UVM i springning – er du med?

Hvis du gerne vil til UVM og/eller hold-VM i springning, har vi behov for at du tilmelder dig nu! 


Foto: Ridehesten.com
Der bliver en ny mulighed for de unge springheste i år. Foruden det traditionelle UVM på Zangersheide for 5 – 6 og 7-års heste, som har fundet sted siden 1995, har WBFSH (den internationale paraplyorganisation for avlsforbund) indgået en aftale med Jan Tops om at afvikle et særligt UVM for hold og individuelt på den imponerende Tops International Arena i Valkenswaard. Til forskel for udtagelsen til UVM på Zangersheide er det alene avlsforbundene under WBFSH, som står for udtagelsen af ekvipager til stævnet. Der er ikke mulighed for wildcards, og samarbejdet med Jan Tops betyder, at hvert avlsforbund kan stille med hold for 5-, 6-, 7- og 8-års heste og hertil kommer en klasse for 8- og 9-årige hingste. Stævnet ligger ugen efter Zangersheide, men af hensyn til de 5-årige heste, må de ikke starte begge steder. Og der rides om samme, høje præmiesum som ved UVM på Zangersheide. 

Nu har arrangørerne i Valkensward bedt om, at avlsforbundende tilkendegiver, om de stiller med et hold til stævnet i september. Den tilkendegivelse skal de have allerede i starten af juni. Det betyder, at Dansk Varmblod har behov for at få nogle tilkendegivelser fra ryttere, der gerne vil komme i betragtning til dette VM

Ekvipager der ønsker at komme i betragtning til UVM individuelt på Zangersheide i Belgien fra d. 20.09.2023 til 24.09.2023 og ekvipager der ønsker at komme i betragtning til UVM for hold i Valkenswaard i Holland fra d. 28.09.2023 til 01.10.2023 skal tilmelde sig via klubmodul på www.varmblod.dk. Gerne så hurtigt som muligt. 

Foto: Ridehesten.com

Læs meget mere om udtagelse med mere herunder: 


Hvor mange bliver udtaget?

Den endelige udtagelse foregår ved DRF-Championats Finaler på Stutteri Ask. Den bedst placerede ”DV-ekvipage” i hver årgang ved DRF’s Championats Finale vil, såfremt ekvipagen har tilmeldt sig, blive udtaget til UVM Zangersheide/Valkensward.

Der skal udtages 5 ekvipager i hver årgang til Zangersheide og 5 ekvipager i hver årgang til Valkenswaard.

Derudover vil der blive udpeget 2 reserver i alle årgange til begge stævner.


Banetræning

Der vil i år blive to banetræninger og som tidligere, har Stutteri Ask igen været så venlige at stille deres fantastiske bane til rådighed for udvalget. 1. samling er lørdag efter Store Bededag altså lørdag d. 6. maj og 2. samling søndag d. 30. juli.


Tilmelding

For at komme på listen over ekvipager, der kan udtages er det nødvendigt at ekvipagen tilmeldes via DV Klubmodul. 

Tilmelding med én (1) x træningssamling/banetræning:     500,-kr

Tilmelding med to (2)   x træningssamling/banetræning:     650,-kr

Tilmelding uden træningssamling/banetræning:     250,-kr

Efteranmeldelse:     500,-kr

Sidste frist for tilmelding til samlinger er 14 dage før første samling den 21.04. Sidste frist for ordinær tilmelding uden træningssamling/banetræning er 1.juni 2023.

Sidste frist for efteranmeldelse er 31. juli 2023

Udvalget vil gerne præcisere at det er ”Ekvipager” der udtages, det er altså kun muligt at skifte rytter eller hest ved at tilmelde en ny ekvipage.


Hvem kan komme i betragtning?

Det er udelukkende Dansk Varmblods registrerede heste, som kan komme i betragtning til UVM og Hold-UVM.

Udvalget vil igen i år se på ekvipagernes generelle niveau og ”0 – runder”.

5-års: Resultater opnået i sværhedsgrad 2 (LA* og LA**) ved C–, B– og FEI-stævner.

6-års: Resultater opnået i sværhedsgrad 3 og 4 (MB**, MA* og MA**) ved C-, B-, A- og FEI-stævner.

7-års: Resultater opnået i sværhedsgrad 4 og 5 (MA*, MA** og S*) ved B-, A- og FEI-stævner.

8-års: Resultater opnået i sværhedsgrad 5 og 6 (S-klasser) ved B-, A- og FEI-stævner.

9- og 10-års hingste: Resultater opnået i sværhedsgrad 5 og 6 (S -klasser) ved B-, A- og FEI-stævner.


På vegne af Zangersheideudvalget

Jens Hellmers


Hold i dag

Nyheder

Sponsorer

Instagram