Avlshingsten Bøgegårdens Coman løste billet til UVM
I championatsfinalen for 7- og 8-års heste indløste Jacob Theodor Schmidt og avlshingsten Bøgegårdens Coman billet til UVM med en 5. plads
Bøgegårdens Coman og Jacob T. Schmidt. Foto: RIdehesten.com
Som noget nyt var championatsfinalen for 7-års heste udvidet til også at omfatter 8-års heste. Det er typisk i denne årgang, der er færrest heste til start og i år var ikke anderledes, på trods af, at klassen blev udvidet med en ekstra årgang.
15 ekvipager mødtes i finalen, og der blev omspringning med 8 ekvipager.
Bøgegårdens Coman e. Cristallo I/Bøgegårdens Quidam (opdr. Stina og Jørgen Schmidt) var fejlfri i både hoved- og omspringning, men den velspringende hingst var ikke helt hurtig nok til at blande sig i topkampen i omspringningen. De sluttede på 5. pladsen, men da de var bedst placerede DV-hest i klassen udløste det en invitation til UVM.
Karen Møller Rohde red den anden DV-hest i omspringningen; Evolution Ask DWB e. Zirocco Blue/Tannenhof’s Cheenook (opdr. Familien Camitz) også hun var dobbelt 0 og kom i mål i en tid, som gav hende en 6. plads.
Én rytter imponerede med sikre, fejlfrie ridt: Martin Dinesen Neergaard er en fornøjelse at følge på en springbane, og han red sine tre heste ind på de tre første pladser i finalen. Sejren gik til Diniz Z e. Dimitri Z opdrættet på Bækgaarden.
Rytterne til de heste som Z-udvalget udpeger til deltagelse ved UVM på Zangersheide og/eller Hold UVM i Valkensward får besked i løbet af søndag aften. Mandag formiddag vil man her på sitet kunne se en liste over de udtagne heste.
Se resultaterne her