Knud Lambek Kristensen – Dubonnet blev solgt som føl

Hesteavl går op og ned, erkender Knud Lambek Kristensen, men under Dansk Varmblods Hingstekåring gik alt op i en højere enhed da hans opdræt Dubonnet blev præmiehingst


Knud Lambek Kristensen med Wilma, mor til Dubonnet og hendes åringsplag. Foto: Dansk Varmblod/Britt Carlsen

Knud Lambek Kristensen købte sin første avlshoppe for sine konfirmationspenge. Hesteavl har altid stået hans hjerte nær, og i dag avler han på en spring- og dressurlinje. Springlinjen har givet den kårede hingst Kikanalo e. Godsend du Reverdy, og i år har dressurlinjen givet en præmiehingst i Herning, Dubonnet e. Hesselhøj Donkey Boy.

Familien bor på en gård nord for Aars i det vestlige Himmerland. I år ventes tre føl på stutteriet, det første, et springføl efter Bonaparte Z er født – to dressurføl venter, den ene trukket på en Revolution-datter med Iron til far og den anden en helsøster eller –bror til Dubonnet.

”Jeg håber på en hoppeføl, men Kristin ønsker et hingsteføl,” fortæller Knud med et smil. ”Kristin” er den norske hingsteholder Kristin Andresen, ejer af Hesselhøj Donkey Boy. Det var også hende, som spottede Dubonnet hos familien i Aars, efter datteren Emma lagde en lille video på Social af det udtryksfulde, velgående hingsteføl. 

”Kristin kontaktede os, og vi handlede hen over sommeren, og efter fravænning i januar kom han til Norge, hvor han er vokset op hos JJ Horses,” fortæller Knud. Han har ikke, hverken plads eller lyst til selv at have en hingsteplag, som skal klargøres til forbesigtigelse og kåring. Det er bedre de kommer hen et sted, og får alle chancer, og det har Dubonnet fået hos Sophie og Jan Christensen, der klargjorde ham til forbesigtigelse og kåring. 


Fik fotos og beskeder undervejs

Knud fortæller, at familien ikke har været i Norge for at se Dubonnet, men han glæder sig meget over, at Kristin undervejs har været flittig til at sende fotos og små beskeder, så de har kunnet følge med i hingstens udvikling. 

”Vi tog til Vallensbæk og så ham til forbesigtigelsen. Det var hyggeligt og rigtig spændende. Det er så dejligt, når det lykkes. Det er jo ikke lige meget, hvordan de udvikler sig. Man prøver hele tiden at lave det bedste, og at lave en hingst – det står aller øverst på listen,” indrømmer Knud blankt, og fortsætter: ”I hesteavl går det op og ned, nogle gange lykkes det, som nu, hvor vi har lavet to kårede hingste, andre gange står man med døde eller kastede føl.”


Knud Lambek Kristensen med præmiehingsten Dubonnet til venstre ses hans hustru Betina og datter Emma. Det er Jan Christensen, som har klargjort hingsten til kåring, og yderst til højre står hingstens ejer Kristin Andresen. Foto: Dansk Varmblod/Britt Carlsen

Wilma mistede sin mor

Dubonnets mor Wilma e. Wilkens er flasket op. Hendes mor Felicia e. Don Frederico døde, da Wilma blot var en måned. Hun var lidt for gammel til at en anden hoppe ville overtage hende, men Knud havde en avlshoppe gående, der stadig gik med en plag fra året før, og hoppen accepterede Wilma som sin egen.

I magasinet Ridehestens aprilnummer 2023 kan man læse en stor avlerprofil netop af Knud Lambek Kristensen, og læse mere om Dubonnets hoppestamme, der kommer fra Holland og en pensioneret konkurrencehoppe Jafyr e. Zuidhorn/Aktion. 

Wilma har fået tre føl, og foruden Dubonnet er det en hoppe efter Revolution, Reveir A la Vie, der er drægtig ved Iron, og en åring e. Midt-West Evolution. Hun er igen drægtig ved Hesselhøj Donkey Boy.

”Jeg valgte Donkey Boy, fordi ham kan jeg godt lide. Og så havde jeg vundet en halv bedækning på Katrinelund, fordi vi havde det næstbedste springhingsteføl ved følskuet på Katrinelund, og så var det oplagt at bruge Donkey Boy til Wilma,” fortæller Knud. 

Dubonnet står nu på Katrinelund, hvor han bliver tappet, inden han bliver sendt retur til Norge for at bruge sommeren på at udvikle sig, så han er klar til 35-dages testen i efteråret. 

”Hestene i den stamme er lidt sent udviklet, har vi erfaring for. Der skal nok komme noget bredde i ham,” forsikrer Knud, der er en stor fuldblodsandel i hoppestammen. 

”At følge Dubonnet under hingstekåringen i Herning var en kæmpe oplevelse for os,” fortæller Knud Lambek Kristensen, der var med fra første dag, onsdag og indtil han stod søndag inde i Jyske Bank Boxen sammen med andre opdrættere og avlere af præmiehingstene og drak champagne, og nød at se ”sin” hingst trave ud af hallen med æresbånd om halsen. 




Hold i dag

Nyheder

Sponsorer

Instagram