Det kiksede for DV’s team i 6-års finalen

Forbundsteamet for de 6-årige heste åbnede finaledagen ved Studbooks Trophy, desværre med en del fejl

 Christian Jansen og PARTIE SEJH e. CANDY DE NANTUEL (opdr. Helle og John Søndergård Nielsen)

Dagens første finale ved WBFSH Studbooks Jumping Global Champions Trophy i Valkenswaard var for de 6-årige heste. På Dansk Varmblods team red:

Christian Jansen og PARTIE SEJH e. CANDY DE NANTUEL (opdr. Helle og John Søndergård Nielsen)

Anni Pape og BABETTE ASK e. BØGEGÅRDENS APOLLO (opdr. Stutteri Ask)

Josephine Bøgh og QATAR e. QLASSIC BOIS MARGOT (opdr. Henrik Hansen)

Og rytterne kom til start i nævnte rækkefølge.


Anni Pape og BABETTE ASK e. BØGEGÅRDENS APOLLO (opdr. Stutteri Ask)

Det var en udfordrende bane som mødte ryttere og heste med trekombination og dobbeltspring. Det er også et verdensmesterskab, og banen var bestemt et mesterskab værdigt. 11 avlsforbund har meldt hold i finalen, og efter to kvalifikationer var det danske team på en 10. plads og havde dermed startnr. 2.

Christian Jansen åbnede for Dansk Varmblod, og han så ud til at komme fejlfrit gennem banen, lige til han og Partie Sejh mødte den næstsidste forhindring, som Partie Sejh desværre rørte. 4 fejl til første rytter, og umiddelbart efter var det Anni Pape og Babette Ask. Også de kom godt fra start, men på banens sidste tredjedel blev Babette Ask noget hidsig for Anni, som fik nedslag og desuden valgte at ride en volte for at få styr på hoppen. Det koster dyrt og de to sluttede med 23 fejl, og dermed brast håbet om en dansk podiplads i denne årgang i lighed med sidste år, hvor teamet vandt sølv.

Josephine Bøgh og Qatar fik to nedslag og Dansk Varmblod sluttede dermed med 35 fejl.

Dansk Varmblod var dog ikke eneste forbund, som havde utur på banen, også Belgisk Varmblod og Oldenburg International måtte indkassere ridt med to-ciffrede fejl, og det betød at Dansk Varmblod sluttede på en 9. plads.

Holdleder Bo K. Møller bemærkede efter klassen: - Det var ikke lige dagen for nogle af rytterne. De har alle gået superfint i kvalifikationerne, men i dag manglede der den samme coolness og det samme overblik, som de viste i kvalifikationerne.

Josephine Bøgh og QATAR e. QLASSIC BOIS MARGOT (opdr. Henrik Hansen)

Det blev igen Selle Francais som sikrede sig sejren, som de gjorde i gårsdagens finale for hingste og 8-års heste. Det franske team sluttede med 8 fejl. De irske ryttere kom på banen som sidste team for Irish Sport Horse, og begge de første ryttere havde nedslag, og dermed var de på lige med det franske team. Dog var de irske ryttere hurtigere. Presset hvilede dermed på den sidste rytter for ISH, erfarne Michael Pender med HHS Orthello. Han var fejlfri til sidste forhindring, som han ikke fik redet en helt optimal linje til, og det kostede nedslag samt en podieplads til det irske team. Sølvet gik til KWPN mens Zangersheide vandt bronze med 9 fejl.

 Man kan følge med hjemmefra, da der er gratis livestram på www.topsinternationalarena.com

Og så kan man følge resultaterne: results.hippodata.de/2024/2426/html/en/hippodata/index.html

 

Kl. 14.00 er der finale for de 5-årige heste.

På holdet for 5-års heste rider:

Maria Hjorth Frederiksen og HARMILLY D e. HARLEY VDL (opdr. Liselotte Frederiksen)

Daniel Hald Cassøe og UNIK V e. SYVHØJEGÅRDS UNFORGETABLE S DWB (opdr. Ole Christensen)

Christian Jansen og CLARIMA DWB e. CLARIMO (opdr. Henrik Hansen)

 

Kl. 16.15 er der finale for de 7-årige heste.

På holdet for 7-års heste rider:

Ida Mundberg Hansen og AURA RAVNES-HAVE e. CANTOLAR (opdr. Kirsten & Kjeld Christensen)

Kamilla Grauff Albrektsen og MASKEDALS ONE MAN SHOW e. COMME IL FAUT PLUS (opdr. Lene Larsen)

Sarah Wheler og SYVHØJEGÅRDS NEXT LEVEL e. CYRANO ASK (opdr. Niels Osterland)


 


Hold i dag

Tíðindi

Stuðlar

Instagram