Victoria Vallentin lige uden for medalje
Det blev ikke til en medalje i finalen for 6-års heste, men Dansk Varmblod var repræsenteret af to smukke, letfodede og elegante heste, som havde adskillige højdepunkter
Victoria Vallentin og Lyngbjergs St. Paris. Foto: Ridehesten.com
UVM i Ermelo sluttede med finalen i 6-års klassen, som blev udsat i 10 minutter på grund af styrtregn og strømudfald på hele pladsen. Arrangørerne fik hurtigt situationen under kontrol, og stævnet blev besøgt af 20.000 tilskuere over de fire dages konkurrencer. Næste år er det igen i Ermelo, som skal fejrer 25-året med UVM over 5 dage.
Dansk Varmblod havde to heste i finalen: Victoria Vallentin/Lyngbjergs St. Paris e. Blue Hors St. Schufro/Blue Hors Rockefeller Opdr. Bente Børjesson og Anders Uve Sjøbeck Hoeck/Hesselhøj Double Up e. Hesselhøj Donkey Boy/Tailormade Lancelot Opdr. Hesselhøj.
Sidste år sejrede Victoria I 5-års finale med den elegante, sorte hoppe Lyngbjergs St. Paris, men det er ikke lykkedes for hende, at få den sensible hoppe til at vise sikre changementer. Der er ingen tvivl om, at det falder på plads, men i finalen blev hoppen lidt spændt og afventende i galopturen, og kun et changement blev vist uden modstand. Det kostede både i galopkvalitet og ridelighed, og dermed røg de lige netop uden for medaljerækken. De sluttede med 85,4% på den utaknemmelige 4. plads. Parret fik: trav 9,0 skridt 8,0 galop 9,0 ridelighed 8,2 og fremtidsperspektiv 8,5. Som man kan se ud fra karaktergivningen, blev hoppens gangartsmæssige kvalitet højt berømmet, de ridemæssige udfordringer får Victoria og hendes træner Søren Vallentin styr på de kommende måneder.
Dommerne sagde bl.a. om St. Paris: Meget elegant, letgående hest.
Hør Victoria fortælle:
Anders Sjøbeck Hoeck og Hesselhøj Double Up e. Hesselhøj Donkey Boy/Tailormade Lancelot Opdr. Hesselhøj kom ind i finalen via trøstfinalen. Det betød, at de måtte bruge kræfter i tre dage, og det bar dagens præstation præg af. Der er ingen tvivl om, at den elegante og letfodede hingst har gangartsmæssige kvaliteter til overmål, han skal blot styrkes, modnes og videreuddannes. I dag fik de 79,4% fordelt på: trav 8,0 skridt 7,8 galop 8,5 ridelighed 7,2 og perspektiv 8,2. Det er en meget imponerende hest, som skal forbedre kontakten, sagde dommerne bl.a. De sluttede på 14. pladsen i finalen.
Anders Sjøbeck Hoeck og Hesselhøj Double Up. Foto: Ridehesten.com
Vinder blev vinderen fra trøstfinalen Hans Peter Minderhoud og My Toto e. Glock’s Toto JR fra KWPN med 88,6% sølv gik til Vitalos FRH (HANN) e. Vitalis redet af Leonie Richter for Helgstrand Dressage og bronzen gik til Zuperman OLD e. Galleria’s Vincent Maranello redet af Beatrice Hoffrogge og altså efter en Dansk Varmblods hingst.
På Dansk Varmblods Facebook-side kan man høre dommernes kommentarer til de danske heste.
Resultater