Auktionsføllene dansede på udsigtsbanen
De 19 føl, som i aften kommer under hammeren ved Dansk Varmblods Følauktion i samarbejde med Blue Hors viste sig flot på udsigtsbanen
Foto: Dansk Varmblod
De raske mønstrer fra Ung i DV måtte finde de hurtige ben frem ved fremvisningen af kollektionen til Dansk Varmblods Følauktion i samarbejde med Blue Hors på udsigtsbanen her til middag. Føllene var i topform, og flere af dem viste en endog særdeles god bevægelse for publikum rundt om den smukke udsigtsbane.
Lørdag aften (i aften) kl. 20.00 åbner Dansk Varmblods Følauktion med en kollektion på 19 dressurbetonede føl. Føllene er blevet præsenteret på www.varmblod.dk over de seneste par uger, og i dag bliver det muligt at erhverve et (eller flere) af de velgående dressurbetonede føl.
Efter fremvisningen på udendørsbanen får føllene nu en velfortjent pause sammen med deres mor inde i auktionsstalden inden de igen kommer i ringen inde i opvisningshallen på Blue Hors.
Byd hjemmefra
Online auktionen er i fuld gang, og man kan se hele kollektionen, og byde online på sitet: www.varmblodauktion.dk
Der er naturligvis gratis adgang, hvis man har lyst og mulighed for at følge auktionen live inde i opvisningshallen på Blue Hors. Auktionen begynder kl. 20.00 og forventes at strække sig over et par timer. Kan man ikke være tilstede i hallen, har man mulighed for at følge med hjemmefra da auktionen bliver livestreamet på www.clipmyhorse.tv
Du kan også byde online eller telefonisk, mens auktionen er i gang. Hvis du ønsker at byde online på føllene, skal du registrere dig. Det gør du ved at udfylde online formularen som du finder på hjemmesiden via linket i øverste højre hjørne, hvor der står ”Tilmeld” – du kan tilgå formularen via linket HER
Når din konto er godkendt, modtager du en e-mail, og du er klar til at byde online!
Her er et lille kig på tre af føllene fra dagens præsentation på udsigtsbanen på Blue Hors.