50% flere føl til Eliteskue

Fra i år blev det besluttet, at der ikke skulle være en fastlagt kvote af føl til KRAFFT Eliteskue – Avlsledelsen kunne udtage føl af eliteskuekvalitet – og det har betydet en stigning på 50%

 Fire føl har Jørgen Ravn fået udtaget til KRAFFT Eliteskue, bl.a. Dagens Bedste dressurhoppeføl Gørklintgårds Desla i region 6. Foto: Ridehesten.com

Gennem flere år har det været fastlagt, at de to bedste dressurføl (hoppe- og hingsteføl) samt det bedste springføl (hoppe- og hingsteføl) samt reserver udtages til KRAFFT Eliteskue. Det blev der ændret på i år, da Avlsledelsen har ønsket en fornyelse af denne model, ud fra et ønske om at udtage kvalitet frem for et på forhånd fastlagt antal føl.

Reglerne for udtagelse til Eliteskuet i 2025 blev derfor:

  • Vinderføl er sikret udtagelse for hhv. bedste springhoppe og -hingsteføl samt bedste dressurhoppe og -hingsteføl.
  • Herefter supplerer dommerne med de føl der måtte være af Eliteskuekvalitet.
  • Udtagelse af reserver udgår, da alle føl af reel Eliteskuekvalitet nu bliver udtaget.

 

Det nye koncept for udtagelse er blevet taget godt imod, og Avlsledelsen har i høj grad benyttet sig af muligheden for at sende føl af Eliteskuekvalitet til KRAFFT Eliteskue på Vilhelmsborg fra den 29. – 31. august.

Med den hidtidige model for udtagelse blev der udtaget 42 føl, og i år er der tilmeldt 64 føl til KRAFFT Eliteskue.

De udtagne føl fordeler sig sådan:

  • 20 dressurhingsteføl
  • 20 dressurhoppeføl
  • 14 springhingsteføl
  • 10 springhoppeføl

 

Der har været tilmeldt 440 føl til følskue fordelt over hele landet, det er to føl færre end sidste år.

- Det er glædeligt at vi kan holde niveauet i forhold til sidste år, når vi ved, at vi sidste år oplevede en nedgang i antallet af bedækning, indleder Dansk Varmblods direktør Claus Hansen, han fortsætter: - Det har vist sig, at den nye model for udtagelse til Eliteskuet, har givet et større antal føl til finalen. Det er opmuntrende, at kvaliteten har vist sig at være så høj rundt om i regionerne. Vi ser meget frem til at se de mange føl ved Eliteskuet på Vilhelmsborg, hvor flere af dem kan erhverves på Elitefølauktionen lørdag aften.

Ved KRAFFT Eliteskue skal føllene til bedømmelse lørdag. 

 


Hold i dag

Nyheder

Sponsorer

Instagram