Endnu en DV-guldmedaljehoppe til Isabell Werth

Verdens mest succesfulde dressurrytter, Isabell Werth får endnu en Dansk Varmblodshoppe i stalden, Queenparks Wendy er flyttet til Tyskland

 Andreas Helgstrand og Queenparks Wendy til World Cup i Herning 2023. Foto: RIdehesten.com

”Hjertelig velkommen til Rheinberg, Queenparks Wendy,” skrive den tyske landsholdsrytter Isabell Werth på sin Instagram-side.

Den 10-årige hoppe der er samejet med Helgstrand Dressage og Chateau de Fontaine/Bolette Wandt er nu også registreret med Isabell Werths mangeårige sponsor og mæcen Madeleine Winter-Schulze som ejer. I praksis betyder det, at hesten nu er partejet i Tyskland og kan derfor gå OL i Paris under Isabell Werth.

”Jeg er meget stolt og taknemmelig for at kunne byde denne imponerende hoppe velkommen som en ny tilføjelse til min stald. Min særlige tak går til Madeleine Winter-Schulze, Bolette Wandt og Andreas Helgstrand for at gøre dette partnerskab muligt.” skriver Isabell videre på sin profil.

Isabell har tidligere handlet heste hos Helgstrand Dressage, og Queenparks Wendy bliver også stald kammerat med andre DV-heste, bl.a. vinderen af Nürnberger Burg-pokal Skovens Tzarina, en guldmedaljehoppe e. Blue Hors Zack/Blue Hors Don Schufro (opdr. Kirsten Bjerregaard Hansen og Jens Lund Pedersen).

 Isabell Werth og DV-hoppen Skovens Tzarina. Foto: RIdehesten.com

10-årig med stort potentiale

Andreas Helgstrand har redet Queenparks Wendy e. Sezuan/Blue Hors Soprano (opdr. Kurt Gosmer) siden hoppen var 4-år. Gennem årene har Andreas flere gange udtrykt sin begejstring over hoppen, og den begejstring er ikke blevet mindre efter hoppens Grand Prix-debut.

Ved fremstillingen til Eliteskuet som 3-års fik hoppen en opdrættermedalje i guld, og som 5-års sejrede hun i Unghestechampionatet i Herning redet af Andreas Helgstrand. Senere på året vandt hun bronze ved UVM. I 2022 gk hun sin første internationale Grand Prix, og siden er det gået slag i slag for parret, der har flere topplaceringer i bagagen.

Sideløbende har Andreas også uddannet den DV-kårede avlshingst Jovian, og begge heste var på den danske A-bruttoliste forud for OL i Paris til sommer. Med Andreas Helgstrands udelukkelse fra landsholdsdeltagelse, blev hestene fjernet fra den danske bruttoliste. De to heste kan nu fortsætte deres meget lovende karriere, Queenparks Wendy under Isabell Werth og Jovian under Patrik Kittel.

Helgstrand Dressage skriver om beslutningen: Begge heste er på toppen af deres karriere, så det giver kun mening, at de skal have optimale betingelser for at udvikle deres sportslige potentiale, mens Andreas Helgstrand er ude af konkurrence i 2024.




Hold i dag

Nyheter

Sponsorer

Instagram