Kollektionen til Elitefølauktionen er online
Nu kan man se beskrivelser, video, foto mv. af de 57 særligt udvalgte føl, som udgør Dansk Varmblods kollektion til Elitefølauktionen på Vilhelmsborg

Det er en helt fremragende kollektion af topføl, som auktionsudvalget har håndplukket til Elitefølauktionen præsenteret af Dansk Hesteforsikring. De 57 føl som udgør årets kollektion til den populære følauktion i forbindelse med KRAFFT Eliteskue, kan nok få interessen til at stige hos mulige købere. Her er der en chance for at finde en fremtidig ridehest, avlshoppe eller måske en avlshingst i kollektionen. Føllene er udvalgte fra sommerens følskuer rundt omkring i landet, og i år har der været en stigning i antallet af føl til følskuerne på godt 35%
De kommende dage kan man gøre sig bekendt med kollektionen via hjemmesiden www.varmblodauktion.dk og fra torsdag den 31. august kl. 17.00 vil det også være muligt at byde online på føllene.
Føllene kommer under hammeren lørdag den 2. september inde i opvisningshallen på Vilhelmsborg, og det er Casper Cassøe Krüth som svinger auktionshammeren over de udbudte føl – auktionen starter kl. 19.00.
Der er gratis adgang til Elitefølauktionen, og der er i øvrigt gratis adgang til KRAFFT Eliteskue og landsstævnet i springning og dressur, som afvikles over samme weekend.
Har man ikke mulighed for at være tilstede i hallen på Vilhelmsborg og følge den spændende auktion live, kan man følge med hjemmefra da ClipMyHorse livestreamer hele auktionen. Man behøver ikke være tilstede i hallen for at byde med på føllene, det kan man gøre online eller via telefonen.
Læs mere om betingelser mv. samt se hele den flotte kollektion på: www.varmblodauktion.dk