Flotte DV-resultater ved World Cup-stævnet

Ved det internationale spring- og dressurstævne i Herning har det været mange sejre og topplaceringer til DV-heste over de fem konkurrencedage

Nadja Aaboe Sloth og Favour Gersdorf var også med på det bronzevindende landshod ved EM i sommer. Foto: Ridehesten.com


Hvis man har været til World Cup-stævnet i Herning de seneste fem dage, eller har fulgt stævnet via arrangørernes hjemmeside: World Cup Herning - World Cup Herning har man ikke kunnet undgå at bemærke de mange flotte resultater rytterne og deres DV-heste har opnået på spring- og dressurbanen.

 Carina Cassøe Krüth og Heiline's Danciera kom stærkt tilbage med ny kür og en fjerdeplads i World Cup. Foto: Hestefotograf Melissa Hoogendoorn

World Cup ekstase

Det bærende element under stævnet er World Cup-kvalifikationen i dressur, som er den første af en serie på 10 stævner i den vesteuropæiske liga inden finalen i Texas til april næste år. Der var en fantastisk atmosfære i Boxen da Cathrine Laudrup-Dufour sejrede küren med den 16-årige Fidermark-datter Mount St. John Freestyle med hele 90,175%

Carina Cassøe Krüth kom stærkt tilbage i international konkurrence med DV-hoppen Heiline’s Danciera e. Fürstenball/De Niro (opdr. Stald Heiline), de viste en ny kür, og publikum jublede, da de hilste af og opnåede 80,510% og en fjerdeplads i FEI Dressage World Cup Freestyle presented by ECCO.

Nadja Aaboe Sloth og Favour Gersdorf e. Foundation/Leandro (opdr. Inger Marie Andreasen) kom ind på 6. pladsen med 77,17%

Rikke Dupont og Grand Galiano e. Grand Galaxy Win/Blue Hors Don Schufro (opdr. Lotte og Gert Buchhave) fik redet dele af deres kür spejlvendt, og da dommerne har rytternes koreografi, kostede det værdifulde points. De sluttede med 73,28% på 13. pladsen.

 Kasper H. Hansen og Katrinelunds Satisfaction. Foto: Ridehesten.com

Toppræstationer i Stutteri Ask Grand Prix

Lørdag aften mødtes 40 ryttere i den store Stutteri Ask Grand Prix, 11 danske springryttere havde kvalificeret sig til hovedspringningen, og heraf var fem fejlfrie – to af dem var DV-heste og det blev de bedst placerede heste i klassen.

Kasper H. Hansen og DV-hingsten Katrinelund Satisfaction e. Sandro’s Adel/Crelido fra Ib Kirk på Katrinelund kom ind på 5. pladsen lige foran Renee Ulvsbjerg og Celeste Balslev e. Conthargos/Con Air opdrættet af Fuglsangsgård.

 Vinder af Frandsbjerg unghestetour blev Helle Møller Andersen på Maskedals Casemiro. Foto: Ridehesten.com

5- og 6-års for første gang

Som noget nyt fik 5- og 6-års springhestene adgang til en unghestetour. Det var særdeles populært, og blev godt modtaget af rytterne. Efter to indledende runder var der en finale lørdag eftermiddag med 47 startende.

Frandsbjerg CSIYH1* blev vundet af Helle Møller Andersen på DV-vallakken Maskedals Casemiro e. Ci Ci Senjor Ask/Toulouse opdrættet af rytteren selv og Per Christensen. Det var også en anden, tidligere UVM-deltager, som kom ind på andenpladsen; Claus Hundebøl med Cabachapacoon Bilstrup e. Chacoon Blue/Cabachon opdrættet af Debbie Kreiler Pederen.

Frida Munk Lassen var helt i særklasse i denne unghestetur, med dobbelt sejr den første dag med Cymphony e. Cyrano Ask/Numero Uno (opdrættet Lars Bak) og Maigaards Cannubi e. Cavoiro-H/Canto fra Maigaard ved Mette Nielsen. I den anden klasse gentog hun sejren med Cymphony, mens de i finalen kom ind på 3. pladsen med Maigaards Cannubi lige efter.

Den danske nationalmelodi lød for sidste gang i PAVO Hal M for Rikke Haastrup som sejrede i Helgstand Dressage CSI1* Big Tour (1.40 m) med DV-vallakken Little Limbo e. Comme Il Faut Plus/Casillius opdrættet af Charlotte Korfitz. Yderligere tre DV-heste var placeret i klassen.

 Frida Munk Lassen var helt i særklasse i unghesteklassen. Hun ses her på Cymphony. Foto: RIdehesten.com

Markant udvidelse af World Cup

Efterårsferiens helt store hestebegivenhed i Herning bliver endnu større fra 2026. Det traditionsrige World Cup-stævne i MCH Messecenter Herning udvides betydeligt, når både finalerne i Dansk Ride Forbunds championat for unge dressurheste og Baltic Cup-finalerne i springning for ungdomsryttere bliver en del af programmet. 2026 udvides kapaciteten med endnu en hal – Hal E – så hele tre baner tages i brug. Det giver mulighed for at tilbyde endnu flere konkurrencer og en endnu større oplevelse for publikum.

– Det giver god synergi at afvikle championatsfinalerne sammen med det internationale dressurstævne. For det dressurinteresserede publikum bliver der meget mere at opleve, og for vores unge heste betyder de flotte rammer og det internationale setup, at de får vist sig frem for både avlere og et større publikum, udtaler Casper Cassøe Krüth på vegne af arrangørerne.

Kvalifikationerne og finalerne i championatet for 4-, 5-, 6- og 7-årige dressurheste bliver afviklet i Jyske Bank Boxen, og det betyder, der vil være fuldt program i alle tre haller fra onsdag.


Hold i dag

Nyheder

Sponsorer

Instagram