Nyt program for hingstekåring og afprøvning i DV (video)
Ingen 10-dages observationstest, nyt afprøvningssystem for springhingste, ændring af afviklingsformen ved Dansk Varmblods hingstekåring i Herning allerede fra 2023 – Dansk Varmblod ligger i højere grad op til, at hingsteholderne skal afgøre, hvornår deres hingst er klar til afprøvning.
Over årene har Dansk Varmblods afprøvningssystem for hingste ændret sig fra 100 dages materialprøve med terrænspringning og bedømmelse i springning af dressurhingste og gangarter for springhingstenes vedkommende, til at blive et langt mere fleksibelt, disciplinopdelt system, som også tager højde for hingstenes velfærd. Dansk Varmblod har gået forrest blandt de førende ridehesteavlsforbund i forhold til at undersøge, hvorvidt afprøvningerne kunne ændret til færre dage, uden at gå på kompromis med fagligheden. Og implementeret det i reglerne for kåring og afprøvning. De udenlandske forbund har fulgt trop med ændringer, som i højere grad tager højde for hestevelfærd.
”I Tyskland er der indført nye dyrevelfærdsmæssige retningslinjer, der bl.a. foreskriver at heste først må starte træning, når de er blevet 30 måneder gamle. Dette har bl.a. betydet, at de tyske forbund har rykket de traditionelle efterårskåringer til senere eller først i det nye år. Samtidig har de afkortet forårets 14-dages testen af hingste til en 2-dages test med karaktergivning under egen rytter og testrytter,” fortæller avlskonsulent Karina Christiansen.
Dansk Varmblod har også taget et stort og vigtigt skridt i forhold til både afprøvning og kåring, og det får indflydelse på afviklingen af forbundets hingstekåring i Herning allerede i 2023, hvilket man så skal være opmærksom på, når man køber billetter, hvis man vil følge hingstekåringen tæt.
Læs mere om den ny model på nyheden fra Zibrasport her
Foto: Kee Frandsen