Det første møde med løsspringning

Indspringning i løsspringning kræver et godt overblik og tålmodighed af alle involverede. Man kan begynde med egentlig løsspringstræning, når hesten er 2 år, men som i al anden træning gælder, at det skal tilpasses hestens alder. Talsmand for avlsledelsen for springning berider Johnny Hansen giver her gode råd til indspringning


Foto: Ridehesten.com


Springkonkurrencer foregår naturligvis med rytter. Men løsspringning uden rytter kan også bidrage med vigtig information om hestens springtalent. Når hesten ikke har en rytter til at hjælpe sig, bliver det mere tydeligt om den er fokuseret, modig og forsigtig, og om den springer rationelt.

Det er egenskaber, der siger noget om hestens indstilling og overblik. I løsspringning er det også tydeligt at se hestens atletiske kapacitet. Især hvis den havner i en uheldig situation, er det interessant at se, hvordan den vælger at løse opgaven og om den lærer af sine fejl.

Statistiske beregninger har fundet høje sammenhænge på 70-80% mellem løsspringningsresultater og hestens senere konkurrenceresultater. Det betyder, at hvis en unghest opnår høje løsspringningskarakterer, er der stor sandsynlighed for, at den senere vil klare sig godt i konkurrence.


Bedømmelse af 2-års hopper

Dansk Varmblod afvikler skuer for 2-års hopper rundt om i landet. Her bedømmes hoppernes gangarter eller deres kvaliteter i løsspringning. Til Krafft Eliteskuet bliver årets bedste 2 års springhoppe udpeget. Men uanset om hoppen bliver udtaget til Eliteskuet eller ej, er det altid godt at få de unge hopper miljøtrænet - de unge hopper lærer rigtig meget af at få den lette og nænsomme træning med trense, bid, gåture, let longering og løsspringning. Når de skal til kåring som 3-års og senere skal ud i livet som konkurrenceheste, så er de godt forberedt på alle de påvirkninger, der er uden for det velkendte staldmiljø og folden.

– Vi oplever, at rigtig mange af de unge hopper elsker at være i rampelyset, de er avlet til sporten, indleder Johnny Hansen. Og han understreger, at man sagtens kan træne 2-års heste i løsspringning, blot det ikke bliver overdrevet. Er man i tvivl om, hvordan og hvor meget, er der flere Dansk Varmblods-regioner, som tilbyder løsspringstræning, så hoppen kan komme i gang på den helt rette måde. 


Den ideelle springhest

  • er i stand til at korte ind og samle sig maksimalt i sidste galopspring før afsættet, således at bagbenene placeres langt inde under kroppen.
  • kan springe kraftfuldt og hurtigt opad og fremad.
  • kan smidigt løfte skulderpartiet og ryggen samt sænke halsen over springets højeste punkt (bascule). Forbenene er maksimalt sammenbøjet foran bringen. Bagparten svinges op i sidste del af svævefasen, så bagbenene kommer fri af forhindringen.
  • springer med minimal afstand (rationelt) til forhindringen for at bruge mindst mulig kraft.
  • lander i balance og galoperer energisk videre i god selvbæring.


Kom godt i gang

Har man selv mulighed for at opbygge en løsspringsbane (se skitse her i artiklen) anbefaler Johnny Hansen, at man bygger en indhegnet løbebane. Indhegningen kan ske med bomme eller afspærringsbånd/minestrimmel. 

– Ved at lade hesten galopere i løbegangen, har man den mere under kontrol. Jeg mener, man bør lade den løbe 2-3 gange i løbegangen, hvor man lærer den at vende og stoppe, og at galopere på kommando. Den træning kommer også godt igen, når man kommer til longearbejdet og tilridningen, når hesten er 3 år, fortæller Johnny Hansen.

Løbegangen kan opsættes i ridehus eller på en godt, hegnet ridebane. 

– Når hesten kan balancere og galopere rundt på begge volter, vil jeg forslå, at man begynder med den egentlige løsspringstræning, som kan være bomme på jorden i samme afstand, som foreslået til forhindringsopsætning. Vi springer altid trekombination – tre forhindringer med en indspringsbom foran til at hjælpe hesten med at finde det rette afsæt. De to første forhindringer hjælper hesten til at inddele sine galopspring, og komme i balance til den sidste forhindring. 

I træingen kan man med fordel springe fra begge volter, men på prøvedagen ved fx 2-års skue og forbesigtigelse springes altid på venstre volte. 


Start med det sidste spring

Erfaring har vist, at det er en god ide med en trinvis opbygning af forhindringerne i serien. Bedst er det, at sætte den sidste forhindring op først. Det giver hesten en bedre oplevelse af forløbet, så den er tryg ved at springe serien, som bør starte meget småt. 

Det vigtige er, at hesten skal finde ind i en god rytme i serien, hvor den springer i den rette rytme med tillid og ro. Hvis hesten har behov for at blive støttet i sin fremadsøgning med en pisk, skal piskeføren bevare overblikket og lede hesten fremad, hvor man holder pisken nede ved jorden bag hesten. Den må ikke bruge al opmærksomhed på pisken, men skal holde fokus på springene. – Læs hesten og tænk dig om, når du hjælper den med pisken, understreger Johnny.


