Sophia Ludvigsen alene i front i U25

U21-rytter Sophia Ludvigsen har lagt sig i spidsen for mesterskabet i U25 ved mesterskabsstævnet hos Helgstrand Event – U21-rytter Alexander Yde Helgstrand ligger på andenpladsen lige foran sidste års sølvvinder Karoline Rohmann

 De placerede ryttere i første afdeling af mesterskabet for U25. Foto: Ridehesten.com

Det er to ungryttere Sophia Ludvigsen og Alexander Helgstrand som har lagt sig i front ved Agria DRF-mesterskab for U25. Sophia Ludvigsen vandt guld ved mesterskabet for U21 sidste år, og har i år valgt at ride mesterskab i U25 for at udfordre og dygtiggøre sig. Blue Hors rytteren har lagt afstand til konkurrenterne, da hun i dag red til 74,651% med et par 9-taller og adskillige 8-taller fra dommerne. Hun red Blue Hors Quintana e. Quantensprung opdrættet af Steffen Brunkhorst med stor sikkerhed og harmoni.

Alexander Yde Helgstrand, der også er U21-rytter kom til start på Super Mario e. For Compliment, den brune vallak har tidligere været redet af Alexanders mor, Marianne, men han fik Super Mario med på et ophold i Wellington, USA i vinter, og de er ved at finde ”melodien” sammen. I dag opnåede de 72,581% en lille fejl i serierne og lavere karakterer for den samlede skridt betød, at der er to-procentpoints afstand til guldet på søndag.

Sidste års sølvvinder i U25, Karoline Rohmann ligger nu på 3. pladsen – i år på DV-hoppen Aagaardens Lianne e. Krack c opdrættet af Stutteri Aagaarden ved Hanne Aagaard. Det var de små marginaler som skilte den foreløbige anden- og tredjeplads i mesterskabet. Karoline og Lianne viste et harmonisk program med et meget sikkert galopprogram, og et flydende travprogram.

Thea Bech, der ligger nr. 3 på verdensranglisten for U25 kom ind på 4. pladsen med Dionisos e. Spielberg med 71,326% og Sara Aagaard Hyrm med Atterupgaards Cooper e. Charmeur opdrættet af Atterupgaard blev placeret på 5. pladsen med 71.00%

 Karoline Rohmann og DV-hoppen Aagaardens Lianne ligger på en foreløbig 3. plads i mesterskabet for U25. Foto: Ridehesten.com

Stort, flot felt i U25

Ungdomsdressuren har i en årrække haft international succes. Det er dog først inden for de senere år, at der er kommet noget mere volumen i U25, der er tiltænkt at lette overgangen fra ungdomsrækken til senior.

I år er der hele 18 starter i Agria DRF-mesterskab i U25 præsenteret af Aviar Saddles, noget der i høj grad glæder landstræner Dennis Fisker. I elitedressuren har netop fokus på at lette overgangen fra ungdomsrækkerne til seniorsporten været en væsentlig del af masterplanen. – Vi gør, hvad vi kan for at gøre den overgang så god som muligt, forklarer Dennis Fisker.

 

Fokus på U25 i rette tid

De mange starter i dette års mesterskab er også et tegn på, at familierne og atleterne har fået øjnene op for U25, og fået en hest klar til opgaven tidligere, er hans erfaring.

– De seneste 2 år har vi haft ryttere med til træningssamlingerne som ikke er stævneklar i U25 endnu, men de er med, så vi kan give dem noget vejledning. Grand Prix-programmerne behøver ikke være fejlfrie, før man giver sig i kast med stævnerne, understreger han og fortsætter: – Rytterne i bruttotrupperne har været vandt til, at de ikke kunne komme med til mesterskaber, hvis de ikke kunne ride programmerne fejlfrit, men i U25 skal man ud for at træne og få erfaring ved stævner, og det behøver ikke være fejlfrit. Man bliver ikke god til at ride Grand Prix ved kun at træne derhjemme.

Alle ryttere fra A-truppen, på en enkelt nær, er til start i Uggerhalne, og feltet er desuden suppleret med to A-trup-ryttere fra U21: Sophia Ludvigsen og Alexander Yde Helgstrand. Rytterne kan ride i A-truppen i én årgang, men ikke i to, og derfor er Sophia og Alexander i B-truppen for U25.

– Er rytterne klar, og giver det mening, er det fint, de rider mesterskab for U25. Det giver også plads til andre ryttere i U21, slutter Dennis Fisker, som ser frem til at følge rytterne under mesterskabsstævnet i Uggerhalne, hvor afgørelsen falder søndag kl. 11.45 i kür for de 15 bedste efter fredagens 1. afdeling.

 

Start- og resultatlister



Hold i dag

Nyheder

Sponsorer

Instagram