Tre guldhopper glimtede i finalen
Dansk Varmblods KRAFFT Eliteskue blev afsluttet med en helt fremragende finalering med tre exceptionelt funktionelle hopper, og Årets Dressurhoppe blev Polka Perfection M
Årets dressurbetonede hoppe: Polka Perfection M redet af Dennis Kjær. Foto: RIdehesten.co
Avlsledelsen for dressur (Vicky Nortvig, Jens Søgaard, Johnny Sørensen og Karsten Petersen) havde den store fornøjelse at gense de bedste hopper fra sommerens sadelkåringer ved KRAFFT Eliteskue. Det var dejligt at gense hopperne under rytter i opvisningshallen, hvor berider Jens Holm Kristensen fra Dansk Varmblods UVM-udvalg roste rytternes præsentation af de unge hopper, der for hovedpartens vedkommende klarede opgaven uden pres og med masser af kvalitet.
Færgelundens Masala - guldmedalje - redet af Ida Hofman Bang. Foto: Ridehesten.com
Dommerne uddelte 34 opdrættermedaljer i bronze, 11 sølvmedaljer og 3 guldmedaljer. De tre guldmedaljer blev uddelt til de tre finalister; helt ekstremt velgående, udtryksfulde unge hopper. I katalognummerorden:
- Kat 342 Færgelundens Masala e. Hesselhøj Donkey Boy/Blue Hors Rush Hour opdrættet og ejet af Lise Skovsbo og fremvist af Ida Hofman Bang. Om hoppen sagde dommerne bl.a. En tiltalende, harmonisk, passende ædel hoppe med godt kønspræg. Hun har en smidig, velfungerende overline og en særdeles god tav og galop og en overordentlig flot skridt. Hun gik en rideprøve til 840 points.
- Kat. 355 Polka Perfection M e. Secret/Fürstenball opdrættet og ejet af Sanne Mathiasen og fremvist af Dennis Kjær. Om hoppen sagde dommerne: En meget feminin, harmonisk og ædel hoppe af fremragende type. Hun fungere flot under rytter, hvor hun bruger hele kroppen. Hun gik den højeste rideprøve med 890 points.
- Kat. 357 Atterupgaards Daimi e. Springbank II VH/Bon Bravour opdrættet og ejet af Atterupgaard og fremvist af Selina Solberg Vittinghus. Om hende sagde dommerne bl.a.: En utrolig charmerende højtstillet og velrejst hoppe. Hun er ekstremt smidig og hun bruger sig godt i alle gangarter og konstant med overskud. Hun gik en rideprøve til 850 points.
Dommerne valgte Polka Perfection M til Årets Dressurbetonede Hoppe, og publikum jublede og klappede, da hun gik ud på sin æresrunde.
Atterupgaards Daimi - guldmedalje - redet af Selina Solberg Vittinghus. Foto: Ridehesten.com
Det er altid interessant at se, hvilke hingste, der sætter sit præg på årgangen, og blandt de yngre hingste er det Jainero Platinum og Sceret, hver med tre afkom i 3-års holdet, mens den ældre, etablerede avlshingst Franklin havde flest afkom med, 7 i alt.
Årets Dressurbetonede hoppe med rytter Dennis Kjær, avler og ejer Sanne Mathiasen og hendes datter samt Inge Madsen, Jens Søgaard samt tv. Karsten Petersen og Jan Pedersen. Foto: Ridehesten.com
Det var Vicky Nortvig som gav karakteristik til de dressurbetonede hopper, mens Signe Wiese havde den opgave hos de springbetonede hopper. Begge gjorde de et fremragende job og fik præsenteret hopperne godt for publikum samtidig med, at de benyttede lejligheden til at lufte aktuelle avlsmæssige emner.
Vicky Nortvig talte bl.a. om ridbarhed, noget Dansk Varmblod vægter højt i bedømmelsen. Og det ikke blot en ”vær flink” karakter, karakteren for ridelighed er mere kompleks bl.a. indgår gålyst, accept af rytterens hjælpere og hestens funktion i bedømmelse.
”De heste vi avler går under rytter med det overskud der skal til, så det kan ske uden pres.” sagde Vicky Nortvig bl.a.
I det kommende nummer af magasinet Ridehesten vil man kunne se fotos af samtlige medaljehopper, og læse redaktionens artikler fra KRAFFT Eliteskue.