11 føl fra region 3 videre til Eliteskue

Følskuet blev flot afviklet i rammerne på Stutteri Ask, hvor både heste, dommere og publikum fik en skøn dag med god stemning.

 

Dansk Varmblod Region 3 afholdt i dag følskue på Stutteri Ask, hvor der endnu engang var flot kvalitet blandt både spring- og dressurføllene. Med gode hjælpere og dygtige dommere blev i alt 49 føl bedømt i Casir Hallen på Stutteri Ask. Syv dressurføl og fire springføl blev udtaget til KRAFFT Eliteskue, som finder sted på Vilhelmsborg den sidste weekend i denne måned.

I år har Dansk Varmblods avlsledelse ændret udtagelsesproceduren, så der ikke længere er et fast antal føl fra hver region. I stedet vurderes føllene ud fra kvaliteten i finaleringen.

Hos springføllene havde dommerne Johnny Hansen og Mogens Worre fornøjelsen af at bedømme 13 springbetonede føl. Heraf blev ét hoppeføl og fire hingsteføl udtaget til Eliteskuet.

Med et springføl på startlisten på hjemmebane blev det en helt særlig herre, der løb med titlen som dagens bedste springbetonede hingsteføl. Katalognummer 311, CASSIUS ASK e. Cassado Ask / Todt Un Prince Ask, er nemlig født og ejet af Stutteri Ask og er et afkom efter Vicky Ask, der bl.a. som 3-årig blev tildelt guld og kåret som bedste springbetonede hoppe i Dansk Varmblod.

Det charmerende hingsteføl blev beskrevet således:– Vi har set en muskuløs overlinje, der fungerer fantastisk godt, hvilket kommer til udtryk i en super rummelig, smidig og velafbalanceret galop. Den er konstant i balance og blev belønnet med karakteren 9 for galop.

Dagens bedste springbetonede hoppeføl var katalognummer 300, PANSLER’S ZIONIQUE e. Bøgegårdens Zion / Chico’s Boy (opdrætter og ejer: LK Equestrian v/Lars Trier Kjøller). Hun blev beskrevet af dommerne:
– Et rigtig dejligt og tiltalende hoppeføl, der fremstår yderst komplet. Hun er flot i typen og har et tydeligt kønspræg. Vi ser et kønt hoved samt en velansat hals og skulder. Overlinjen er stærk, hvilket giver særdeles god funktion i galoppen. Hun galoperer rummeligt, smidigt og velafbalanceret, og hun står på nogle rigtig stærke lemmer.

Dommerne Else Libach og Rebecca Bæk Larsen havde opgaven at bedømme 36 dressurføl. Blandt disse gik hele 16 føl videre til finaleringen, hvor niveauet var højt. Særligt blandt hingsteføllene var konkurrencen tæt, og det var i dag kategori nr. 363, SOLBAKKEN'S VINZENT e. Viva Gold / Blue Hors Zack (opdrætter og ejer: Solbakkegaard ApS), der blev dagens bedste dressurbetonede hingsteføl.

Dommerne beskrev Vinzent således: – Et meget komplet hingsteføl, når vi ser på typen. Han står meget skarpt i partierne og er storrammet med lige præcis den luft under sig, vi gerne vil have, samtidig med en utrolig flot adelhedsgrad. Der er masser af kønspræg, og føllet har simpelthen en rigtig flot front i det hele taget. Funktionen i skuldrene og overlinjen er særdeles smidig og rummelig, hvor han arbejder rigtig godt. Lemmerne har den markering, vi ønsker, og bevægelsen er særdeles god og rummelig i skridt. I både trav og galop arbejder han med stor smidighed og en dejlig frihed foran. Der ses god albuefrihed og virkelig fint undergreb i både trav og galop.

Blandt dagens dressurbetonet hoppeføl var det katalog nr 341 WORRES FRIDA e. STRAIGHT HORSE LEONARDO/FRANZISKUS (opdrætter og ejer: June og Mogens Worre-Jensen, Nytoftegård) der blev dagens bedste dressurbetonet hoppeføl. Dommerne beskrev hende blandt andet som en meget ædel hoppe, der stod særdeles skarpt i modellen:

Hun er lige præcis så ædel, som vi gerne vil se. Et fantastisk udtryksfuldt hoved og en hals, der sidder lige som den skal. Hun er placeret flot i fronten, og har en stor og meget velfungerende skulder. Derudover har hun en meget smidig overlinje, der arbejder igennem i alle tre gangarter. Generelt har vi at gøre med et meget ædelt hoppeføl. 

Kilde: Ridehesten

Katalog og resultater. 



Hold i dag

Nyheder

Sponsorer

Instagram