Sommerlejr med fokus på faglighed og hygge

Ung i Dansk Varmblod har igen i år afviklet sommerlejr på Vilhelmsborg. En sommerlejr, hvor der er fokus på både det faglige, på egen træning, men hvor der også er plads til fællesskab og hygge

 Deltagerne på Ung i Dansk Varmblods sommerlejr på Vilhelmsborg flankeret af Sophie Asp og Inge Madsen (th). Foto: privat

 

Ung i Dansk Varmblods sommerlejr på Vilhelmsborg i sidste uge var en succes med 16 aktive ryttere fordelt på 7 spring- og 8 dressurryttere.

Sophie Asp og Inge Madsen fra Ung i DV havde planlagt et spændende program for de unge ryttere, og der var en særdels god stemning og spørgelyst undervejs.

Formiddagene blev brugt på træning i springning hos Johnny Hansen og i dressur ved Annemette Holm Petersen. Som en af deltagerne understregede, var det godt at kunne fokusere på egen ridning i en hel uge. Ridetræningen blev suppleret af skridtture ud i den smukke natur omkring Vilhelmsborg, til groomingkonkurrencer og med en afsluttende mønstringskonkurrence. Hestene blev opstaldet i stævnestalden med adgang til foldene. Eleverne boede i elevboligerne på Vilhelmsborg, og al spisning og foredrag foregik i Smedjen.

 Hesteagronom Martha Voss underviste i hestens korrekte hold og fodring, og sammen gik de i stalden at lære, hvordan man kan huldvurdere sin hest. Foto: privat

Faglighed i fokus

Noget af det, som kendetegner sommerlejren i Ung i DV’s regi er de mange interessante, faglige indlæg, der var arrangeret hver eftermiddag. Det første faglige indlæg stod dyrlæge Frederikke Hollmann Andersen fra Højgård Hesteklinik Aarhus for, hun fortalte og demonstrerede, hvordan en handelsundersøgelse foregår.

Den følgende dag fik deltagerne et indblik i eksteriørbedømmelse ved berider Johnny Hansen, der er talsmand for Dansk Varmblods Avlsledelse for springning. Johnny lavede en teoretisk gennemgang af hestens eksteriør inde i ”Smedjen”, hvor der var fokus på, hvordan eksteriøret har indflydelse på hestens ridbarhed, holdbarhed og talent. Der var god spørgelyst, og den senere praktiske gennemgang af fire af deltagernes hestes eksteriør med efterfølgende løsspringning viste, at deltagerne havde hørt godt efter i den teoretiske gennemgang.

Berider Johnny Hansen gennemgik teoretisk og praktisk eksterørbedømmelse. Foto: Ridehesten.com

Deltagerne på sommerlejeren fik mulighed for at teste deres evner for eksteriørbedømmelse på de samme skemaer, som bruges, når der er VM for ungavlere. Og Johnny var imponeret over, hvor godt de unge ryttere havde ramt plet i karaktergivningen.

Den sidste faglige eftermiddag stod i fodringens tegn. Hesteagronom Martha Voss underviste med sædvanlig engagement i hestens korrekte hold og fodring, og deltagerne fik mulighed for at teste deres nye viden af i brætspillet ”Master of Nutrition”.

Efter dette gik deltagerne i stalden sammen med Martha Voss for at lære, hvordan man kan huldvurdere sin hest på skalaen fra 1 (tynd) til 9 (fed).

Tilbage i Smedjen igen kom forstander Toni Hessner fra Kustos Rideakademi Vilhelmsborg forbi for at fortælle deltagerne om den spændende nye fagskole. Og det viste sig, at to deltagere var tilmeldt skolen i sæson 24/25.

 Johnny Hansen kontrollerer eksteriørbedømmelsen hos nogle af deltagerne. Foto. Ridehesten.com

Afslutning med mønstring

Dyrlæge Sophie Asp har flere gange været med til VM for ungavlere, og Inge Madsen er præsident for International Young Breeders under World Breeding Federation for Sport Horses (WBFSH), hvor Dansk Varmblods formand Jan Pedersen er præsident.

Sophie og Inge kunne derfor give deltagerne en god instruktion i korrekt mønstring af hesten. Det er vigtigt at kunne i forhold til at mønstre hesten ved dyrlægebesøg, at kunne trække den til og fra fold, kunne håndtere den til konkurrencer med mere – alt sammen med egen og hestens sikkerhed i fokus. Samtidig er mønstring også en del af konkurrencerne ved Verdensmesterskaberne for ungavlere.

Sommerlejren blev afsluttet med en mønstringskonkurrence. ”Alle deltagere viste et meget flot niveau af fremvisning og de lå også meget tæt i point. Dagens bedste mønstrer blev Cecilia med ponyen Zavannah, som modtog en staldplakette fra Hestens Værn,” fortæller Inge Madsen.

Danmark er vært for VM for ungavlere i 2024. Det bliver afviklet på Stutteri Ask i dagene fra 4. – 6. juli.

Hold øje med kalenderen næste år, når Ung i DV igen inviterer til sommerlejr.


Hold i dag

Nyheder

Sponsorer

Instagram