sidste udtagelse til Longines FEI/WBFSH Dressage World Breeding Championship i Ermelo (NL). Det foregik på Vilhelmsborg i slutningen af juli. På daværende tidspunkt deltog Carina Cassøe Krüth i udtagelsen med den 5-årige avlshingst Svalegårds Hot Driver. 

Carina Cassøe Krüth blev udtaget til landsholdet. Efterfølgende blev hendes forseelse takseret til en bøde af Disciplinærudvalget. 

Dansk Ride Forbundets bestyrelse har nu bedt forbundets Appeludvalg se på sagen, og indtil der er truffet en afgørelse, er Carina Cassøe Krüth udelukket fra international stævnedeltagelse. 

 

INFO

Det er Dansk Varmblods UVM-udvalg som har ansvaret for udtagelsen af heste til UVM i dressur i Ermelo, som finder sted fra den 3. – 8. september. Udvalget, som består af Lisette Berner og Kristian Bech, der er repræsentant for Dansk Varmblods Hovedbestyrelse i udvalget, har sammensat et dommerhold, som træffer beslutning om, hvilke ekvipager, der udtages til verdensmesterskaberne. Det er Dansk Ride Forbund som indberetter de udtagne heste til deltagelse ved UVM.

Dommerteamet består af Birthe Lyder Nielsen, Gunilla Nymann og Jens Holm Kristensen. De har set de tilmeldte heste, først ved en besigtigelse i Vallensbæk i juni, hvorefter der blev sat et bruttohold, som igen blev vurderet på Vilhelmsborg (23. og 24. juli). Herefter blev der udtaget et forbundshold i tre årgange: 5-, 6- og 7-års heste.


Hold i dag

Tíðindi

Stuðlar

Instagram