Bevæget farvel til Jolene Hill
EM i Ermelo blev sidste internationale optræden for Jolene Hill og Tobias Thorning Jørgensen – tre medaljer rejste de hjem med
Tobias Thorning Jørgensen og Jolene Hill. Foto: FEI/Leanjo de Koster
Tobias Thorning Jørgensen og DV-hoppen Jolene Hill sluttede EM i Ermelo som de begyndte med en individuel sølvmedalje, og imellem de to medaljer, blev det også til en bronzemedalje med holdet. Tobias har offentliggjort, at det er den 17-årige hoppes sidste, internationale optræden på landsholdet.
Sølvet i küren fik tårerne til at trille hos både Tobias Thorning Jørgensen og flere andre tilstedeværende.
- At hun får lov til at slutte af sådan her, det er lige, som det skal være. Der var mange følelser, der kom ud. Der var mange, der fældede en tåre bagefter, fordi der er så mange følelser i det, og man har brugt så mange timer sammen, sagde Tobias Thorning Jørgensen til DR.
Det blev et perfekt punktum på en fornem karriere.
- Jeg er megaglad for medaljen, og der kom mange følelser ud. Jeg er lidt skuffet, fordi det var så tæt på (at de vandt guld, red.), men jeg er så glad og stolt af min hest over alt det, vi har opnået sammen. At få lov til at slutte af med tre medaljer er bare prikken over i'et på et fantastisk partnerskab, udtalte Tobias Thorning Jørgensen til DR.
At Jolene Hill kunne komme så stærkt tilbage, var der nok ikke mange, som forventede efter hun blev ramt af transportsyge på rejsen mod PL i Paris. Det har krævet meget fra mange sider, at få hoppen tilbage på toppen. Som Tobias selv skrev i et opslag på Instagram efter deres sidste landsholdsoptræden sammen: Jeg er mere end taknemmelig for at have fået denne sidste dans med dig.
17-årige Jolene Hill e. Blue Hors Schufro Hit/Windsor er opdrættet af Hanne Andreasen, og ejet af Signe og Thomas Kirk Kristiansen. Sammen med Tobias Thorning Jørgensen har hoppen opnået medaljer ved PL, VM og EM. Ved VM på hjemmebanen i Herning i 2022 vandt de to individuelle guldmedaljer og sølvmedalje for hold. Tobias og Jolene Hill blev nærmest alle-mands-eje da de red to guldmedaljer i hus ved PL i Tokyo i 2021
Dansk Varmblod fejrede parret ved Hingstekåringen i Herning i 2023, hvor Jolene Hill blev hædret med H.K.H. Prinsesse Benediktes Vandrepræmie. Læs mere her: Jolene Hill hædret med prinsessens vandrepræmie
Landsholdet vandt bronze: Katrine Bjelke Kristensen, Tobias Thorning Jørgensen, Pia Wulff Jelstrup, Karla Dyhm Junge og holdleder Anette Bruun. Foto: FEI/Leanjo de Koster
Flot afslutning på imponerende mesterskab
Landsholdet vandt bronze lørdag eftermiddag efter to dages intense konkurrencer, hvor Tyskland tog guld og Holland sølv i en nervepirrende tæt konkurrence.
Karla Dyhm Junge og Miss Daisy. Foto: FEI/Leanjo de Koster
I den afsluttende kürfinale havde alle fire danske ryttere sikret sig deltagelse. Det blev som nævnt til sølv til Tobias Thorning Jørgensen og Jolene Hill i grad III og i samme grad blev det til en flot femteplads til Karla Dyhm Junge og Miss Daisy.
Katrine Bjelke Kristensen og Gørklintgårds Quater gentog deres individuelle sølvmedalje i küren, og Pia Wulff Jelstrup og Zafia satte trumf på et flot dansk EM med en bronzemedalje i küren for grad IV.
Katrine Bjelke Kristensen og Gørklintgårds Quater. Foto: FEI/Leanjo de Koster
Alle fire danske ryttere red mesterskab på DV-heste:
- Katrine Bjelke Kristensen på Gørklintgårds Quater e. Quaterback/ Blue Hors Don Schufro (opdr. Jørgen Ravn) - grad 2
- Karla Dyhm Junge på Miss Daisy e. De Noir/Blue Hors Future Cup opdrættet af Marianne Brinck Stengaard- grad 3
- Tobias Thorning Jørgensen på Jolene Hill e. Blue Hors Schufro Hit/Windsor opdrætter Hanne Andreasengrad 3
- Pia Wulff Jelstrup på Zafia e. Blue Hors Zee Me Blue/Caretino opdrættet af Gitte Elkjær Kjeldsen grad 4
Det blev desuden til en bronzemedalje til DV-hoppen Athene Lindebjerg redet af Mari Durward-Akhurst (GBR) i grad I kür.
Stort tillykke til ryttere og avlere.
Pia Wulff Jelstrup og Zafia. Foto: FEI/Leanjo de Koster