Præmiehingst til Henrik Hansen solgt til Beerbaum

Videointerview: Henrik Hansen, HH Horses i Solrød fik en præmiehingst ved Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning, Cassado II, som umiddelbart efter blev solgt til OL-rytter Ludger Beerbaum

 Louise Søgaard og Henrik Hansen med deres præmiehingst Cassado II fotograferet i Herning med talsmand for Avlsledelsens springafdeling Johnny Hansen. Foto: Ridehesten.com

”Jeg kan godt lide at lave både spring- og dressurheste, og jeg tror vores nøgle er 80% dressurheste og de resterende 20% springheste”, fortæller Årets Avler i Dansk Varmblod, Henrik Hansen.

Ved Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning blev hans springbetonede hingst Cassado II e. Casall/Corrado I præmiehingst i holdet. Moderen til Cassado II - Chania, er også er mor til Unghestechampionatsvinderen Cambodia (Carmargue), til avlshingsten Cassado Ask (Casall), til S-hesten Detroit (Diamant de Revel) og hun blev hædret med en guldmedalje for sin imponerende afkomssamling i Herning.

”Vi har faktisk lige så let ved at sælge vores springheste, som dressurhestene. Vi er begunstiget af, interessen for vores dressurheste også fra udlandet, men er springhestene alderssvarende uddannet, så er der kunder til dem,” fortsætter Henrik. Hestene skal arbejdes, man må investere for at få gevinsten til slut, er holdningen.

 

Få et netværk

”Stræb efter at være sammen med nogle, som er klogere end dig selv. Jeg har ikke været specielt god til at ride. Jeg har heller ikke været specielt god til at avle hest – før jeg har spurgt. Jeg har sparret med Morten Thomsen, og det har lært mig en masse.”

Det har været en utrolig god rejse, fortæller Henrik, inspirerende og spændende, og som han understreger: ”Hvad er det værd at vinde noget, hvis du ikke har nogen at dele det med.”

”Vi oplever avlere og ryttere samarbejde, og det er guld værd. Jeg har altid tænkt: jeg skal være sammen med nogen.” ”Og så er det sjovt at have nogle at dele det med, at dele oplevelserne med, når det går godt. Det er det vi lever og ånder med alle sammen,” indskyder Louise (Henriks partner).

Og så understreger Henrik også vigtigheden af at huske at rose andre avlere og ryttere for deres gode heste. Der går ikke skår af en for at gøre det.

”Vi er her alle sammen for det sammen – avlere og ryttere skal være bedre til at være sammen om det her. Rytterne er ikke bedre end de heste, de har. Så det er en kultur, som vi skal arbejde med.”

 Den har jeg ventet længe på, fortæller Henrik Hansen om det få dage gamle føl, der er helsøster til den tredobbelte UVM guldvinder Fiontini og UVM sølvvinder Fiontina - efter Fassbinder trukket på Elitehoppen Rapitalá. Foto: Ridehesten.com

Præmiehingst, der springer som en drøm efter et mareridt

Henrik glædede sig over kvaliteten af sin præmiehingst, Cassado II, og endnu mere, da hingsten kom alvorligt til skade lige før træningsspringningen på Vilhelmsborg. Henrik fortæller: ”Jeg stod i Tyskland, og min staldmand ringede for at sige: det er galt.”

Hingsten havde trådt sin sko af, og skoen var gået ind i kronranden, flere cm ind. Og de måtte skære skoen af, for at få mulighed for at trække resterne ud af benet. Og to dage forinden havde vi lavet video af løsspringningen, og den havde Ludger Beerbaum set. Han fulgte den på Clip-My-Horse fra kåringen i Herning. Og da hingsten var handelsundersøgt, gik handlen i orden, og Henrik fik muligheden for selv at aflevere hingsten hos Beerbaum, hvor han fik frokost og en rundvisning.

”Vi har en rigtig god 2-års hoppe efter Quabri de L’Isle, lavet på en halvsøster til Cassado II, det er lidt indavl, men jeg kalder det målrettet indavl ca. 30%. Så det skal prøves.”

 

Godt samarbejde med Carsten Carstensen

Henrik Hansen har lavet en aftale med den sønderjyske avler Carsten Carstensen, som har lavet en perlerække af gode springheste. ”Man skal forny sig, så jeg kørte til Carsten for at lave aftale om at bruge hans guldmedaljehoppe Diana e. Diamant de Semilly, og vi har fået to hopper efter Glasgow-W vh Merelsnest.” Henrik er glad for, han har fået hoppe-afkom, for det er, som han siger: hopperne der bære værket.

 

Guld for samling

Ved kåringen i Herning fremstillede Henrik afkom, som var til start i kåringen eller konkurrenceklasserne efter Cassado II’s mors Chania, og fik en guldmedalje for samlingen.

”Man har en forventning om, der er en god medalje i samlingen, men at få guldmedalje for en afkomssamling, det er vildt. Jeg er vildt beæret over det,” understreger Henrik.

”Det du har opnået, det skal man være glad for, men vi har en stor produktion af heste, at der hele tiden kommer nye medaljehopper og sportsheste til. Og økonomien i at beholde hestene til de er mere uddannede, det er det bedste, men man skal også have faciliteterne til det,” erkender Henrik. Han er i fuld gang med at udbygge stedet med ny ridehal og stald.

”Vi kan bringe hestene et stykke af vejen i sporten, men så skal de til ryttere, der er bedre end os i Solrød.”

”Vi har også solgt meget dyre føl til forskellige avlere, og nogen gange må man også slå til. Og jeg vil også gerne købe avlsdyr hos andre.”

 Henrik Hansen med den 24-årige stamhoppe Parexi e. Solos Carex/Paganini xx opdr. ToveNørgaard og Marianne Balsby, hun har netop folet med et smukt hingsteføl efter Franzé (hjemmeavlet hos HH Horses) - Henrik har seks generationer efter denne hoppe. Foto: Ridehesten.com

Føl efter mange forskellige hingste

I 2023 får Louise og Henrik 15 føl, og de har brugt hingste som Hesselhøj Donkey Boy, Bon Bravour, Global Player, Be Sure, Jovian, Total US og Blue Hors St. Schufro. Netop Total US e. Totilas har været et ønske længe, og det var lykkedes for Henriks beslagsmed at købe et strå efter hingsten.

”Jeg fik købt mig ind i det strå, og begyndte at scanne et par hopper, og så viste det sig, at vores guldmedaljehoppe Rapitala var klar. Så mig i bilen med den og køre den til VetEmbryo i Rødekro, og de klippede af strået og fik lavet et foster ud af det. Og jeg glæder mig til det, og jeg vil aller helst have en hoppe”, smiler Henrik. Da han fik titlen Årets Avler sagde Dansk Varmblods formand bl.a., at ikke alene er Henrik dygtig, han er også er flittig.

”Det vi laver her, er ikke raketvidenskab. Du skal være flittig, du skal passe dine ting, og det samme skal dyrlægen, så kommer det. Vi har en god base, med gode hopper, og dem holder vi på, og dem passer vi på. Vi har ca. 90 heste, og vi laver ikke noget, som andre ikke kan efterligne. Jeg sælger gerne vores unge hopper, vi laver bare en ny,” slutter Henrik Hansen med et smil.


Hold i dag

Nyheder

Sponsorer

Instagram