Flotte sportsresultater kan udløse en medalje
En særlig talentfuld konkurrencehest (hingst, vallak eller hoppe), der har Dansk Varmblods hestepas, kan opnå en opdrættermedalje i guld, sølv eller bronze
Sidste år blev der bl.a. tildelt en opdrættermedalje i guld til VM-guldvinderen Marschall-Bell (e. Blue Hors Don Romantic/Michellino) opdrættet af Tina Christoffersen og Nicolai Jepsen, Holbæk og redet af Daniel Bachmann Andersen. Foto: Ridehesten.com
En særlig talentfuld konkurrencehest (hingst, vallak eller hoppe), der har Dansk Varmblods hestepas, kan efter avlsledelsens beslutning tildeles opdrættermedalje i guld, sølv eller bronze. Avlsledelsen træffer suverænt beslutning om eventuel medaljetildeling på baggrund af fremsendt dokumentation for hestens opnåede rideresultater, hvori der skal indgå placeringer på svært niveau (se retningslinjer nedenfor). Resultater opnået ved para-stævner samt FEI-amatørklasser kan ikke indgå. Hestens opdrætter er ansvarlig for fremskaffelse af dokumentation for de opnåede resultater, som formidles til Dansk Varmblod. Hesten skal ikke fremstilles. Konkurrencemedalje kan kun tildeles én gang til den enkelte hest, hvorfor det anbefales først at søge, når hestens karriere har toppet.
Der skal ansøges senest den 1. oktober.
Retningslinjer for medaljekarat:
| Dressurheste | Springheste |
Bronze | Flere placeringer i national Grand Prix ved B-stævner eller flere placeringer i min. international Prix Sct. Georg | Flere placeringer i national 145 cm ved B-stævne |
Sølv | Flere placeringer i international Grand Prix/Intermediare II samt EM for junior- og ungryttere | Flere placeringer i 3* nations springning eller international 150 cm samt EM for junior- og ungryttere |
Guld | Deltagelse i World Cup finale, EM, VM eller OL | Flere placeringer i international 5* 150 eller deltagelse i World Cup finale, EM, VM eller OL |