Husk Dansk Varmblods hingsteliste

Hingsteholdere, hvis hingste er kåret i Dansk Varmblod, betaler et årlig gebyr for at tilmelde hingstene til hingstelisten. Det betyder, at de hingstes afkom registreres i Dansk Varmblod uden yderligere omkostninger i forhold til valg af hingst

 

 

Dansk Varmblods hingsteliste offentliggøres hvert år i magasinet Ridehestens april-nummer med supplementsliste i maj-udgaven, og så kan den fremsøges på Dansk Varmblods hjemmeside. 

Indtægterne fra hingstelisten går til forskellige avlsforanstaltninger, som obligatorisk følbedømmelse, beregning af indekstal, udnævnelse af elitehopper og elitehingste samt andre gratis ydelser fra forbundet.

Hingste, tilmeldt hingstelisten, er alle kåret i Dansk Varmblod og det betyder også, at avlerne kan få kendskab til vigtige informationer, så som FFS-status, OCD og andre arvelige lidelser. Disse oplysninger har forbundet ikke på hingste, som ikke er kåret i Dansk Varmblod. Dermed bliver hingstelisten også et vigtigt redskab for avlerne, når de skal vælge hingst til deres hoppe.

 

Husk tilmelding til hingstelisten

Hingsteholdere, der skal have deres hingste tilmeldt hingstelisten, skal have indsendt tilmeldingsskema og gebyr senest 26. februar af hensyn til deadline på aprilnummeret af magasinet Ridehesten, hvori hingstelisten også trykkes. 

 

Hvis hingsten ikke er på hingstelisten

Der kan være flere årsager til, en hingst ikke er at finde på hingstelisten. Det drejer sig oftest om hingste, som ikke er godkendte eller kårede i forbundet, eller kårede/godkendte hingste i Dansk Varmblod, som hingsteholderen har valgt ikke at betale for at få optaget på hingstelisten. 

For ikke at lave forskelsbehandling mellem Dansk Varmblods kårede hingste og udenlandske hingste, skal hoppeejerne betale et gebyr til hingstelisten (hvis man vælger at bruge en hingst, som ikke er på hingstelisten) svarende til ca. 10 % af hingstelistegebyret. Gebyret skal betales hver gang en udenlandsk hingst benyttes, også selvom det er samme kombination som sidste år. Hvis laves der ægtransplantation med flere føl ud af samme kombination pr. år, skal der betales pr. føl.

 

Brug af hingste, som ikke er på hingstelisten

Hingste, der ikke er tilmeldt Dansk Varmblods hingsteliste i insemineringsåret, kan godkendes til en konkret hoppe, hvis hingsten opfylder nærmere specificerede krav. I så fald kan afkommet registreres i Dansk Varmblod og fremstilles til følskue, egnethedstest og lign. på samme vilkår, som andre føl avlet i Dansk Varmblod regi. En forudsætning er dog, at hoppen er kåret i Dansk Varmblod.

Hvis man ønsker at bruge en hingst, som ikke er tilmeldt Dansk Varmblods hingsteliste i insemineringsåret, skal man indsende et registreringsskema samt gebyr til Dansk Varmblod senest 1. november i insemineringsåret. Det gælder også for hingste som er kårede/godkendte i forbundet, men hvor hingsteholderen ikke har betalt gebyr for optagelse på hingstelisten. 

Registreringen skal ske via Dansk Varmblods hjemmeside.

Hvilke udenlandske hingste kan godkendes?

Dansk Varmblod ønsker kun at få tilført gener fra de bedste udenlandske hingste og der stilles derfor høje krav til hingstenes præstation. Præstationskravene skal være opfyldt inden ifoling for, at hingsten kan godkendes. Hingste, der har været fremstillet til bedømmelse og afvist til Dansk Varmblods forbesigtigelse, kåringer eller efterkåringer, kan ikke efterfølgende godkendes via ansøgning.

Ønsker man at bruge en hingst, som er kåret i udlandet og efterfølgende få føllet registreret i Dansk Varmblod, kræver det en godkendelse fra forbundet. For at gøre det lettere for avlerne at gennemskue hvilke udenlandske hingste, der opfylder Dansk Varmblods krav til brugsprøve, bliver der publiceret en liste på varmblod.dk. Listen indeholder de godkendte, udenlandske hingste som avlere har ansøgt om at bruge i sæsonen. Hingstene kan benyttes i sæsonen mod betaling af 10% af hingstelistegebyret (se ovenfor).

Er hingsten allerede på listen, er det således nok at betale gebyret og indsende information om forældredyrene samt ejerforhold til Dansk Varmblod. Sidste frist er 1. november i ifolingsåret. Er hingsten ikke på listen, skal hoppeejer endvidere indsende DNA-profil og præstationsresultater på hingsten, så Dansk Varmblod kan undersøge, om den kan godkendes.

Hvis hingsten ikke står på listen over udenlandske hingste, der kan benyttes i indeværende år, er det en god idé at indsende registreringsskema og gebyr inden inseminering, så Dansk Varmblod kan tjekke, om hingsten kan godkendes. 

Hvis forbundet ikke godkender hingsten, returneres gebyret naturligvis.

Hvis hoppen endnu ikke er kåret i Dansk Varmblod og heller ikke påtænker at blive det inden fristen for registrering den 1. november, kan man godt indsende registreringsskema og gebyr. Godkendelsen vil være betinget af, at hoppen bliver kåret i Dansk Varmblod, inden der skal udstedes hestepas til afkommet.

Hvis hoppen er optaget i Springhesteprogrammet og afkommet ligeledes ønskes optaget, skal sekretariatet informeres herom. Kontakt Lene Rasmussen på mail: lr@varmblod.dk

 


Hold i dag

Nyheter

Sponsorer

Instagram