Sejr til guldhoppe og avlshingst i Aalborg

Det internationale dressurstævne, Aalborg Dressage Event blev domineret af de danske ryttere med sejre til Andreas Helgstrand på Queenparks Wendy og Jovian

Andreas Helgstrand og Queenparks Wendy. Foto: Ridehesten.com/Thomas Bach Jensen

Sportsrideklubben Aalborg lagde i weekenden faciliteter til et 3-stjernet internationalt dressurstævne. Det blev dog lokale Andreas Helgstrand, som dominerede stævnet med sine to fremragende Grand Prix-heste, guldmedaljehoppen Queenparks Wendy e. Sezuan/Blue Hors Soprano opdrættet af Kurt Gosmer og den Dansk Varmblods-kårede avlshingst Jovian e. Apache/Tango.

I Nordentoft Grand Prix torsdag sejrede Andreas Helgstrand med Jovian med 76,044% og han red sig ind på andenpladsen med Queenparks Wendy med 73,869% Tredjepladsen blev også dansk, da VM-holdguldvinder Daniel Bachmann Andersen havde DV-hoppen Shirley e. Sezuan/Solos Carex til start. Hoppen er opdrættet af Vivi og Christian Vang Lauridsen.

Andreas startede Jovian i Linsmark.dk Grand Prix Special, og det blev igen til sejr med hele 76,362% foran Anne Marie Hosbond/Scarlett (69,596%) og Joachim Thomsen på DV-hesten Vichy Pax e. Vivaldi opdrættet af Stutteri Pax med 68,042%

Andreas Helgstrand satte trumf på en flot weekend med en sejr i ECCO Grand Prix kür sammen med guldmedaljehoppen Queenparks Wendy, der var et mulehår fra de magiske 80% med 79,090%


Flotte resultater af de unge ryttere

Der er i øjeblikket mange særdeles velridende unge dressurryttere i sporten. Som der er tradition for ved Aalborg Dressage Event afvikles klasser for de unge ryttere, og i ECCO U25 Grand Prix stod der Danmark på alle placeringer anført af Sara Aagaard Hyrm og Atterupgaards Cooper e. Charmeur/IPS Gribaldi opdrættet af Atterupgard. De red sejren hjem med 72,521% Sophia Ludvigsen red hingsten Blue Hors Quintana e. Quantensprung ind på andenpladsen med 70,128, mens Caroline T. Elsner og Alskenz Firfod e. Zardin Firfod/Zalmiak Firfod opdrættet af Morten Plenborg kom ind ind på 3. pladsen med 69,487%

Blandt mange flotte præstationer blev det også til dobbeltsejr til ungrytter Sophia Ludvigsen med Blue Hors Elliott e. Erlando/Romanov opdrættet på Blue Hors. 

Og sideløbende med de internationale klasser afviklede den foretagsomme klub også landsstævne i dressur, og her gik sejren i Grand Prix til Marianne Helgstrand og Elverhøjs Raccolto e. Sezuan/Sandro Hit opdrættet af Berith Nielsen, Marianne har selv uddannet Raccolto til Grand Prix-niveau og har undervejs vundet PAVO og DRF’s championatsfinaler. Sejren kom i hus foran hendes mand Andreas Helgstrand på den DV-kårede avlshingst Revolution.

Start- og resultatlister fra det internationale stævne.

Start- og resultatlister fra det nationale stævne.


Hold i dag

Nyheder

Sponsorer

Instagram