Bomspring

Man skal virkelig passe på med at springe for højt med de unge heste, og ikke lade sig begejstre og lige prøve til, men sørge for de får en god oplevelse.

Når hesten bliver 3 år, og den er mere moden, kan man med fordel introducere en lille plastic vandgav i løsspringningen. Det kan være gavnlig for hestens videre træning under rytter. 

Ellers bør forhindringerne opbygges af bomme alene. 

– Til kåringer i flere udenlandske forbund, bygger de forhindringerne massivt op, for at få hestene til at stå i mod og lave et stort spring. Vi vil se hestens naturlige egenskaber, på forhindringer, de møder på konkurrencebanerne. Og det skal være den letteste opbygning. I dag bruge meget luftige forhindringer til stævnerne, og derfor har vi behov for heste, der er forsigtige fra naturen. Og så har vi en forpligtigelse til at give dem en god oplevelse, også i løsspringning. 

Johnny opfordrer til, at man blot lader hestene gå 5-6 gange gennem løsspringsbanen. Hvis hesten reagerer negativt, stopper eller bliver meget stresset af opgaven, så kan det betale sig at lægge løsspringningen til side 2-3 uger for så at genoptage det på helt lavt niveau, hvor man lader dem springe bomme på jorden eller cavalettis. 

Talsmand for Dansk Varmblods avlsledelse for springning Johnny Hansen. Foto: Ridehesten.com

Hvad er det dommerne vil se?

– Først og fremmest ser vi på, hvor tryg hesten er ved omgivelserne, når vi skal bedømme dem ved 2-års skuer og forbesigtigelse. Om den er forvirret og stresser op. Og ud fra det gør vi os nogle overvejelser om, hvordan den skal afprøves for at få det bedst mulige resultat, forklarer Johnny Hansen.

– Nogle heste bliver stressede, hvis vi standser dem på kortsiden, de præsterer bedst, ved at gå med et vist flow. Andre får lige ro til at samle sig, og det trives de med. Vi vurderer hestens teknik, dens balance, kapacitet og overblik. Og den karakter hesten får, er ikke nødvendigvis et mål for, hvor langt vi forventer den kan komme i sporten, men en karakter for, hvad de har løst opgaven på dette niveau.  

Johnny Hansen har oplevet heste, som ikke trives med at gå løsspringing, men senere har præsteret på Grand Prix-niveau under rytter. 

– Der er ingen direkte konkurrencer i løsspringning, men løsspringning gjort rigtigt, introducerer hesten til sporten på en god måde. Og tidlig ibrugtagning giver stærkere og sundere heste på sigt, det viser videnskabelige undersøgelser, men det skal gøres rigtigt. Og gjort rigtigt er løsspringning spændende, og giver det første fingerpeg om, hvordan hesten potentielt kommer til at klare sig i sporten, slutter berider Johnny Hansen.




Bedømmelse af 2-års hopper

Det er muligt at få bedømt og udtaget Dansk Varmblods registrerede 2-års hopper til Krafft Eliteskuet :

    Gangartsbedømmelse af dressurhopperne via regionernes arrangementer (vist løs i alle 3 gangarter) eller udtaget via dyrskue.

    Bedømmelse i løsspringning af springhopperne via regionernes arrangementer

Har du et håb om at deltage i finalen for 2-års hopper, som finder sted ved Krafft Eliteskuet, skal du huske at tilmelde hoppen til bedømmelse. Tilmeldingsskema findes på www.varmblod.dk.

Løsspringning for 2-års hopper

2 års springhopperne bedømmes på deres løsspringningsegenskaber, herunder teknik og kapacitet. Ud over det ser dommerne på hoppens galopbevægelse, type samt afstamning. Til gengæld vil hoppen ikke blive bedømt i skridt og trav, da disse gangarter ikke har indflydelse på hestens springegenskaber. 

Hopperne vil blive løssprunget på samme bane, som der bliver brugt til sadelkåring, dog vil der blive en max. springhøjde på 1 meter og mindre afstande. Hopperne bedømmes af 2 dommere, hvoraf mindst den ene skal stå på både Dansk Varmblods eksteriør- og springliste. 

Skitse til løsspringning af 2-års hopper

 

Tilmeldingsinfo for 2 års hopper – 2023

Tilmeldingsgebyr: Kr. 300,00 inkl. moms for 1 disciplin pr. dag (gangarter eller springning)

Du finder info om boksbestilling og regionskontakter på tilmeldingsformularen på hjemmesiden 

REGION 1 - Vallensbæk, d. 13. august (gangarter)

REGION 2 – Riders Cup, 19. august (springning)

REGION 3 –  Stutteri Ask 18. juli (gangarter) 19. juni (springning)

REGION 4 – Bøgegården 3. juni (gangarter og springning)

REGION 6 - Ikast, d. 17. juni (gangarter og springning)

REGION 7 - Brønderslev, d. 11. juni (gangarter og springning)

DV NORGE – 26. – 27. august (gangarter og springning)



Artiklen skulle have været bragt i magasinet Ridehestens maj nummer. Den kan også læses her:  I gang med løsspringning.pdf

Hold i dag

Nyheder

Sponsorer

Instagram