200 hesteejere får besøg af Fødevarestyrelsen
Fødevarestyrelsen starter en vejledningskampagne om registrering af heste i CHR (det Centrale Husdyrbrugsregister) 200 stutterier, ridecentre og privatpersoner kan forvente besøg
Foto: Ridehesten.com
Fødevarestyrelsen besøger de kommende måneder 200 hesteejere, rideskoler, stutterier og hestepensioner, for at se om der er styr på de lovpligtige registreringer af både hestene og de steder dyrene står.
Næsten 20.000 hestehold er i løbet af det seneste år allerede registreret i myndighedernes centrale husdyrdatabase, CHR, sådan som EU-lovgivningen kræver det.
Hvad og hvordan med CHR?
Alle steder, der holder heste, skal registrere sig i det Centrale Husdyrbrugsregister (CHR). Dette er besluttet af Fødevarestyrelsen som en del af indførelsen af EU’s dyresundhedslov. Loven gælder i hele EU og har fokus på opsporing og inddæmning af sygdomme.
Registreringen foretages af den ansvarlige for hesteholdet på www.landbrugsindberetning.dk eller i Fødevarestyrelsens app CHR, der kan hentes i App Store/Google Play.
Mange har måske i forvejen et CHR nummer på ejendommen. I disse tilfælde skal der tilknyttes et hestehold til CHR-nummeret, hvilket også kan gøres på www.landbrugsindberetning.dk .
På Hestekongressen 28. januar måtte Landsudvalget for Heste og SEGES Heste informere deltagerne om EU-krav til fortegnelser for hestehold. Det er nemlig ikke nok at registrere de permanente flytninger i CHR-appen, som blev lanceret i begyndelsen af januar 2023; også de kortere ophold på andre CHR besætninger skal registreres i fortegnelser hos den besætningsansvarlige.
Landsudvalget for Heste og SEGES Heste er ikke begejstrede for kravene, som findes unødvendige og bureaukratiske. Fortegnelserne skal bruges i forbindelse med en eventuel smitteopsporing, og SEGES Heste har derfor foreslået Fødevarestyrelsen, at der kunne redegøres for hestenes kortere ophold ved konkrete forespørgsler i en eventuel smittesituation, i stedet for at pålægge hele sektoren at skulle udarbejde skriftlige fortegnelser på forhånd. En sådan praksis er dog ikke indarbejdet i den nuværende løsning.
Fødevarestyrelsen har annonceret de reglerne her: https://foedevarestyrelsen.dk/.../CHR-registrering.aspx
Kravene er:
Den ansvarlige for et hestehold skal føre fortegnelser over de flytninger, der ikke er omfattet af kravet om registrering i CHR, dvs. de ikke-permanente flytninger. Der er ikke nogen bundgrænse; reglerne gælder, så snart en hest opholder sig i et andet hestehold.
Af fortegnelserne skal fremgå, hvilken hest der er tale om (registreringsnummer eller chipnummer), hvornår flytningen er foretaget og CHR nummer på det hestehold, som hesten er flyttet til eller fra.
Der er ikke formkrav til liste, så den kan føres, som man ønsker. Fødevarestyrelsen har udarbejdet skabeloner til brug for listerne; de kan findes på denne side, hvor også Fødevarestyrelsen øvrige information om ordningen kan findes: Registrering af heste og hestehold i CHR (foedevarestyrelsen.dk). Listen skal ikke indberettes, men være tilgængelig på stedet i 3 år og kunne forevises i tilfælde af kontrolbesøg eller såfremt smitteopsporing er påkrævet.
I nogle situationer kan enklere fortegnelser dog anvendes:
- Hvis den samme hest ofte kommer på samme CHR nummer (brug af ridehus eller lignende) er der ikke krav om alle datoer for besøg, men blot angivelse af CHR på stedet
- Ved deltagelse i konkurrence, dyrskue eller lignende i Danmark, hvor deltagelsen fremgår af en startliste/katalog, skal kun angives dato for stævnedeltagelse. Den arrangementsansvarlige skal ligeledes have en liste over alle deltagende heste; her kan startlister fra stævnesystemer anvendes.
- Ved deltagelse i konkurrence, dyrskue eller lignende i udlandet, hvor deltagelsen fremgår af en startliste, skal kun angives dato for stævnedeltagelse og landekode for det land, hvor stævnet afholdes.
Der er tale om dialog
”Der er tale om et dialog- og vejledningsbesøg, hvor vi minder både private og professionelle om, at de skal huske at få styr på den lovpligtige registrering. For uden det overblik, der følger med en registrering af hvilke heste, der befinder sig på de enkelte hestehold, får Fødevarestyrelsen svært ved at standse smittespredningen, hvis alvorlige hestesygdomme som afrikansk hestepest eller West Nile Fever pludselig får tag i Danmark, forklarer veterinærdirektør i Fødevarestyrelsen, Charlotte Vilstrup Castle.
Kilder: SEGES Heste og Fødevarestyrelsen