Fem sejre til DV-heste i Hagen
Ved det internationale dressurstævne i Hagen klarede de danske varmblodsheste sig fremragende – intet mindre end 5 sejre blev det til
Fendi e. Franklin redet af tyske Sönke Rothenberger vandt både Grand Prix og Grand Prix Special. Foto: Ridehesten.com /Kristine Ulsø Olsen
Danske ryttere og Dansk Varmblods-heste leverede adskillige topresultater ved det internationale stævne i Tyskland – Horses & Dreams i Hagen.
I den 4* Grand Prix blev det til sejr til Tysklands Sönke Rothenberger på DV-hesten Fendi e. Franklin/Diamond opdrættet af Danish Derby Horseshows med imponerende 77,152% i samme klasse blev Nanna Skodborg Merrald og den DV-kårede hingst Blue Hors St. Schufro e. St. Mortiz Junior nr. 2 med 75,848%
I samme klasse red Andreas Helgstrand UVM-bronzevinderen, den blot 9-årige Queenparks Wendy e. Sezuan/Soprano opdrættet af Kurt Gosmer ind på 4. pladsen med 74,304%
Disse ryttere deltog i Grand Prix Special, og her blev det igen til sejr til Fendi med 78,341%, mens Nanna og Andreas sluttede hhv. på 4. og 5. pladsen. Den 9-årige DV-vallak Fendi blev efter weekendens dobbeltsejr berømmet i de tyske medier, som sammen med rytterens selv, ser hesten som en OL-kandidat til Paris næste år på det tyske hold.
”Der er meget mere i Wendy,” udtalte Andreas Helgstrand til Ridehesten efter sit sidste ridt i Hagen på den imponerende hoppe: ”Det er en ung hest (på dette niveau), og hun laver lidt fejl, og det gør jeg også selv, men det er stabilt.”
Andreas Helgstrand og Queenparks Wendy var topplaceret i både Grand Prix og Grand Prix Special. Foto: Ridehesten.com /Kristine Ulsø Olsen
Dobbeltsejr til Isabell Werth på dansk guldhoppe
Verdens mest vindende dressurrytter, tyske Isabell Werth viste igen stor styrke i Hagen, og denne gang på DV-hoppen Skovens Tzarina. De vandt en afdeling af den præstigefyldte Nürnberger Burg-Pokal (både kvalifikation og finale), hvor den endelige finale i Frankfurt til december regnes for det tyske mesterskab for heste i alderen 7 til 9 år.
Skovens Tzarina e. Blue Hors Zack/ Blue Hors Don Schufro er født i 2014 hos Kirsten Bjerregaard Hansen og Jens Lund Pedersen som halvsøster til avlshingsten Skovens Rafael. Andreas Helgstrand erhvervede Skovens Tzarina på Dansk Varmblods Elitefølauktion. Og som 3-års blev hoppen kåret med opdrættermedalje i guld og blev ”Årets Dressurhoppe” på Dansk Varmblods Eliteskue.
Isabell Werth har redet Skovens Tzarina i ca. ¾ år. Inden da blev hoppen bl.a. redet til UVM som 5-års af Betina Jæger. Østrigske Victoria Max-Theurer købte den dengang 6-årige hoppe hos Helgstrand Dressage, red den derhjemme, og tog den med til træning hos Isabell Werth. Hun blev så imponeret af hoppens bevægelse, at hun foreslog, at Skovens Tzarina kunne blive i hendes stald. Og ifølge det tyske medie St. George har hun ikke fortrudt den beslutning, selvom Isabell Werth kalder hoppen en ”heiβer Ofen” (en varm ovn). De sejrede i finalekvalifikationen til Nürnberger Burg-Pokal med 76%
Tyske Isabell Werth viste igen stor styrke i Hagen, og denne gang på DV-hoppen Skovens Tzarina med to sejre. Foto. Ridehesten.com /Kristine Ulsø Olsen
Nathalie zu Sayn-Wittgenstein var til start i Nürnberger Burg-Pokal med avlshingsten Blue Hors Fifty Cent e. Franzikus/Donnerball (opdr. Linda Falensteen & Martin Strande) med resultatet på 70.024% kom de ind på en 10. plads. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø Olsen
Søndag morgen var der udskrevet en 4* Grand Prix, og den blev vundet af Nicole Wego-Engelmeyer og Citation (tdl. Chloé) e. Blue Hors Zack/Don Gregory 3 (opdr. Grete og Poul Petersen). Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø Olsen
Svenske Anna Blomgren, der har redet for bl.a. Helgstrand Dressage, kom til start i kvalifikationen til finalen i Louisdor-Preis, en serie med finale i Frankfurt for 8 til 10-årige heste på Grand Prix-niveau. Hun red den 9-årige Tørveslettens Sunshine e. Sezuan/Stedinger opdrættet af Stutteri Tørvesletten. Hoppen er trukket på Grand Prix-hoppen Tørveslettens Stamina og dermed er Sunshine halvsøster til World Cup-finalisten Tørveslettens Titanium (Totilas). Med 72,978% kom parret ind på 3. pladsen.
Svenske Anna Blomgren og DV-hoppen Tørveslettens Sunshine. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø Olsen
Nanna Skodborg Merrald havde også Blue Hors Touch of Olympic L med til start i lille tur. I begge klasser Prix st. Georges og Intermediaire I blev det til en andenplads. DV-vallakken er efter Blue Hors Don Olymbrio/Fidermark (opdr. Anja og Jan Petersen), og Nanna var også til start med den DV-kårede hingst Blue Hors Don Olymbrio, hvor det blev til en anden- og en tredjeplads.
Imponerende resultater af de danske varmblodsheste ved det betydelige stævne i Hagen. Læs mere om stævnets resultater på www.ridehesten.com
Start- og resultatlister
Nanna Skodborg Merrald og Blue Hors Touch of Olympic L. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø Olsen