Forbesigtigelse af hingste
Ønsker du din hingst udtaget til Hingstekåring skal den tilmeldes til Forbesigtigelse, som normalt foregår i december.
I 2024 foregår forbesigtigelserne:
Søndag d. 8. december på Riders Cup. Sidste tilmelding d. 22. november
Onsdag d. 18. december på Vilhelmsborg. Sidste tilmelding d. 4. december
Diciplinopdeling ved Forbesigtigelsen
Hingsteejeren skal ved tilmelding til Forbesigtigelse selv krydse af på tilmeldingsskemaet om hingsten ønskes bedømt som dressur- eller springbetonet.
I princippet kan man godt tilmelde en hingst med dressurbetonet afstamning til bedømmelse i løsspringning. Men en sådan hingst vil næppe blive udtaget til kåring, selvom den springer godt, da der i bedømmelsen naturligvis også indgår en vurdering af afstamningen.
Procedure ved bedømmelse af springbetonede hingste:
Der etableres en lukket løbegang sammen med løsspringningsbanen.
Hingstene opdeles med ca. 12 hingste pr. hold
- Alle hingstene varmes enkeltvis op i løbegangen og vises herefter i løsspringning (ca. 6 min pr. hingst). 4 års og ældre hingste kan i stedet vises i springning med rytter.
- Hingstene skridter på ring i hold á ca. 12, herunder udtages enkelte til fremvisning på fast bund (ca. 1 min pr. hingst).
- Udtagne hingste fremvises på fast bund. (ca. 2 min. pr. hingst)
- Udtagne hingste longeres 2 ad gangen i katalogrækkefølge i ca. 4 min. Galop vises på begge volter. Skridt og trav skal ikke bedømmes. Såfremt 4 års og ældre hingste har været vist i springning med rytter, skal de ikke longeres.
- Endelig udtagelse til kåring sker i forbindelse med longering/springning med rytter.
Procedure ved bedømmelse af dressurbetonede hingste:
Der etableres en 20 x 40 bane med to øer.
Hingstene opdeles med ca. 12 hingste pr. hold
- Alle hingstene vises enkeltvist løse (ca. 4 min pr. hingst). 4 års og ældre hingste kan i stedet vises under rytter.
- Hingstene skridter på ring i hold á ca. 12, herunder udtages enkelte til fremvisning på fast bund (ca. 1 min pr. hingst).
- Udtagne hingste fremvises på fast bund. (ca. 2 min. pr. hingst)
- Udtagne hingste longeres 2 ad gangen i ca. 6 min. to ad gangen. Først vises trav og galop på den ene volte og så trav og galop på den anden volte. Herefter tages indspændingstøjlerne af og hingsten trækkes rundt i skridt på venstre volte. Såfremt 4 års og ældre hingste har været vist under rytter, skal de ikke longeres.
- Endelig udtagelse til kåring sker i forbindelse med longering/vist under rytter.