Det gælder om ikke at forhaste sig

Sophie og Jan Christensen, der ejer og driver ridecenteret Noagård på Sjælland har stor erfaring med tilridning og klargøring af heste til kåringer. Og de oplever, at det betaler sig på sigt, at give hesten god tid i starten til at finde sig til rette i dens nye liv som sportshest

Sophie og Jan Christensen fra Noagård. Foto: Dansk Varmblod/Britt Carlsen

I 2000 overtog berider Jan Christensen og hans hustru Sophie Noagård på Sjælland. Parret har uddannet heste til Grand Prix-niveau, redet UVM i dressur og har stor erfaring med tilridning og klargøring af hopper og hingste til avlsarrangementer som hoppekåringer af forskellig art samt forbesigtigelse, kåring og materialprøve for hingste. 

Der er plads til ca. 40 heste på Noagård, og det kan være noget af et puslespil, at få det hele til at gå op i en højere enhed i højsæsonen, erkender Sophie og Jan, men mange års erfaring har lært dem, at det ikke nytter at haste tilridningsfasen igennem. Derfor vil de helst have hopper ind i træning i tre måneder forud for fx sadelkåringerne. Har hoppen været tilredet tidligere på året, og sendt hjem nogle måneder, kan den tid afkortes. Nogle heste er håndteret hjemmefra, andre har ikke meget erfaring med at være i hånd, når de kommer på Noagård. En lidt længere forberedelsestid betyder også, der er plads i tidsplanen, hvis hoppen udvikler en hovbyld, reagere på udstyret eller andet, som betyder at ridning må sættes på pause nogle dage. 

Tid til at falde til ro

– Hopperne har krav på, at vi bruger noget tid på almindelig håndtering, og så skal de også finde ud af at være et nyt sted i et andet miljø, indleder Jan og han suppleres af Sophie: – Vi skal også være sikre på at de spiser, som de skal, og de kan strigles, få renset hove og i det hele taget være i hånd.

Nogle hopper kan have udfordringer med tandskifte, og har de ikke været tjekket igennem inden de skal have bid i munden, bliver de longeret i grime indtil der er styr på det. Hele tiden overvejer Jan og Sophie, hvad der er det rigtige for den enkelte hoppe. 

– Man kan godt gå lidt hurtigere frem, når de er kommet over den første periode. Og har vænnet sig til en ny dagsrytme, for den slags kan stresse nogle heste, mens andre reagere helt anderledes positivt på nye udfordringer og et nyt miljø, er Jans erfaring.

De stiller kun krav om, at hesten er vaccineret mod herpes, når de kommer ind i stalden. Det har parret god erfaring med. Vaccinationen har reduceret de mange ”snotnæser” og forkølelser. – Er man heldig varer sådan en omgang kun 14 dage, men ofte længere, det har gjort en væsentlig forskel, at vi begyndte at stille krav til vaccination for 4-5 år siden, fortæller Jan. 

Jan Christensen longerer gerne tilridningshestene i dobbeltlonge. Det hjælper hesten til at forstå tøjlehjælpen, men det kræver en erfaren longeføre.

Traditionel tilridning

Jan fortæller, at deres tilridningsproces er meget traditionel og trinvis. De har en mindre ridehal, hvor longeringen og tilridningen starter. Når hoppen er blevet mere styrbar, og har fået en bedre forståelse af opgaven, bliver den redet i den store ridehal sammen med andre heste.

– Vi bruger tid på at lære hoppen at få trense på, og i starten longerer vi aldrig i bidringene, de får en grime over trensen, og så bruger vi den i longarbejde. Det gør vi, for de ikke får et træk i biddet, hvis de springer til siden. Typisk longere vi 2-3 gange, og nogle gange mere, med grimen.

Det er vigtigt at få lavet en ”mund” på hesten, forstået således, at hesten tør at søge frem til biddet og rytterens hånd, uden at hænge på tøjlen og dermed låse i kroppen. 

Når hestene viser, de har tillid til at gå i longen i grime, og dernæst med trense, får de en indspændingstøjle på først i den udvendige side, og når de accepterer det, i begge sider. Indspændingstøjlen skal støtte hestens form ikke tvinge dem ind i holdning. 

Når man longere med indspændingstøjler skal man være opmærksom på, at hesten ikke begynder at gå bag biddet og ”gemme sig” for hånden. Det kan være tilfældet for nogle heste. Det kan rettes, når hesten bærer rytter, så rytteren kan genetablere kontakten fortil. 

– Det kan være svært at time det helt rigtigt, så rytteren får mødt op og givet efter på det rigtige tidspunkt, men det vigtigste er, at man ikke kommer til at holde for meget i hestene, forklarer Jan. Når man taler om hestens form, skal de gå i en lidt åben holdning, hvor rytteren motivere hesten til at søge ud til tøjlen. Her må man bruge sin erfaring, forklarer Jan.

De rider hestene med almindeligt trensebid, og er opmærksomme på hestenes reaktion på biddet. I dag avles hestene med små hoveder, og dermed også med små munde. Det betyder, der ikke altid er så meget plads i hestens mund til biddet.

Læs hele artiklen i magasinet Ridehestens majnummer.